Retorikbloggen » Taler

Fistbumps og kærlighed i valgkampen

Kristoffer — Tue, 10 Jun 2008 11:02:44 +0000

Jeg faldt lige over en interessant titel, der har fået nyvunden aktualitet: “Presidential Love-letters” dækker ikke overraskende over en samling af amerikanske præsidenters kærestebreve til deres respektive elskede. Denne bog beskriver Reagans intime kærlighedserklæringer til Nancy, JFK’s forhold til Jackie og flere præsidenters forhold til det at være elskere såvel som præsident og -frue. Det lyder umiddelbart lettere åndssvagt at beskæftige sig med, når nu man er vant til den europæiske persondistancering indenfor politik, men i Guds eget land er det ikke noget, man kimser af!
Således er en af de store historier, ifht. Obamas præsidentkandidatur, hvordan han og konen ‘fistbumpede’ (= når to personer slår deres knyttede næver sammen, som tegn på hengivenhed og/eller respekt) efter hans endelige sejrserklæring. Herefter kvitterede Barrack yderligere med at give Michelle et lille klap i nummeren, da hun skulle af scenen. Normalt kunne man regne med, at de puritanske amerikanerne ville gå i spåner over den blotlæggelse af seksualitet, som numser jo repræsenterer, men overraskende nok, er fistbumpet, det der er blevet lagt mest mærke til.
Som New Yorker Magazine siger det: ikke alene fortæller det os, at de er lidt hippe; det fortæller os samtidig, at de virkelig elsker hinanden og formentlig stadig dyrker sex. Jeg er ikke helt sikker på, hvordan sammenstødet af to næver er en seksuel reference, men en ting er sikkert: Det viser os to normale mennesker, der har små indforståetheder med hinanden, og ikke er bange for at vise det. På den måde får Obama boostet sig selv: han er menneskelig (i modsætning til eksempelvis Gores utroligt akavede spidsmundskys med Tipper). Og denne lille, tilsyneladende uskyldige og meningsløse handling, viste sig at være en af de ting seere og publikum til talen havde bidt sig fast i.
På samme måde som Reagan og Nancy blev kendt for at holde i hånd ved enhver given lejlighed, vil Michelle og Barracks fistbump gå over i historien. Vi får et menneske ved roret, der både kan være kærlig og intelligent, hvor GW eksempelvis solgte ud på intelligensfronten for at kunne promovere sig selv som et følsomt menneske.
Reaktionerne på Obamas street handlinger udeblev dog heller ikke. Som Chris Williamson fra MSNBC sagde med reference til John og Jackie: “Det er Camelot om igen”.

Hvad siger man i en grundlovstale?

admin — Sun, 08 Jun 2008 20:54:23 +0000

Ja, det er egentlig et godt spørgsmål. Formentlig stadig ubesvaret for langt størstedelen af befolkningen, der som mig selv brugte Grundlovsdag på at nyde det dejlige vejr uden så meget som at overveje at gå til grundlovsmøde. En hurtig Googlesøgning viser dog at der mange steder i landet blev holdt grundlovstaler og at mange at landets politikere brugte dagen til at ytre sig. Grundlovstalen er en lejlighedstale, også kaldet en epideiktisk tale hvis primære formål er at hylde eller dadle en person eller en ting. I dette tilfælde er der tale om en hyldest til Grundloven og på et større plan er Grundlovsdag en fejring af det danske demokrati og af folkestyret.

Men grundlovstalerne er ikke udelukkende hyldesttaler til demokratiet. Det er ikke interessant nok til at samle et publikum. I de af talerne der er tilgængelig på nettet er en række andre emner derfor dominerende, da politikerne ud over at hylde demokratiet også kommer med deres visioner og ønsker for fremtidens Danmark. F.eks brugte Pia Kjærsgaard fra DF sin grundlovstale til at agitere mod det muslimske tørklæde, mens SFs Villy Søvndal brugte lejligheden til at minde statsministeren om at magt korrumperer. Ikke overraskende, begge pointer er hørt før. Og da grundlovstaler i langt de fleste tilfælde holdes for et publikum bestående af partimedlemmer der i forvejen er enige med deres partis politikere, er det heller ikke overraskende at det er de færreste grundlovstaler der når avisernes overskrifter. Groft sagt adskiller det man siger i en grundlovstale sig ikke så forfærdelig meget for det man normalt taler om

Læs mere:

http://jp.dk/indland/indland_politik/article1361344.ece

http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2008/06/05/115552.htm

Og soldaterne stod ret

RM — Sun, 16 Mar 2008 15:07:51 +0000

Vinca LaFleur. Navnet minder mig lidt om Brendas Laverne-figur i et legendarisk afsnit af Beverly Hills. Men Vinca LaFleur kan skrive noget lidt sejere på CV’et end caféafløser, hun har nemlig været Bill Clintons taleskriver, og i sidste uge var hun i Danmark for at holde foredrag.

Jeg så hende på Nationalmuseet til et ualmindeligt uprofessionelt arrangement, som mediefirmaet Cision stod bag. Den klassiske start 50′erne administrerende direktør-type med skæg, der selvsikkert famler efter ordene, så alle i salen er ved at knække reklamekuglepennen, mens de hvisker til hinanden: ‘Den mand skal have en taleskriver’. Og så lægger han glasur på ved en tre-fire gange at forsøge sig med firmavideoen, der ikke vil give lyd fra sig, og som, jeg må indrømme, jeg tror, det var ok, vi gik glip af.

Når sådan en mand har været på, så kan man kun blive begejstret, når Vinca LaFleur træder ind på scenen og lægger et tæppe af ro over salen. Krammet om kuglepennen blev løsnet. Pyha. Hun opremsede klassiske taleskrivningsdyder, som fx at lede efter den sigende detalje og at være ydmyg over for sit publikum. Det sidste klarede hun selv med nogle fraser på dansk, lidt amerikansk ‘I just looooove Denmark’, der gik rent ind. På den måde sagde hun ikke noget nyt, men det var en sjælden fornøjelse at se de gode principper blive ført ud i livet af den, der giver rådene. Og så var vi jo først og fremmest kommet for at se giraffen. Og høre de små historier fra The White House. Ikke mindst de pinlige.

Vinca LaFleur kunne da også fortælle om en tale, hvor det svipsede lidt, det der med situationsfornemmelsen. Bill skulle holde tale i Afghanistan for de trofaste amerikanske soldater. Modellen var: I har kæmpet bravt, Uncle Tom er stolt osv. – alle de rigtige topoi. Og alle de rigtige claptraps naturligvis – manden havde jo bunker af kompetente taleskrivere, der kan den slags. De havde bare glemt at tage højde for, at soldaterne havde fået at vide, de skulle stå ret i behørig respekt for præsidenten. Det resulterede i en masse claptraps à la: I kæmper for jeres familier, I kæmper for jeres land, I kæmper for verdensfreden, efterfulgt af en larmende tavshed, mens soldaterne stod ret med hænderne pænt ned langs siderne. Den slags oplevelser kommer selv den mest rutinerede taleskriver åbenbart ud for.

Vi fik set giraffen og taget et indre polaroidbillede, og som elegant afslutning serverede Vinca LaFleur ‘The speech writer’s golden rule’, som Cision-direktøren måske kunne tage til sig: “Always stop talking before the audience stop listening”.