— Nis — Leave it to the “climanator”?
Verdens vel nok mest kendt provinsleder, Arnold Schwarzenegger AKA the governator, lagde igår og i forgårs vejen forbi København for at give sit besyv med ved COP15.
I sit vanligt drævende og selvironiske tonefald indledte the climanator, som schwarzenegger noget uforståeligt er blevet omdøbt til lejligheden (for han skal vel ikke eliminere klimaet eller hva?), med en lille konventionel ros til værterne. Han påpegede spøgende, at københavns havn er så ren, at man kan bade i den, men at det nok trods alt ville være lidt koldt lige pt. Og gu er det da fjollet, men publikum åd det råt, og når alle andre bruger deres taletid på at græde eller proklamere jordens snarlige undergang, så tror jeg ikke, at en lille accentueret joke er helt af vejen.
Men Schwarzenegger var også i det lidt mere alvorlige hjørne, og havde tydeligvis en sag han gerne ville promovere ved COP15. The climanator snakkede passioneret for, at klimakampen skal kæmpes på græsrodsniveau, og at ændringerne ikke skal komme fra politikerne på COP15, men fra den enkelte borger. Her udnyttede Arnold det aspekt af sin ethos, som faktisk bliver anerkendt verden over, selv ved COP15 vil jeg mene, nemlig det med den personlige genneslagskraft. Hvad man så end måtte mene om bøffen fra Østrig, så er der det dog bemærkelsesværdigt at tage turen fra de østrigske alper over Hollywood og lige ind i guvernørkontoret i Californien. Og han taler faktisk godt, Arnold. Ikke flot, bevares, og accenten er unægteligt svær at se bort fra, men fremførelsen var både kraftfuld, velformuleret og velargumenteret.
Berlingske tidende kunne, forventeligt nok, slet ikke få armene ned efter Arnolds tale, og Politiken giver også ganske pæne ord med på vejen. Politiken kalder endda Arnolds forslag om at fokusere på individets og borgernes magt til at ændre verden for “modig”. Men er det nu det? Ganske vist er the climanator på mange måder personificeringen af handlekraft, men derfra og til at satse på, at verdens befolkninger løser problemerne udenom politikerne, er der altså langt. Og jeg har sgu også svært ved at se aktivisterne udenfor Bella Center og Arnold side om side på Rainbow Warrior i færd med at redde jordens klima. Arnold er big business, og vil løse problemerne vha. markedskræfterne eller forbrugeraktivisme. Sprøgsmålet er så bare, hvor klimabevægelsen og Arnold skal mødes for at udleve deres fælles drøm om en global klimabevægelse, der redder kloden. Personligt havde jeg gerne set at Arnold brugte sin betydelige karisma og gennemslagskraft til at terminate småligheder omkring forhandlingsbordet ved COP15 og redde dagen. Men ok han sagde jo godt nok “ill be back”…
Kommentarer: (Ingen kommentarer)
Hvad synes du?