Igår startede en af mest væsentlige begivenheder på dansk jord i mange år. Måske nogensinde. Alt efter hvor alvorligt man tager klimaproblematikken. Uanset så er COP15 en begivenhed, der efter manges mening kommer til at definere menneskehedens fremtid på godt og ondt. En sådan begivenhed og en sådan exigence som topmødet er et resultat af, må nødvendigvis italesættes på en passende måde. Der er altså i høj grad tale om retorisk situation, eftersom nødvendigheden af en bindende aftale skal formidles, og løsninger bringes på bordet. Det kræver sin taler at leve op til en så stor lejlighed, som COP15 i de flestes øjne er. En taler der naturligvis skal have visioner, diplomatiske evner og konkrete løsningsforslag i ærmet. Men det kræver også en taler med format, der kan brænde igennem og overbevise sine tilhørere både i Bella Centeret og i verden om, at handling er nødvendig. Vores statsminister åbnede naturligvis topmødet, men det stod hurtigt klart, at det næppe var ham, der skulle levere talen, der var lejligheden værdig. Lidt klicheer blev der da budt på, lidt floskler om at det er tid til at handle og et ønske om et godt topmøde.

Rollen som indpisker og inspirator var derfor tydeligvis tiltænkt vores nyudnævnte klimakommisær Connie Hedegaard. Og hun leverede faktisk varen efter min vurdering. Hun fik adresseret situtionens alvor ved at understrege, at COP15 er den bedste mulighed, vi nogensinde har haft for at få en tilstrækkelig klimaaftale, og at der sandsynligvis aldrig kommer en bedre mulighed. Den opgave som Hedegaard efter min mening løste på fin vis, var at italesætte den “urgency”, der skal tvinge de store nationer til at binde sig til en ambitiøs aftale. Desuden taler Hedegaard et udmærket engelsk, hvilket gør hende i stand til at levere sine pointer med en hvis pondus. Dette er både godt for hendes ethos, og giver hende samtidigt rum til at arbejde med sproglige virkemidler som intonation osv. Hedegaards COP15 tale går sandsynligvis ikke over i verdenshistorien, men fortjener ros for at være et godt svar på den retoriske situation, den skulle løse.

Men Hedegaard var ikke den eneste klimaindpisker, der indtog scenen igår. I DGI byen afholdes den alternative klimakonference “Klimaforum 09″, hvor de mindre interesseorganisationer er repræsenteret, og “folket” kan få en stemme. Her gik b.la. Nnimmo Bassy fra Friends of the earth på scenen.
Det interessante ved denne tale var først og fremmest, at den blev holdt af en taler, der havde følt klimaforandringerne på egen krop. Det giver en et indtryk af en helt anden og potent slags ethos, hvilket giver taleren et ganske andet spillerum end Hedegaard. Det bliver pludselig helt ok at rase over konsekvenserne af klimaforandringerne, og forlange bedre lederskab af COP15 deltagerne end de hidtil har udvist. Der bliver rum for en hel anden grad af pathos og følelsesappel, og det bliver legalt at opildne sit publikum og forvente tilråb fra salen. Helt almindelige kridhvide danskere stod pludselig også råbte med på “leave the oil in the soil, leave the coal in the hole”. Naturligvis afænger graden af indlevelse og pathosappel også af scenen, atmosfæren og publikum, og på den led havde Bassy det let.

Senere gik the godmother of klimaaktivisme, Naomi Klein, på scenen. Klein har skrevet bestsellere som No Logo og The Shock Doctrine, og har en tårnhøjt ethos i de fleste klimaaktivisterne øjne. Hun talte ligeledes meget passioneret om klimakampen, og holdt en både stramt disponeret og meget forfuldendt tale. Connie Hedegaard taler naturligvis under nogle andre omstændigheder end talerne ved Klimaforum09, men som retoriker kunne jeg godt ønske mig at nogle af COP15 talerne, fik samme format og vovemod som klimaaktivisternes. Og som mennesker kunnne jeg da godt håbe, at nogle af tanker fra Forum09 blev taget med til COP15.
Viva la revolución

Senest ændret: december 8th, 2009
Kategori: Retorik
Navigation: Forrige indlæg / Næste indlæg