Nogle vil måske huske sagen om Morten Messerschmidt, der for et år siden fik trumfet en godkendelse til kæresten Dot Wessmans rutsjebane på Bakken igennem hos Lyngby-Taarbæk Kommune. Ellers kan man læse op på den på dr.dk.

Den seneste udvikling i sagen er nu, at Messerschmidt vil mødes ansigt-til-ansigt med miljøudvalgsformanden i Lyngby-Taarbæk Kommune, Trine Nebel Schou, for lige at få sat et par ting på plads.

Messerschmidt siger: »Jeg har selvsagt ingen direkte interesse i et sådan møde, idet jeg ikke er på valg 17. november. Men borgerne i kommunen har ret til at kende den uvederhæftighed, der præger det politiske klima i miljøudvalget, og den skrubbelløst arbitrære populisme, der lægges til grund for den førte politik …« [sic]

Og han fortsætter, denne gang henvendt mere direkte til miljøudvalgsformanden: »Trine Nebel Schou har nu gentagende gange udtalt sig decideret mod bedre vidende, har i et utilstedeligt omfang skamreddet sagen til sin egen politiske fordel, og jeg mener, det er på tide, at jeg nu tager bladet fra munden.«

Når Messerschmidt siger »skamreddet«, hentyder han formentlig til denne valgvideo (som jeg må indrømme også irriterer mig, mest på grund af dens vanvittige amatørisme). Videoen indeholder »infantile beskyldninger«, hvis man skal tro DF’eren.

Sidst jeg så en valgvideo fra Dansk Folkeparti, så den således ud, og så kan man diskutere, hvilken videoer, der indeholder flest »infantile beskyldninger«. I det mindste er Lyngby-videoen da åben i sin argumentation.

Det er meget nemt at være bagklog, men det er næsten endnu nemmere at regne ud, at hvis man som landspolitiker blander sig i kommunalpolitik for at hjælpe kæreste/venner/familiemedlemmer, så vil det se uheldigt ud – også selvom man vitterligt har snevidt mel i posen. Lige meget hvad man gør, så vil det bare ligne, at man på ubønhørlig vis tromler en lokalpolitiker og trumfer et forslag igennem.

Messerschmidt, et gratis råd herfra: Lad den sag ligge. Jo mere du tramper rundt i den, jo mere beskidte benklæder får du. Og bland dig så uden om lokalpolitik en anden gang.

Siden jeg var efter Frank Jensen for at være lovlig kæk i valgkampsmælet, har de mere beskedent bemidlede kandidater set deres snit til at tilklistre hver lygtepæl og stakit med deres mere eller mindre smukke politikportrætter. Og selvom jeg stadig ikke er nogen stor fan af Frank Jensens valgplakater, så har de dog i det mindste en profil, som man kan forholde sig til. Den ungdommelige og håndtegnskastende tone synes jeg, som sagt klæder Frank dårligt, men den er i hvert fald let at tage stilling til, og giver mig et billede af hvem politikeren er eller i hvert fald, hvordan han gerne vil fremstå. Det er jo ikke noget dårligt udgangspunkt for debat.

Heroverfor finder man så alle de andre valgkampsskilte, hvor kvantitet tydeligvis har suveræn forrang over kvalitet. De radikale disker op med det hårdtslående slogan: “Mere København”. Så bliver det vist ikke mere intetsigende. Pia Allerslev stiller op for Venstre under et andet fantastisk indholdsløst slogan, hvis præcise ordlyd desværre undslipper mig. Enten “Den nye vej” eller “En ny vej”. Uanset, de er begge stærke. Så giv dog os stakkels vælgere et eller andet at positionere os i forhold til! Jeg er klar over, at kommunalpolitik er meget personorienteret, men jeg synes, at der er så mange pæne politikerne, at portrætter simpelthen ikke er tilstrækkeligt beslutningsgrundlag. Er et enkelt indholdsfyldt slagord for meget at forlange? “Solidaritet!” eller “Frit sygehusvalg!” ville dog give nogen indikation for, hvad man stemmer på. Træerne vokser ikke ind i himlen, men jeg synes ærlig talt at de evindelige rækker af politikerfjæs, der flankerer min vej på arbejde er lidt nedladende.

I den anden og måske lovlig ambitiøse ende af valgkampsspektret finder man naturligvis Tom Gillesberg fra Schiller instituttets venner, der på en baggrund af uendelige arbejdsløshedskøer proklamerer, at det eneste der kan redde Danmark, er et nyt kreditsystem. Det er da en bastant udmelding og meget læseraktiverende, men måske ikke i sig selv nok til at trække så mange krydser. Til det formål var hans gamle slogan “Et nyt Bretton Woods!” trods alt mere velegnet.

Kommunalvalgkampen har lagt sin klamme hånd på hovedstaden, og i særdeleshed socialdemokraterne er ikke bange for at “slå i bordet” og kræve “respekt!”. Frank Jensen kræver eksempelvis respekt til højre og venstre. Respekt for Købehavn og respekt for Frank selv. For det første har jeg det lidt tungt med den kække ungdommelige tone, og det med at kræve R-E-S-P-E-C-T for sig selv og være top skarp og Aretha Franklin funky passer sgu ligesom bare ikke rigtig til Frank Jensen. Ja ja, du ser stadigvæk ud som en teenager med solid skægvækst, men Frank, du er altså ikke 19, og det er IKKE befordrende for ethos at lade som om. Personligt synes jeg, at Frank Jensen er en dygtig politiker, der i reglen har god indsigt i de vigtige emner, og styr på sine sager, men “mindre fuck-dig-attitude og mere fællesskab” lugter altså lidt for grimt af børnelokkeri for min smag. Jeg forstår sådan set godt at man har lyst til at trække lidt på de kreative DSU kræfter, når man skal lave en frisk kampagne, men så skal det jo være sjovt, som vi også påpegede i sidste nummer af magasinet. Ikke bare smart.

Se hvad de er Frank gerne vil have respekt for, og om han har fortjent den på kampagnesiden.

Idag fik jeg lyst til at afsøge markedet for retorikblogs dels for at se, om der overhovedet er noget marked og dels for at undersøge, om evt. konkurrenter holder et niveau, der kommer bare i nærheden af vores. Min indledningsvise googling af “rhetoric blog” bragte mig til bloggen “The Blogora”, der er skabt af The Rhetoric Society of America, og er hosted af retorikafdelingen på University of Texas. Nogle rimeligt heavy drenge med andre ord. Vingefanget er imponerende bredt, og det tager lidt tid at skabe sig et overblik over herlighederne.

De afgørende øjeblikke i dit liv
Jeg endte med af ofre min kostbare opmærksomhed på et indlæg om de afgørende øjeblikke i ens retoriske og politiske dannelse. Pivotal moments hedder indlægget, og skribenten beskæftiger sig med dilemmaet i retorisk skabt holdningsændring. Vi er jo i bund og grund vanskelige at overbevise, og opfylder meget sjældent de retoriske idealer om at lade os overbevise af det bedste argument. Langt oftere mener vi mere eller mindre det samme som vores forældre, omgangskreds og sociokulturelle fæller. Og selvom vi anerkender et velvalgt argument fra en politisk modstander, så er det sjældent, at det ryster os i vores overbevisnings grundvold. Skribenten går derefter videre til at prøve at definere de afgørende øjeblikke i hans liv, der rent faktisk bevirkede et reelt holdningsskift. Vietnam krigen udgjorde et relativt let definerbart øjeblik i hans liv, og det er jo ikke givet, at vi andre kan finde et tilsvarende klart og udpenslet øjeblik, der gjorde det for os. Men vi kan jo prøve. Det interessante ved øvelsen er både at undersøge, hvad der i virkeligheden overbeviser og se, om man kan uddrage nogen retorisk lektie heraf. Måske er der sågar nogen, der kan definere en retorik oplevelse, der grundlæggende ændrede deres overbevisning? Jeg har i hvert fald tænkt mig at gå i tænkeboks og prøve at identificerede de persuasive momenter i min tilværelse.

Seneste geniale idé fra Dansk Folkeparti kom fra partiets retsordfører Peter Skaarup, der i dag foreslog, at der skulle deles løbesedler ud, hvis en pædofil flyttede til kvarteret. Det skulle skabe tryghed, lød begrundelsen. Forslaget har mange spændende aspekter, som er helt oplagte at harcelere over:

Man kunne starte med at betvivle, om det vitterligt ville skabe mere tryghed. Jeg tvivler.

Man kunne spørge, hvor grænsen så skulle gå for, hvilke oplysninger man havde ret til at få om sine naboer? Jeg vil da gerne vide, om min nye nabo er i familie med Peter Skaarup, for så skal jeg da til at kigge mig om efter et andet sted at bo.

Og man kunne indvende, at selv om DF hylder de gamle dyder, så skal vi ikke have gabestokken genindført.

Men det mest spændende ved DF’s forslag er faktisk al den omtale, det får. For det er den samme historie om og om igen: DF foreslår et eller andet fuldstændig horribelt, ingen af de andre partier gider stemme for, men der kommer alligevel så meget mediedækning af forslaget, at selv den døveste, blindeste dansker får hørt og set, at DF ikke kan lide et eller andet, i dette tilfælde pædofile.

Men hvordan kan det være, at DF slipper af sted med det? Og ville andre partier kunne kopiere DF’s fremgangsmåde og på samme måde fremsætte useriøse forslag med det eneste formål at markere sig? For man må gå ud fra, at Peter Skaarup godt på forhånd kunnet regne ud, at alle andre partier ville vende tommelfingeren nedad.

For at svare på det første spørgsmål, så slipper DF selvfølgelig af sted med det, fordi de ikke bliver straffet for det i meningsmålingerne. Deres retorik er stærkt stemmesamlende (når man taler til dem, der i forvejen er enige, og ikke gør noget forsøg på at komme tvivlere i møde), og deres vælgere eller potentielle vælgere synes sikkert, at det er en god idé med fx løbesedler mod pædofile. De bliver bare bekræftet i deres holdninger og rykker tættere sammen om Peter Skaarups varme anti-bål.

Og spørgsmål nummer to: Kunne den simple procedure kopieres? Svaret må være nej. Det er en manøvre, som er forbeholdt et fløjparti. For hvis et midterparti, lad os sige de radikale, foreslog noget ekstremt og uigennemtænkt for at få opmærksomhed, så er der masser af andre lignende partier lige i nærheden, som deres vælgere ville kunne skifte til. Men DF ligger isoleret ude på fløjen, og hvor skulle deres vælgere skifte hen? DF tilbyder så særegent et produkt, at det ikke kan fås andre steder. Hvorfor Enhedslisten så ikke en gang imellem foreslår noget absurd venstreorienteret for at komme lidt i medierne, kan man spørge sig selv om.

Men for at vende tilbage til DF, så er det jo bare ærgerligt, at deres ekstreme forslag passer så skide godt til en nyhedsudsendelse. For de er nærværende (løbesedler og børnemishandlere kan man forholde sig til), og de indeholder MASSER af konflikt (især internt på Christiansborg). Derfor vil jeg også æde min gamle hat på, at Peter Skaarups forslag kommer med i 18.30′eren på DR1 i aften.