I søndags viste TV2 første afsnit af fem i krimiserien “Blekingegade”, og det har muligvis skaffet dem en sag om æreskrænkelse på halsen. Personerne i serien har nemlig navn efter de virkelige medlemmer af banden, og det bliver et problem, når serien som i søndags handler om et røveri i 1983 i Lyngby, som ingen af de virkelige Blekingegadebandemedlemmer er dømt for.

Helt konkret: I serien er karakteren Bo Weimann med til at begå Lyngby-røveriet. Men det er æreskrænkende (det er jura-sprog), fordi den rigtige Bo Weymann (han har skiftet i’et ud med et y for at gøre op med fortiden) aldrig er blevet dømt for det røveri. Og hvis man skal tro eksperterne, har Bo Weymann dermed en ret god sag, hvis han vælger at hive TV2 i retten. Læs artiklen på politiken.dk her.

Guderne skal vide, at jeg ikke er jurist, og den juridiske diskussion vil jeg derfor ikke gå ind i. Men som retoriker synes jeg, det er interessant, hvordan Bo Weymann har foretaget et skift fra skurk til offer – efter min mening med succes.

For oprindeligt var han en skurk, og endda en stor en af slagsen: Han var med i Blekindegadebanden, han har været med til at udføre voldelige røverier, og han var med til at planlægge det røveri med Købmagergade Postkontor i 1988, der endte med at koste den 22-årige politibetjent Jesper Egtved Hansen livet.

Men nu fremstår han som et offer, der på urimelig vis bliver hængt ud af TV2. Hvordan har han formået at rehabilitere sig selv på den måde?

Svaret er anger, vedkendelse og mere anger. For det var Bo Weymann, der var “Blekingegadens stemme” i Peter Øvig Knudsens bøger, og derved var med til at åbne danskernes øjne for en sag, som resten af bandens medlemmer har været meget lukkede om, og det var Bo Weymann, der fik grødet stemme og tårer i øjnene, da han i dokumentarfilmen Blekingegadebanden fortalte, hvordan han stadig havde det meget dårligt med, at han havde været med til at slå uskyldige mennesker ned og planlægge det røveri, der førte til drabet i Købmagergade.

Og dermed er han renset, vupti! Manden har været i fængsel og angrer nu sine synder, og derfor er han i stand til at fremstå som et offer, man kan have sympati med, når TV2 tager munden for fuld og indirekte beskylder ham for at have været med i et af Blekingegadebandens utallige røverier.

Derimod vil det formentlig være småt med den offentlige sympati, hvis nogle af de andre bandemedlemmer sagsøger TV2. For de har ikke på nogen måde angret, fortrudt eller undskyldt, og derfor vil det fremstå som et fuldstændig urimeligt, egoistisk krav, hvis de vil have deres navn renset for en forseelse, der bedst kan betegnes som en dråbe i det store hav af forkastelige handlinger, som Blekingegadebanden retteligt er blevet dømt for.

Senest ændret: december 12th, 2009
Kategori: Retorik
Navigation: Forrige indlæg / Næste indlæg