Loading....
Seneste indlæg:

Indlæg

HC — Et skridt Frem, og to tilbage

Så er der alligevel en anden dansk klub, der tør binde an med den skandaleramte målmand Arek Onyszko. Boldklubben Frem fra 1. division har i hvert fald en bestyrelsesformand, der er totalt ligeglad med etik og moral, image og sund fornuft. Læs artiklen på dr.dk her.

Til metroXpress udtaler Peter Hornbæk: “Arek skal være velkom­men i klubben. Han er en dygtig spiller, og dygtige spillere er altid velkomne. Jeg synes, at man skal række hånden ud til en mand, som ligger ned, og det synes jeg, at man må sige, at han gør.”

Det er en spændende argumentation. Dygtige spillere er altid velkomne i Frem. Er det virkelig det eneste kriterie, de blå- og rød-stribede fra Valby har? At man er en god fodboldspiller? Det betyder altså absolut ingenting, hvordan man er som menneske, hvilke befolkningsgrupper man sviner til offentligt, eller hvem man sympatiserer med? Interessant.

Og han fortsætter, stadig til metroXpress: “Jeg mener ikke, at man skal dømme ham. Jeg har ikke mødt ham personligt, men jeg har ikke noget imod ham som menneske.” Ok, hvis man ikke skal dømme og tage afstand fra en mand, der er voldelig, intolerant og rocker-sympatisør, hvad skal man så?

Så har Peter Hornbæk ikke mødt manden, men han har ikke noget imod Arek Onyszko som menneske. Bygger denne tolerance på princippet om, at man aldrig kan have noget imod folk, man ikke har mødt? For jeg har da fx meget imod fx Lundin eller Hr. Hansen nede fra Greve, selvom jeg aldrig har mødt dem.

Og for at blive ved “mennesket Onyszko”, som Hornbæk ikke har noget imod. Det er mærkeligt, for jeg har overhovedet ingenting imod “målmanden Arek Onyszko”. For han er da god, bevares. Men som menneske, der har jeg noget imod ham. For han er jo åbenbart snæversynet og ude af trit med virkeligheden (for at sige det pænt). Og hele sagens kerne er jo, at man ikke kan dele et menneske op i to og kun nøjes med at forholde sig til den ene side. Sådan fungerer det ikke, og slet ikke når han siger noget, der er så slemt, som:

“Jeg hader bøsser. Det gør jeg virkelig. Jeg synes, det er så fucking klamt. Det er klamt at høre dem tale sammen. Som om de er piger. Jeg kan ikke sidde i selskab med nogen, der er bøsse. Se dem kysse hinanden. Det er så vammelt. Jeg har aldrig oplevet bøsser på et fodboldhold. Det kan ikke lade sig gøre.”

Frem skal passe på, at de ikke giver sig selv dødsstødet. Så sent som i foråret var de ude i økonomiske problemer og kunne ikke betale spillerne løn. Hvis jeg var spiller eller fan hos Frem, ville jeg endnu engang føle mig alvorligt røvrendt af ledelsen.



Kommentarer: (2 kommentarer)

Dejlig overskrift! Og vorherrebevares, bliver de da aldrig klogere? Men det er jo en glimrene måde for en 1. divisions klub at score sig en klassemålmand som ingen med bare anelsen af moralsk integritet, eller ønske om at fremstå respektabel overfor egne fans, vil røre med en ildtang. Peter Hornbæk er intesesseret i en god målmand,færdig slut! Og så er hans jo nødt til at retfærdiggøre sin interesse ved at nedtone Onoszkyos ubehagelige personlighed og udtalelser.

Nis / november 3rd, 2009, 12:32

Så blev Frem og Peter Hornbæk også klogere:

http://www.dr.dk/Sporten/Fodbold/2009/11/03/113959.htm

Jesus, læser den mand ikke aviser? Hvorfor finder han først ud af tirsdag formiddag, hvad det egentlig var, Onyszko helt præcis sagde? Sagen var jo fremme allerede søndag.

H.C. / november 3rd, 2009, 12:40

Hvad synes du?