Loading....
Seneste indlæg:

Indlæg

HC — Kosmisk enighed?

Julen er hjerternes tid, og i gratisavisen 24Timer deler astrolog Lykke Larsen rundhåndet ud af sin viden om stjernerne. I søndags havde jeg den fornøjelse at læse hendes horopskop. Forudsigelserne til de forskellige stjernetegn var dog efter min mening lige lovligt ens.

Jeg er selv fisk, og om mig stod der:

“Hvis du ikke helt føler dig i julehumør, så arrangér noget hyggeligt. Gløgg og æbleskiver får hurtigt julestemningen frem.”

Det er formentlig en temmelig stor del af den voksne danske befolkning, der vil kunne nikke genkendende til ikke helt at være i julestemning endnu, og det har formentlig også været en del af Lykke Larsens ræsonnement. For da jeg begyndte at læse rådene til vandbæreren og stenbukken, mindede de i mistænkelig grad om mit horoskop.

Om stenbukken stod der:

“Prøv at lade være med at bekymre dig så meget. Bag nogle kager eller juleflet med ungerne og nyd nuet, det er jo kun jul en gang om året.”

Og om vandbæreren stod der:

“Ind i mellem alt det praktiske skal du sørge for, at du også har det sjovt. At gøre noget for andre søndag får dig i godt humør.”

Alle tre råd kan koges ind til en meget kort sætning: “Gør noget hyggeligt!” Derfor må man konkludere, at stjernerne enten var bemærkelsesværdigt enige i søndags, eller også har Lykke Larsen bare parafraseret i vildskab. Jeg hælder mest til sidste mulighed.

Så vidt jeg har forstået horoskoptankegangen, så er pointen, at vi er forskellige, fordi vi er født på forskellige tidspunkter af året, og vi derfor har brug for forskellige råd. Men hvordan kan det så være, at rådene ikke adskiller sig fra hinanden?

Jeg indrømmer gerne, at jeg heller ikke før i søndags havde særlig meget respekt for horoskop-pladder, men Lykke Larsen gør altså ikke ret meget for at overbevise mig om det modsatte, når hendes stjernetydning tydeligvis bare består af omskrivning af banaliteter.

Kommentarer: (Ingen kommentarer)

Hvad synes du?