Loading....
Seneste indlæg:

Indlæg

Nis — Heil livgarden

Nu skal dette indlæg ikke i første geled forstås som en kritik af livgardens personalepolitik. Kritikken rettes primært mod den manglende konsekvens der præger både Søren Gade og DF’s syn på ytringsfrihed vs. det demokratisk acceptable. Livgarden ansætter pt. en nazist, der er både er modstander af demokratiet og holocaustbenægter. Og det er OK fordi militæret ifølge Lennie Fredskov Hansen, der er chef for Livgardens anden bataljon, ikke har lov til: “…at diskriminere værnepligtige på baggrund af race, religion eller politisk tilhørsforhold.” Fint nok. Men så er det jo lige at Rune Engelbreth i sin blog på Pollitiken.dk minder os om, at sådan forholdt det sig altså ikke da den praktiserende og tørklædebærende muslim Maria Mawla gjorde tjeneste i Hjemmeværnet. Her påpegede DF med brask og bram, at man ikke kan forsvare demokratiet, mens man åbent bærer: “…et så udemokratisk og diskriminerende symbol.” Søren Gade makkede med, og tørklædet blev sparket på porten. Men hov er der ikke noget om, at man ikke har lov til: “…at diskriminere værnepligtige på baggrund af race, religion eller politisk tilhørsforhold”? Det virker da lidt spøjst, at det er helt Ok at ansætte en demokratifornægtende nazist, der i øvrigt er imod kongehuset, i livgarden, men ikke en muslimsk kvinde, der sandsynligvis har en fin forståelse for demokratiets herligheder. Sagerne adskiller sig på et punkt. Nemlig ved brugen af symbolet, eftersom Mawla bar tegnet på sit religiøse tilhørsforhold synligt, mens livgardenazisten ikke bærer noget hagekors åbent på sig. Og så kunne man jo lade den ligge her.

Den der bestemmer rammen, styrer debatten
Men som HC tidligere har påpeget her på bloggen, så handler den slags principielle sager jo om, hvordan man indrammer debatten. Denne problematik kommer Jonas Gabrielsen også nærmere ind på i den kommende udgave af RetorikMagasinet. Faktum er, at sagen om Mawla blev indrammet som en sag om antidemokratiske symboler, og religiøs neutralitet i militæret. Fordi DF var hurtige og dygtige til at indramme sagen, blev den set fra deres perspektiv, og i deres verden er det muslimske tørklæde et antidemokratisk symbol. Det er der naturligvis nogen uenighed omkring, og derfor kom debatten til at handle om religiøse symboler og et principielt krav om religiøs neutralitet. Argumentation tager sig derimod ganske anderledes ud, når det handler om nazistgarderen. Her handler det om ytringsfrihed og den enkeltes ret til at vælge, hvad han eller hun tror på. Man må ytre sig, som man vil, fordi vi som samfund ikke diskriminerer på baggrund af religiøst eller politisk tilhørsforhold. Problematikken er den samme, men rammen er sat anderledes. Derfor bliver det forbudt at have en praktiserende kvindelig muslim i hjemmeværnet, men helt OK at have en praktiserende mandlig nazist i livgarden. Og så er det jo, at man godt kunne ønske sig, at DF var lidt mere konsekvente i deres utrættelige kamp for at bekæmpe antidemokratiske holdninger i det danske militær.

Kommentarer: (En kommentar)

Jeg er langt henad vejen enig med dig i dine betragtninger, men har lige et par kommentarer.

For det første skriver du selv i overskriften “Heil Livgarden” og for det andet, at det i første “geled” ikke er meningen at skyde på deres personale-politik underforstået, at du gerne vil “skyde” på dem. Det er du i din fulde ret til, men du burde måske overveje følgende:

A.) Hvis Livgarden bærer vel skylden for, at DF med argumentet om, at hun var udemokratisk, har lagt pres på Hjemmeværnets ledelse til at smide den pågældende ud, kan det jo undre, at Livgarden i slutningen af 1990′erne starten af 2000-tallet ikke også smed den erklærede venstre-revolutionære værnepligtige ud…. Den gang beholdt man ham med samme argumentation som nu….

B.) I henhold til hvilke bestemmelser står der, at Hjemmeværnet er underlagt Livgarden, hvilket jo må være gældende hvis din argumentation skal være stringent.

C.) Argumentet om værnepligtige ikke må diskrimineres kan ikke overføres på Hjemmeværnet, hvor der ikke er værenpligtige

D.) Hvor går grænsen ved dig selv når man taler om, at at Forsvaret/Hjemmeværnet (to forskellige, men samarbejdende systemer) skal være åben for alle?

Steffen / januar 15th, 2010, 18:11

Hvad synes du?