Første bombetrussel er ringet ind til Bella Centeret, og COP15 er således officielt skudt igang (med et brag).
Klimaeksperter, diplomater og regeringsledere skal i løbet af de næste 12 dage prøve at komme frem til en løsning på verdens klimaproblemer. Som jeg tidligere har antydet, så kan det jo blive vanskelige at finde frem til en løsning på et problem som man ikke er enige om at definere, men der er i hvert fald ingen tvivl om, at verdens ledere er meget ivrige efter at erklære deres villighed til at gå forrest ved COP15, og finde en løsning, der kan redde os alle fra klimadommedag. Dog er der, som vi også tidligere har diskuteret her på bloggen, ofte visse uoverenstemmelser mellem, hvad regeringen siger den vil gøre ved klimaforandringerne, og hvad den rent faktisk gør. Der er altså med andre ord grunde nok til at være bekymret for udfaldet af COP15 og den klimaaftale der skal redde vores klode ud af klimakniben.

Der er naturligvis også dem, deriblandt Thor Pedersen, KU’s formand og Bjørn Lomborg, der mener, at klimahysteriet er gået over gevind og fjerner fokus fra mere væsentlige ting. Det er ikke et let budskab at komme igennem med i disse klimadage, hvilket “Klimagate” jo er et glimrende eksempel på. Når Retorikbloggen slår hårdt ned på Thor Pedersens behov for at have lyset tændt i sin villa, når han ikke er hjemme, og FN-forskere slår hårdt ned på klimadissidenter, er det så et udtryk for at den frie og fornuftige debat undertrykkes, eller bør det snarere ses som en insisteren på at bevare det relevante fokus på nogle klimaudfordringer, hvis realitet verden efterhånden har tilsluttet sig? Seneste indlæg i denne debat leverede Bjørn Lomborg i weekendens Politiken. Han havde netop været i England, og oplevet hvordan klimadebatten påvirkede de små børn. Altså var hans bekymring den samme som Søren Pinds, nemlig at børnene får ar på sjælen af klimaretorikken og klimapanikken. Lomborg udtaler:

“Der er mange, der har det ret slemt. Jeg var i England, hvor vi bad nogle børn om at tegne global opvarmning. Der var én, der tegnede en jordklode, som var helt blå. Det var bare alt sammen vand, og pingvinerne og isbjørnene var døde. Tænk at vokse op på den måde? Og tro, at hele verden vil forsvinde om et øjeblik?”

Klimadebatten udgør i Lomborgs øjne en decideret skræmmekampagne, der skal skræmme verdens borgere til lydighed. Prisen er at al handlekraft og kreativitet lammes i frygtens navn. Man skulle jo umiddelbart mene, at COP15 er et udtryk for verdens vilje til at handle, om evnerne står mål, vil tiden så vise. Pind sidestiller klimafrygten med frygten for atomkrig, som knugede og lammede tidligere generationer. Som klima-rettroende må jeg så igen indvende: Var frygten for atomkrig ikke netop det, der afholdt verden fra at gøre alvor at sine selvdestruktive trusler? Og er frygten for de ødelæggende klimaforandringer ikke netop det, der en gang for alle skal motivere os til at handle og afværge katastofer? Hvis der er en exigence der har vist sig at kunne motivere mennesker, så er det da netop frygt for katastrofen. Der er vel næppe nogen grund til at antage, at klimafrygt skulle resultere i handlingslammelse?
Jeg synes sådan set, at Lomborgs nuanceringer af debatten til tider giver et velkomment pusterum, og er en påmindelse om, at klima og miljøforbedringer kan være mange ting. Men det er først i det øjeblik, at vi opfører os, som om alt er i den skønneste orden, og fører en passivitetens retorik, der insisterer på at exigence (menneskeskabte klimaforandringer), er ikke eksisterende, at man handlingslammer mennesker i alle aldre.

Senest ændret: december 7th, 2009
Kategori: Retorik
Navigation: Forrige indlæg / Næste indlæg