— HC — Forskel på undskyldninger?
Selvom jeg midlertidigt befinder mig uden for Danmarks grænser, vil jeg alligevel tillade mig at kommentere den hjemlige debat om Politikens kontroversielle undskyldning til profeten Muhammeds 94.923 efterkommere. Se en introduktion til sagen her.
Herovre fra virker det som en lidt mærkelig debat, hvor langt de fleste (politikere) tager afstand fra Politikens undskyldning og tilsyneladende glemmer, at JP lavede en lignende undskyldning i 2006. For det er min påstand, at de to undskyldninger er meget ens.
Først er der dog tre ting, der skal gøres klart.
Nummer 1:
Undskyldningen drejer sig om genoptrykningen af tegningerne i februar 2008 (der blev trykt som reaktion på de mordplaner mod Kurt Westergaard, som PET angiveligt forpurrede, den såkaldte Tunesersag). Politiken har trykt en eller flere af de oprindelige 12 tegninger fra JP i alt 9 gange, første gang 15. oktober 2005.
Nummer 2:
Undskyldningen er et forlig mellem Politiken og 8 muslimske organistationer fra Mellemøsten og Australien. Politiken modtog i august 2009 – ligesom 10 andre danske aviser – et brev fra den saudiske advokat Faisal Yamani, der repræsenterer de 8 organisationer. Heri krævede Yamani, at Politiken 1) undskyldte for at have bragt KW’s tegning i februar 2008 og 2) lovede ikke at bringe samme eller tilsvarende tegninger igen, hvis de ville undgå retsforfølgelse. Se Sapphos beskrivelse her. Undskyldningen er altså et forlig, fordi Politiken nogenlunde opfylder Yamanis første krav, men ikke imødekommer hans andet krav.
Nummer 3:
Politiken skriver i sin erklæring, at de “anerkender og beklager”, at “vores genoptrykning (…) har krænket muslimer (…)”, ligesom de “undskylder over for alle, der er blevet krænket af vores beslutning om at genoptrykke Karikaturtegningen.”
JP skrev i deres undskyldning: “De (tegningerne, red.) var ikke i strid med dansk lovgivning, men har uafviseligt krænket mange muslimer, hvilket vi skal undskylde.” En sidebemærkning: Prøv selv at se nærmere på de to undskyldninger i deres fulde længde. Jeg synes, det er ret svært at se, at Politiken skulle være gået længere end JP.
Det var baggrunden, nu kommer vi til den hjemlige debat. Undskyldningen er blevet kritiseret på tværs af det politiske spektrum, og politikere, journalister og andre har tilsyneladende fuldstændig glemt JP’s undskyldning. Men de to undskyldninger kan dog ifølge ansvarshavende chefredaktør på JP, Jørn Mikkelsen, ikke sammenlignes.
Hans argument er, at JP i sin tid sagde undskyld “af egen drift” i modsætning til Politiken, der her fire år senere “er blevet intimideret ind i en aftale med trusler om en kæmpemæssig retssag.” Politiken siger altså undskyld under pres og sælger dermed ud af ytringsfriheden, mens JP sagde undskyld “af egen drift”. Hvad Mikkelsen mener med “egen drift” er uklart, ligesom det er svært at se, hvorfor det er bedre at sælge ud af ytringsfriheden, når man ikke er under pres, end når man er presset.
Jeg giver Jørn Mikkelsen helt ret i, at Politikens undskyldning selvfølgelig ikke bare kommer ud af det blå, men derimod kommer som en konsekvens af pres fra den saudiske advokat og hans klienter. Men at hævde, at JP ikke var under pres, da de 30. januar 2006 udsendte deres undskyldning, det er vist en tvivlsom påstand.
Den 30. januar 2006 var status: Fogh havde afvist at mødes med ambassadørerne, JP var blevet politianmeldt for overtrædelse af blasfemi- og racismeparagraffen, og religiøse ledere i Saudi-Arabien havde (d. 20. januar) opfordret til boykot af danske varer. Så når Mikkelsen siger, at JP dengang “af egen drift” fremkom med deres undskyldning, er det altså en sandhed med modifikationer. Vores politikere var altså under pres, vores erhvervsliv var under pres, og JP selv var blevet hevet i retten.
Derfor er det mærkeligt, at Mikkelsen ikke kan indse sit eget hykleri, når han i dag sammenligner Politikens undskyldning med Chamberlains appeasement-politik fra 1930′erne. Og det kan undre, at vores politikere er så kritiske over for Politiken, når de ikke kritiserede JP’s undskyldning i 2006.
Kommentarer: (Ingen kommentarer)
Hvad synes du?