Ritt Bjerregaard har lavet noget, der har vist sig at være et kæmpe selvmål. Hun har forud for klimatopmødet fået produceret en masse postkort med påskriften “Vær bæredygtig: Køb ikke sex!”. Disse postkort skulle afholde gæster på topmødet fra at opsøge københavnske prostituerede, men nu er Sexarbejderes Interesseorganisation (SIO) kommet med det perfekte modsvar – i hvert fald ud fra et synspunkt om effektivitet. De har lovet et gratis knald til de topmødedeltagere, der under klimatopmødet kan fremvise et af de omtalte postkort sammen med deres adgangsbevis til COP15.

Rent kommunikativt er det på grænsen til genialt, og det frække tilbud er da også gået kloden rundt. Men hvis I spørger mig, er det en katastrofe for Danmarks brand. For godt nok er vi fremme i klimasskoene (eller skulle jeg sige gummistøvlerne?), og det er også fint nok. Men det er min påstand, at denne del af vores brand risikerer at blive overskygget af noget helt andet. For vores brand kan snart sammenfattes til denne lidet flaterende beskrivelse – og nu sætter jeg tingene meget på spidsen, det er jeg fuldt ud klar over: et CO2-frit luderland.

Lad mig forklare: De fleste kan nok huske VisitDenmarks kun tre måneder gamle video med Mor-Karen, der også formåede at gå kloden rundt (over 1 million views på youtube). Hvorden brandede den Danmark? Som et land med billige kvinder, der knalder hvem som helst. Og hvordan brander de prostitueredes tilbud vores land? Som præcis det samme.

Jeg vil ikke gå ind i diskussionen om kvindefrigørelse, seksuel frigjorthed og kriminalisering af de tabermænd, der går til ludere. Men jeg vil gerne revse VisitDenmark, Grey (det bureau, der lavede Mor-Karen-videoen) og Sexarbejderes Interesseorganisation for deres manglende omtanke. For det, de har gjort, er simpelthen for dumt! Som dansker er jeg ærgerlig over den måde, vi formår at fremstille vores land på. Og som mand er jeg flov over den måde, vi fremstiller vores kvinder på.

Jeg sidder for øjeblikket, og kigger lidt på fænomenet CSR (Corporate social responsibility), der for tiden nyder stor opmærksomhed. kort fortalt handler det om, at de store virksomheder skal til at udvise ansvarlighed overfor det lokalsamfund og den verden, som de opererer i fremfor bare at have bilk for bundlinien. Det svinger lidt, om fænomenet bliver betraget som et strøg grøn maling på en synkende olietanker eller som et reelt skift i den måde, virksomhederne fører forretning på.

Specielt kæden Marks & Spencer i England fører en meget offensiv CRS strategi, der strækker sig fra klimabevidsthed over fødevarekvalitet til medarbejdertrivsel – og jeg synes det var lidt interessant, at se hvordan man vælger at formulere formålet med denne nye ansvarsbevidsthed. De kalder deres CSR-plan for “Plan A”, og skriver: “We’re doing this because it’s what you want us to do. It’s also the right thing to do. We’re calling it Plan A because we believe it’s now the only way(…)” . Det er interessant at bemærke, at man benytter sig af en eunoiaappel idet man siger at “vi gør det fordi det er det i vil have”, og tilstår, at man som forretning ikke primært er motiveret af hensynet til verden, men af hensynet til kunderne. Senere følger naturligvis de gode intentioner i forhold til moralsk ansvarlighed, men jeg synes ikke desto mindre, at det er interessant at se, hvordan “ærlig snak” ledsager “ærlig forretningsførsel”. Spørgsmålet er selvfølgelig hvor meget handling, der rent faktisk følger retorikken, men tendensen er spændende og nok en man kommer til at se efterlignet herhjemme inden længe.

se mere på: http://plana.marksandspencer.com/about

“Piss off” var den britiske forfatters Michael Burleighs kommentar til de muslimer, der ikke vil indfinde sig under de demokratisk spilleregler, da han forleden gæstede Deadline til en snak om hans nye bog “Blood and Rage – a Cultural History of Terrorism”. Han uddybede denne kontante udmelding med betragtningen om, at vi i Vesten har en tendens til at overanalysere terrorismen og dens årsager. Burleigh mener, det er fejlagtigt at hævde at terrorisme skyldes fattigdom, korrupte regimer, og undertrykkelse. Terrorisme er i hans øjne et valg, man træffer, og som ved ethvert andet valg kunne man også have valgt fra. Dette postulat kan man så være mere eller mindre enig i, men det jeg særligt bed mærke i, var Burleighs opskrift på, hvordan terrorisme kan nedbrydes og bekæmpes. Ifølge Burleigh bør vi i Vesten satse på at nedbryde terrorens, f.eks Al Qaedas, brand således, at organisationen ikke længere står for frihedskamp og forsvaret af islam, men snarere for, nå ja terror, også hos det potentielle rekrutteringsgrundlag. Ifølge forfatteren skyldes Al Qaeda store succes ikke de kaotiske forhold i Mellemøsten, men derimod at organisationen, gennem deres brand, tilbyder en populær identitet, som især mange unge mænd gerne vil være en del af. Burleigh kom ikke nærmere ind på, om Europas regeringer specifikt skal overføre midler fra fattigdomsbekæmpelse til et nyt mellemeuropæisk pr-bureau med speciale i nedbrydelse af Terror-brands, men tanken om at Al Qaeda kan opfattes og bekæmpes som brand, er interessant ikke mindst fra et retorisk synspunkt.

Fagforbundet HK har netop lanceret en større kampagne der bl.a. inkluderer meterhøje plakater ved busstoppesteder og i reklamestandere rundt om i byen. Kampagneplakaterne er portrætter af forskellige kendte og ukendte mennesker. Blandt andre Helle Torning, Pia Kjærsgaard, en skaldet mand med store muskler og tatoveringer og en lille dreng med en blyant. Under billedet er en ganske lille tekst hvor der står: ”En del af løsningen. Med venlig hilsen HK”

Andet får man ikke af vide. Siden alle de her mennesker er en del af løsningen må der i sagens natur være et problem. Men hvad er problemet? Det må man gætte sig til. Selvfølgelig kan man have en fornemmelse af hvad HK ønsker at formidle, men det er meget ukonkret og gør det svært at vide om det har den ønskede effekt. Man kan selvfølgelig sige at kampagnen har den virkning at man tænker over hvad mon problemet er, og derfor giver reklamen mere en de sædvanlige 2 sekunders opmærksomhed. Det kan også være at man ligefrem, som jeg, går ind på HKs hjemmeside for at få stillet sin nysgerrighed. På den anden side er det svært at se det retorisk hensigtsmæssige i søge tilslutning til at budskab som man skal gætte sig til. I øvrigt blev jeg ikke meget klogere af mit hurtige besøg HKs hjemmeside. Jeg er stadig ikke klar over hvad problemet er…

Hvem er det egentlig, der har bestemt, at ting, der har med historie at gøre, skal være brune?

Nogen, der er lidt mere begejstrede end mig, burde prøve at brande historie lidt mindre brunt.