I onsdags spillede jeg fodboldkamp i Vanløse og fik undervejs et par forkerte associationer. Derfor vil jeg gerne give et par tips videre om, hvad man ikke skal kalde sin tøjbutik eller sit fritidshjem:

1. forkerte association i Vanløse:
Det er en meget udbredt tendens, at man bruger sit efternavn som firmanavn, måske især hvis man har et advokatfirma eller lignende: Bendixen og søn, Dahl og partner osv. Det er umiddelbart en fin ide. Nogle gange er det en dårlig ide. I Vanløse findes der fx en butik med tøj til ‘store piger’, der kalder sig Madam Grimm. Det, synes jeg, giver forkerte associationer.

2. forkerte association i Vanløse:
På samme måde er institutioner og foreninger tit opkaldt efter den vej, de ligger på: Saxoly Fritidshjem, Elgårdsminde børnehave osv. Det er umiddelbart en fin ide. Nogle gange er det også en dårlig ide. Fx fik jeg et lidt forkert indtryk, da jeg i samme Vanløse kørte forbi fritidshjemmet ‘Klitten’ på Klitmøllervej. Det, synes jeg, giver forkerte associationer.

Bonus: God association
Til gengæld er der nogle, der forstår at kalde noget lige præcis det rigtige. De fleste kender Amagernummerpladen (cyklende g-strengsnumse med tatovering), men i weekenden lærte jeg en ny: Hvad kalder man det der hår, som frisører tit har, der er mørkt inderst og lyst yderst (eller omvendt) og tit stritter lidt kækt? Svaret er: en Ishøjfontæne. Se, det giver helt rigtige associationer.

Claus Hjort Frederiksen vil have de velbjærgede op af læderstolen og tage ansvar for fællesskabet. Som flere medier hurtigt bemærkede, lyder det som et ekko af en anden Frederiksen, socialdemokraternes Mette Frederiksens, ni teser, og særligt den om pligter frem for rettigheder.

Det, Claus Hjort, (blandt andet) gør, er at fortælle vælgerne, at forskellen på socialdemokraternes og venstres politik kun er nuancer. I dagens Politiken erklærer han sig endda helt enig med Mette Frederiksen. Claus Hjort Frederiksens retorik er stemmeflyttende (modsat stemmesamlende retorik). Fordi forskellene kun er nuancer, og tilgangen er konstruktiv, er det muligt at flytte en masse tvivleres sympati fra et parti til et andet.

Mange partier benytter sig derimod primært af stemmesamlende retorik, når de bruger meget patos, kaster mudder på modstanderne i stedet for at bruge tid på at fremsætte og nuancere egne argumenter. Det kan virke på nogle grupper, men støder også tvivlende vælgergrupper fra sig.

Socialdemokraternes dikotomiske valgkampsslogans, som er blevet nævnt nogle gange før, er eksempler på retorik, der kun er stemmesamlende. Når man gør forskellen på Socialdemokraterne og Venstre til forskellen mellem velfærd eller skattelettelser, styrker man partiidentiteten hos dem, der allerede er med, men det rykker ikke meget ved tvivlere og engagerede samfundsdebattører, der kan rumme flere nuancer end det.

Venstres strategi i det her tilfælde er derfor et godt udtænkt stemmeflyttende retorisk træk, der tager brodden af Mette Frederiksens vigtigste tese, i hvert fald som skarpt profileret alternativ.

Forleden kom jeg cyklende ned ad Nørre Alle på Østerbro. Jeg har cyklet ad vejen mange gange før da det er min vej til instituttet, og jeg er efterhånden blevet vænnet til de forskellige bygninger, træer, reklamer etc. Derfor blev jeg ekstra opmærksom da jeg så en cult-reklame der havde ændret karakter radikalt i løbet af natten.
Normalt frem-viser reklamen en ikke-påklædt pige der med lyst hår og lokkende øjne står ved siden af en overdimensioneret stor cult-flaske. Ved siden af pigen er på den sorte baggrund skrevet ordene ”I will do anything” (for hvad – hint, hint). Nå, men den her reklame havde med de sædvanlige seksuelle under(og over-)toner ikke rigtig fanget min opmærksomhed. I hvert fald indtil pigen pludselig var blevet påklædt ved snedig maling der fint forestillede en kjole der skulle dække hendes krop. Neden under ordene ”I will do anything” stod skrevet ”to fight sexism”. Her kørte jeg så min vante vej mod uni og kunne ikke lade være med at trække på silebåndet over opfindsomheden.
Fænomenet hedder ”ad-busting” og er på ingen måde et nyt et af slagsen. Specielt i forbindelse med politiske plakater ser man fra tid til anden spøjst formulerede sætningsændringer eller de mere banale ændringer: et påtegnet overskæg eller lignende. Alt sammen er budskaberne blevet ændret så man ser på plakaterne og reklamerne med nye og friske øjne (Giambattista Vico ville måske endda have fundet på at kalde det for ”dicta acuta” – skarpsindige udsagn, men det er en anden og lidt mere tør sag). Busting tæller altså to primære formål: 1) vi underholdes og fornøjes af påfundene. Det har altså på den måde en æstetisk karakter. 2) busting fungerer argumenterende – hvad enten det er af entymemisk eller syllogistisk karakter. Vi bliver tvunget til at se budskab på en ny og anderledes måde hvilket kan være en kæmpe fordel for den person der gerne vil ud med argumentationen.
Mit hovedformål med indlægget her er at jeg vil opfordre alle der ser ad-busting som virkelig er sjov, til at beskrive dem i kommentaren til det her indlæg – eventuelt også med en beskrivelse af hvor man kan finde dem. Så kan vi forhåbentlig opbygge en lille portefølje af ændrede budskaber og på den måde skabe et lille landskab af finurlige steder man kan besøge hvis man er i området.

Det er så moderne. Vi må også have os et slogan i RetorikMagasinet. Vi er ikke et magasin med mange rige venner, så vi må ty til den hjælp, Internettets trofaste tjener tilbyder os. Vi lånte styrelizeren til at friske det svedigste RetorikMagasinets hjemmeside for nice op, og nu kan vi altså også få os et slogan. Helt gratis. Konsulentbureau gå hjem. Resultatet ser du i indlæggets titel: “Swing your RetorikMagasinet” og den stolte leverandør hedder Sloganizer.

Og sloganizer er ret sjovt. Især fordi det har den ekstra feature, at man kan få et slogan på tysk. Det er meget svært at vælge, men her kommer mine favoritter:

Vertrauen ist gut, RetorikMagasinet ist besser.

Retorikmagasinet ist das Häubchen auf dem Sahne-Törtchen.

Retorikmagasinet. Wir sind für Sie da.

RetorikMagasinet macht Spass.

RetorikMagasinet – Leider teuer.

RetorikMagasinet – Biologisch jünger und gesünder.

Wo RetorikMagasinet noch vom Herzen kommt.

Eller bare:

Danke RetorikMagasinet

Og så bliver jeg nok også nødt til lige at nævne mit tyske yndlingsslogan, som er vaskeægte og taget lige ud af virkeligheden og fra en reklame-t-shirt fra den gravalvorlige avis Die Zeit. Det er sjovere at have til at stå på maven end de fleste “I’m not fat, it’s just a t-shirt”-t-shirts:

“Bitte sprechen Sie in ganzen Sätzen. Ich lese Die Zeit.”

Da Ny Alliance blev dannet i det sene forår, blev det spået et jordskredsvalg, der ikke var set siden Fremskridtspartiet indtog i 1973 Nok var nok, Danmark skulle af med blokpolitikken og med DF – udbryderen af det parti, der leverede fremskridt og nytænkning for godt tredive år siden.

Grundlaget for NA’s store fremgang var en fælles værdipolitik. Der blev talt om alle de værdier, vi kunne være enige om, og ikke så meget om, det der skilte og om realpolitik. Ny Alliance fik én over næsen i valgkampen, men kom dog ind med 5 mandater. Den svimlende nedgang skyldtes en usammenhængende og uenig partiledelse, for meget fumlende taletid til Naser Khader, storbytosser med meninger i alle retninger blandt kandidaterne og nok også en hård mediemedfart.

Allerede før valget erklærede Khader og Ny Alliance, at de stod bag Fogh og var et borgerligt parti. Dermed faldt det første af de heroiske mål med et brag – kampen mod blokpolitikken. Det andet erklærede mål: at give DF mindre indflydelse, lykkedes i første omgang heller ikke – valget gav grundlag for et fortsat VKO-flertal, og Ny Alliance var uden den betydning, de havde håbet på. Da de viste sig alligevel at blive tungen på vægtskålen ved Pia Christmas Møllers alternative asylforslag, bakkede de Fogh-regeringen op uden at blive lovet indrømmelser af nævneværdig karakter. Dermed leverede de en næsten blank godkendelse af en pakket og klar VKO-aftale.

Nok blev endnu engang nok. I hvert fald for den ene af partiets medstiftere, Gitte Seeberg, der pr. i dag ikke længere er medlem af Ny Alliance. For Ny Alliance betyder det, at de til en vis grænse har forladt den oprindelige værdipolitik. Til gengæld kan de nu begynde at føre en enig realpolitik ud fra nogle realistiske parametre (de har kun fire MF’ere tilbage) og søge indflydelse hos den blok, der lige nu kan give dem den. For Gitte Seeberg betyder det, at hun kan gå med troværdigheden i behold og – måske i fællesskab med Pia Christmas Møller – skabe debat om den stadige blokpolitik. Begge parter vil sandsynligvis gå styrkede ud af bruddet, da de kan hævde at de stadig fastholder de samme holdninger – Seeberg primært værdipolitisk og NA primært realpolitisk.