Jeg ved det er en klassiker at nedgøre forkerte prisskilte. Der kommer gerne en oversigt over gode (dårlige) eksempler mindst én gang om året i landets dagblade. Men det er sgu dårlig kommunikation. Tjek nu fx denne fra Døgn Netto på Vesterbro. Der røg ingen Läkeroler i min kurv.

Jeg har selv en tendens til at slynge om mig med ord, jeg måske ikke kender den helt præcise betydning af. Det medgiver jeg. Men når jeg skal formulere mig på skrift, gør jeg mig den ulejlighed at finde fremmedordbogen frem, gå på Wikipedia eller ringe til en ven, hvis jeg er i tvivl.

Jeg ville ønske, at Lasse Ellegaard, den ellers meget kapable journalist, havde gjort det samme, inden han skrev artiklen ”Tyrkiet bløder” til juni-udgaven af Euroman. I en ellers nogenlunde udmærket artikel faldt jeg over følgende formulering:

”Som lovreligion er Islam bøde en trosretning og en manual for social og politisk adfærd (akkurat, i øvrigt, som jødedommen), hvilket betyder, at politikken underlægges en åndelig (religiøs) etos – der ikke var pensum i den skole på Djursland, hvor Fogh første gang frekventerede kundskabens træ.”

Ikke en videre elegant sætning, nej, og heller ikke en særlig sympatisk omtale af en tidligere statsminister, der har bedrevet det væsentlig videre i livet end den hovne journalist Ellegaard. Men det, jeg studsede mest over, var den særprægede brug af et begreb, jeg kendte fra mit retorik-studium, nemlig etos. Efter gentagne gennemlæsninger er jeg stadig ikke helt sikker på, hvad Lasse Ellegaard mener. Hvordan kan noget være underlagt en åndelig (religiøs) etos? Jeg forstår det simpelthen ikke.

Hvis jeg skulle udvælge en enkelt frugt fra det førnævnte træ, som Lasse Ellegaard selv burde smage, skulle det være det æble, der bærer inskriptionen ”research, research, research”. Eller som man siger inden for mit fag: inventio, inventio, inventio.

Når nu valget i Guds forjættede land er vel overstået, og Obama stille og roligt finder ud af sin kabinetstruktur, kan medieapparatet se frem til endnu flere personer, der kan karakteriseres ved en række pudsige og underfundige historier og tilnavne. Den første, der blev taget fat i var selvfølgelig Rahm Emanuel, der allerede havde sit tilnavn ‘Rahmbo’ og tilknyttede narrativer, der bekræfter hans person. Han sendte angiveligt en rådden fisk til en reporter han var utilfreds med og hakkede en kniv i bordet under en middag for demokratiske ping’er, mens han ytrede dødstrusler mod Clintons fjender. Det er alt sammen noget, der giver farver (i en ellers så farveløs verden af meninger, statistikker og beslutninger, der ændrer verdenshistorien), og så er det egentlig lige meget om det er sandt eller relevant, bare det er beskrivende og fængende. Lidt ligesom ‘the West Wing’ – bare i virkeligheden…
Mit yndlingsøjeblik i forhold til Emanuel var dog, da Berlingeren valgte at karakterisere manden som en ‘Vejkriger’. Nu gætter jeg på, at det er oversat fra ‘street fighter’ eller noget i den retning, og derfor nok ikke rigtig har en ordentlig pendant på dansk (måske en gadekæmper eller en slagsbror eller noget), men er der et bedre og mere rammende billede end Rahmbo – med M16, patronbælter og hvislende projektiler om ørerne – der laver rullefald gennem ligusterhækkene i Virum? Mit umiddelbare svar er: ja.

Sidste nyt fra den amerikanske t-shirt og skiltefront:

FØRST T-SHIRTS

Til fede damer, gerne negermamas.
Inside me is this really thin girl trying to get out.
I can usually shut the bitch up with chocolate

Variation til kristne fede
I have a body like a God
Unfortunately it’s Buddha

Til øvrige kristne
Jesus loves you
The rest of us think you’re an asshole

SKILTE

Hvis vi bliver i lamt merchandise-terminologien er her fx et skilt, man kunne få meget ud af, at sætte bag på et par boxershorts.

Apropos meget og ulækker mad: Ja, det er smør, der er ovenpå vaflen.

Jeg har aldrig forstået det der med, at man skal spise op, fordi mennesker sulter i Afrika, men den her giver mening på et højere plan.

Næsten umuligt at se teksten, men vi har bagsiden af en megatruck med det feuderale amerikas flag (I ved, dem, der helst ikke lige ville af med deres slaver) og teksten: If you don’t like my flag you can kiss my rebel ass. Nej tak.

Af andre skilte, der ikke lige blev foreviget, kan nævnes:

Sikkerhedsselepådutning
-Buckle up – it’s the law!

En variant af samme, der skal forestille at rime
Click it or ticket

Rimer trods alt mere end det her ulære slogan for en baconator-burger og en milkshake
Shakin’ and bacon

For et par dage siden så jeg en kommuneagtig bil med teksten: ”Bruger – hjælper foreningen”, der var på vej ud at hjælpe ældre eller svage. Sådan noget lignende. Det, der står, er, at de har et firma, der hedder ”Bruger”, som hjælper foreningen (hvilken forening det er, er så uklart).

Det er jo ikke, fordi jeg er i tvivl om, at de mener ”Bruger- hjælperforeningen”.

Når spørgsmålet er: ”Hvorfor kan det ikke være lige meget, om folk kan finde ud af at skrive sammensatte ord sammen?”, gælder svaret ”Fordi så ender vi jo med slet ikke at kunne forstå hinanden” derfor heller ikke. Vi forstår det jo godt.

Problemet ligger som med så meget andet i troværdigheden. Det er basale skolefærdigheder at kunne stave og læse, og det er det, vi bygger al vores øvrige viden på. Hvis de færdigheder skrænter, er det nærliggende at tvivle på et firmas kompetencer på andre områder. Det hænger ikke altid sådan sammen, sikkert langtfra, men jeg tror, det er derfor, at jeg og så mange andre (fx: Facebookgruppen Jeg dømmer dig, når du staver forkert!) får mavekneb og hjertebanken, når vi ser, hvordan stavningen bliver misrøgtet.

PS: Jeg er ikke medlem af Facebookgruppen, fordi jeg synes, det er lidt bagstræberisk af mig at være så tvær…