Julen har netop nu ramt klimaks…. En stor del af os sidder nu mætte i det blødere møblement og forsøger række gavebåndene ved siden af stolen til en mor eller en faster, der forsøger at holde orden på juletropperne. Inden dette forløsningsstadie på hele julemenageriet, tog vi selvfølgelig turen rundt om juletræet. Eller måske skulle jeg være mere nøjagtig og tilføje, at det var knap så stor en selvfølgelighed i år som tidligere. Blandt nogle af os i de yngre generationer anedes en vis tøven omkring denne tradition, som gerne betyder a capella sang istemt af samtlige mere eller mindre musikalsk talentfulde familiemedlemmer. Dette er i sig selv en smule frygtindgydende. Nuvel, en smule kakofonisk juletradition har man jo før overlevet, så vi tog hinanden i hænderne efter at have forliget os på et menneskeligt antal salmer og strofer.

Vi satte i med “Det kimer nu…” fulgt op af en anden klassiker, nemlig “Et barn er født i Bethlehem”. Vi havde kun én salmebog, hvilket voldte en anelse problemer i de yngre rækker, de ældre, opvokset i en præstegård, slap heldigere fra teksten. Nødvendigheden af at kalde de grundtvigianske gloser frem fra hukommelsen fremfor koncentreret at bladre i en julesalmepamflet levnede mig imidlertid plads til en anden overvejelse i mit baghoved, som gav anledning til et gennem salmen kontinuerligt smil på læben. Et smil, der bemærkedes af skarpsindige øjne blandt de grånende juletræsdansere og afstedkom en debat, som ender i dette indlæg. “Hvad er det egentlig for noget mekanisk volapyk, vi lirer af – forstår vi overhovedet, hvad vi synger”.

Det ene vers efter det andet med arkaismer fra 1800tallet klingede frem, men giver det overhovedet mening for de fleste danskere i snart 2010? Jeg ved, at indlægget allerede emmer anslag mod traditionen og gammelkendt debat om sproglig udvikling. Det er egentlig ikke mit ærinde at kræve julesalmerne skal give mening, og dybest set forstår vi jo nok, hvad de handler om,  men det er dog lidt pudsigt, at meget af det konkrete indhold i teksterne står lidt hen som mærkelige forhistoriske, faste vendinger. Jeg vil blot vise et udpluk pudsige vers fra “Et barn er født i Bethlehem” og så kan folk jo tyde dem over julefrokosten i morgen og eventuelt selv finde nye i julesangskatten….

thi glæder sig Jerusalem

En fattig jomfru sad i løn

Ham være pris til evig tid

for frelser bold og broder blid!

Da vorde engle vi som de

Glædelig jul og godt nytår.

Som HC siger, er sportsjournalistik til tider underholdende, fordi det er for dumt eller dårligt. Ja og her er så en lille bitter kommentar til TV2 og en lille finurlig artikel om Serena Williams. Hun har under en tenniskamp hidset sig op, og overhældt dommeren med verbale gloser, der givetvis hører bedst hjemme under et Jerry Springer program og så helst også beepet til ukendelighed. En udmærket og sjov lille historie. Sagen er dog at artiklen er ualmindelig dårligt skrevet. Det vælter med komma- og stavefejl, og opsætningen er meget uheldig.

F.eks. forstår vi at  “Der venter også en karantæne og venter på amerikaneren, hvis hun indenfor de nærste to år farer i flindt i en af de større turneringer”.

Eller: “Bøden er den højeste, der er givet for sporgbrug på en tennisbane”

Hvad med en lille smule korekturlæsning?

Det er som om, at de journalistiske standarter ikke gælder for nettet. Er vi nået til et punkt hvor nyhedsopdateringen og tilgængelighed er vigtigere end sproglig anstændighed? Skal vi ofre puritas på worldwidewebs bugnende og altomfattende alter?

I forstår nok min pointe. Og tilbage er der kun at sige, at den pågældende journalist også burde idømmes en bøde for dårligt sporgbrug.

Jeg sad i går og stenede amerikansk fodbold på TV2 Sport, og der, midt i min søndagsbagstivhed, går det op for mig, at TV2 da har givet begrebet “genudsendelse” en opfriskning. Nu hedder det ikke længere “genudsendelse”, næ nej, det hedder “relive”.

Jeg skal være ærlig og sige, at jeg faktisk ikke er klar over, om de to begrebet betyder præcis det samme. Det kan muligvis være, at “relive” ikke betyder, at kampen har været vist før på kanalen, men at den derimod bliver vist forskudt. Men under alle omstændigheder er “relive” et fantastisk sprogligt forsøg på at forfriske en lidt træls ting som sport, der ikke er direkte.

Med Rammsteins nye album “Liebe ist für alle da” på fuld knald i høretelefonerne, vil jeg nu tage livtag med de tyske metalmestres betonretorik. Rammstein har alle dage været kontroversielle, og spiller i både æstetisk, sprogligt og musikalsk udtryk på elementer fra facismen såvel som alskens grænseoverskridende subkulturer. Læder, lak, porno, vold og marchmusik blandes skamløst med pompøse strygere, stille ballader og obskure budskaber. Og som lytter står man som regel enten stærkt fascineret, eller fortørnet tilbage. Kun de færreste er upåvirkede. Rammsteins insisteren på at blande kontroversielle emner med tung metal og techno, har ofte medført anklager om populisme og leflen for den laveste fællesnævner og specielt det seneste singleudspil “Pussy” der synges primært på engelsk, og får følgeskab af en ponografisk musikvideo, kunne nok give bange anelser i den retning. Men budskabet handler jo om sexturisme, og der er bestemt ingen forherligelse at spore. Der leges med det forbudte, men samtidigt sættes der fokus på det groteske i fascinationen og forherligelsen af porno. Og hvis der er nogen der bliver opstemt af videoen, og er det lige præcis dem teksten peger tilbage på. Erik Jensen fra Politiken påpeger i sin, iøvrigt lunkne, anmeldelse den eminente dobbelttydighed i Rammsteins tekster, og kalder Rammsteins fokus på det på en gang populære og afskyelige: “tolkninger af tiden i en enorm ramme.”

Sangen om Fritzl
Naturligvis, fristes man næsten til at sige, er det også Rammstein, der laver den første sang om Fritzl det østrigske monster. Her går grænsen forståeligt nok for mange, men sangens groteske uhygge fungerer formidabelt som det også påpeges i Jyllands Postens anmeldelse . Johnny Harboe peger på Rammsteins evne til at lave mærkværdig poesi af det totalt uhyrlige, og skriver ganske rigtigt: “En tekstlinie som ”Und bist du manchmal auch allein / Ich pflanze dir ein Schwesterlein“ opsummerer lynhurtigt uhyggen.”

Der er altså MEGET blandede meninger om Rammstein og deres musik, men jeg mener personligt, at bandet leverer noget af de mest interessante retoriske indslag på den musikalske scene. Jeg har endvidere på fornemmelsen, at mange af modstanderne primært har kig på æstetikken og sjældent hører, eller som det sikkert er tilfældet i Danmark, er i stand til at forstå indholdet i teksterne. For rent retorisk kører det altså for Rammstein.

Jeg faldt lige over en nyhed på DR’s hjemmeside: “Regeringen: OK med teenagesoldater”. Historien handler om, at der for tiden er næsten 20 danske soldater i Afghanistan, der er 19 år. Og det skaber selvfølgelig røre, for kan man sende så unge mennesker i krig?

Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvor gammel man skal være for at tage “en tyr sydpå” (som det hedder i Forsvaret), eller om det ikke er alder, men derimod modenhed hos den enkelte, der skal være afgørende for deltagelse i internationale missioner.

Men noget andet, som jeg gerne vil gøre mig klog på, er ordet “teenagesoldater”. For det er et interessant ord, der gør det meget nemt instinktivt at mene, at soldater selvfølgelig skal være ældre end 19. “Teenagesoldater” minder nemlig i mistænkelig grad om et andet ord, “børnesoldater”, og får derved en helt særlig negativ klang. For børnesoldater er selvfølgelig noget, som skal undgås.

Spørgsmålet er så, om ordet er nøje udtænkt? Om det er et resultat af snedigt spin og lange overvejelser fra oppositionens side? Jeg tror det ikke. Når man læser artiklen, får man nærmere det indtryk, at det er et ord, som journalisten selv har fundet på for at kunne udtrykke sig kort og præcist. Og at det nærmest er en bonus, at det samtidig har en kritisk klang.

Men vurder selv: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2009/10/12/155745.htm