Verdens vel nok mest kendt provinsleder, Arnold Schwarzenegger AKA the governator, lagde igår og i forgårs vejen forbi København for at give sit besyv med ved COP15.
I sit vanligt drævende og selvironiske tonefald indledte the climanator, som schwarzenegger noget uforståeligt er blevet omdøbt til lejligheden (for han skal vel ikke eliminere klimaet eller hva?), med en lille konventionel ros til værterne. Han påpegede spøgende, at københavns havn er så ren, at man kan bade i den, men at det nok trods alt ville være lidt koldt lige pt. Og gu er det da fjollet, men publikum åd det råt, og når alle andre bruger deres taletid på at græde eller proklamere jordens snarlige undergang, så tror jeg ikke, at en lille accentueret joke er helt af vejen.

Men Schwarzenegger var også i det lidt mere alvorlige hjørne, og havde tydeligvis en sag han gerne ville promovere ved COP15. The climanator snakkede passioneret for, at klimakampen skal kæmpes på græsrodsniveau, og at ændringerne ikke skal komme fra politikerne på COP15, men fra den enkelte borger. Her udnyttede Arnold det aspekt af sin ethos, som faktisk bliver anerkendt verden over, selv ved COP15 vil jeg mene, nemlig det med den personlige genneslagskraft. Hvad man så end måtte mene om bøffen fra Østrig, så er der det dog bemærkelsesværdigt at tage turen fra de østrigske alper over Hollywood og lige ind i guvernørkontoret i Californien. Og han taler faktisk godt, Arnold. Ikke flot, bevares, og accenten er unægteligt svær at se bort fra, men fremførelsen var både kraftfuld, velformuleret og velargumenteret.

Berlingske tidende kunne, forventeligt nok, slet ikke få armene ned efter Arnolds tale, og Politiken giver også ganske pæne ord med på vejen. Politiken kalder endda Arnolds forslag om at fokusere på individets og borgernes magt til at ændre verden for “modig”. Men er det nu det? Ganske vist er the climanator på mange måder personificeringen af handlekraft, men derfra og til at satse på, at verdens befolkninger løser problemerne udenom politikerne, er der altså langt. Og jeg har sgu også svært ved at se aktivisterne udenfor Bella Center og Arnold side om side på Rainbow Warrior i færd med at redde jordens klima. Arnold er big business, og vil løse problemerne vha. markedskræfterne eller forbrugeraktivisme. Sprøgsmålet er så bare, hvor klimabevægelsen og Arnold skal mødes for at udleve deres fælles drøm om en global klimabevægelse, der redder kloden. Personligt havde jeg gerne set at Arnold brugte sin betydelige karisma og gennemslagskraft til at terminate småligheder omkring forhandlingsbordet ved COP15 og redde dagen. Men ok han sagde jo godt nok “ill be back”…

Integrationsdebatten i Danmark er og har længe været temmeligt ophedet, og mens det er blevet mere og mere tydeligt, at der hersker store uenigheder om indvandring til Danmark, så er det ofte mere uklart, præcist hvor skellet mellemde de stridende parter går. Visse aktører optræder relativt utvetydigt i kraft af deres meget klare ideologiske position. I denne kategori finder man de klart definerede indvandringsmodstandere i DF og tilhængerne hos f.eks. Enhedslisten. På midten bliver det i sagens natur lidt mere mudret, og det er efterhånden de færrste, der med sikkerhed kan sige, hvor henholdvis regeringen og Socialdemokraterne placerer sig. Debattøren Bent Melchior beskylder i sin blog på Politiken idag Mogen Lykketoft for at optræde som en hykler i udlændingedebatten. Lykketoft har taget kraftigt afstand fra DF i et debatindlæg, og det mener Melchior ikke Lykketoft er i en position til at gøre eftersom Socialdemokraterne selv vil føre en integrationspolitik, der ligger sig meget nært op af den eksisterende. Melchior skriver:

“Men jeg er forbløffet over, at det er Mogens Lykketoft, der fremkommer med de synspunkter, for virkeligheden er jo, at hans parti og for den sags skyld også SF har lagt sig i præcis det samme spor. Udlændingepolitik står ikke til debat. I et demokratisk samfund er et af de vigtigste spørgsmål blevet tabu.”

Melchior roser derefter DF for i det mindste at sige, hvad de mener, så man ved, hvad man har at tage stilling til:

“Det aftvinger respekt, at DF i det mindste siger, hvad de mener. De kan ikke fordrage fremmede, især ikke muslimer. Færdigt arbejde. Mor Pia har endog lært sine folk at udtrykke det på en måde, så de ikke kommer i strid med straffeloven.”

Og jeg må indrømme, at jeg er tilbøjeligelig til at give Melchior ret. Dansk Folkeparti har ganske vist indført en sprogpolitik blandt sine egne, der forhindrer de mest skadelige sagsanlæg (uanset at Mogens Camre til tider har meget svært ved at følge manualen), men de færrste er i tvivl om, at DF gerne så de danske grænser lukket så tæt som muligt. Melchior har en pointe i, at integrationsdebatten er blevet monopoliseret. Rammen er sat, og dikterer debatten. På politikens blog giver Lykketoft Melchior svar på tiltale, men det er ikke desto mindre tydeligt, at Lykketoft diskuterer nuancerne i en nuværende politik fremfor at fremlægge noget grundlæggende anderledes. Lykketoft vil gerne hæve startydelsen, gøre det lettere at få statsborgerskab og vil administrere loven med større empati. Jeg føler mig sikker på at regeringen også gerne vil tage monopol på at administrere loven med stor empati. Lykketoft nævner selv, med denne noget kryptiske formulering, at det er blevet vanskeligt at manøvrere i debatten, fordi DF dikterer rammen:

“Men jeg har kritiseret politikere i de to partier for nogle gange at gøre det bedste til de godes værste fjende ved firkantede meldinger og krav om lovændringer, der har leveret regeringen og Dansk Folkeparti en frodig arbejdsmark for løgnagtig propaganda om, at de kan og vil tvinge en ny socialdemokratisk regering til at åbne alle sluserne for indvandring.”

Og her er det så at jeg vil tillade mig at invende: Hvis Lykketoft gerne vil understrege at Socialdemokraterne står i opposition til den eksisterende integrationspolitik, så kunne jeg godt tænke mig nogle klarere udmeldinger og en vilje til at rykke ikke bare nuancerne men hele debatklimaet.

Der sidder sandsynligvis en del radikale vælgere, og undrer sig over, at deres stemme ved kommunalvalget er gået til en koalition med den radikale ærkefjende DF. De to partier, der ellers gang på gang har erklæret, at de har så lidt til fælles, fandt sammen under valgnatten, og ud kom deres politiske elskovsbarn; Klaus Bondams bevarede borgmesterpost. Nu er det jo ikke nogen hemmelighed, at kommunalpolitik adskiller sig fra landspolitik på flere væsentlige punkter, og usandsynlige politiske konstellationer og kommunale rævekager er snarere reglen end undtagelsen. Derfor vil jeg ikke fokusere så meget på det usædvanlige partnerskab mellem de Radikale og DF, men vende blikket mod Bondams argumentation for, hvordan en sådan alliance pludselig kan være i de radikale vælgeres interesse. Før valget udtalte Bondam på sin hjemmeside:

“- Min meget kraftige opfordring til det radikale bagland er, at vi ikke indgår i en konstituering med Dansk Folkeparti. Så enkelt er det. Og hvis mit politiske projekt bliver at få gjort alt, hvad der står i min magt, for at få minimeret Dansk Folkepartis indflydelse på Københavns Rådhus, så synes jeg godt nok, at jeg har udført et stort politisk stykke arbejde.”

En ganske kontant udmelding som konstituerer Bondam som en mand, der higer efter politiske idealer snarere end indflydelse. Bondam tegner et meget klart billede af sig selv, skærer en skarp persona om man så må sige, men det giver ham jo også lidt mindre spillerum, skulle man mene. For hvordan går man fra sådan en udtalelse til pludselig at kunne retfærdiggøre at “Borgmesterposten er vigtigere end alt” ? Argumentationen løber således:

“Vi har fra Radikales side sagt, at det var afgørende, at vi fastholdt borgmesterposten, fordi det er den bedste måde at skabe synlig politisk profil på.”

Man har altså gjort hvad der var nødvendigt for at give de radikale vælgere indflydelse. Men er de radikale vælgere mon indstillet på at få indflydelse for enhver pris? Det er jo den udfordring som Bondam står overfor. Han har lavet en radikal kovending, og der skal vel lidt tungere arguementer på bordet, end at det var afgørende for den synlige profil, hvis vælgerne ikke skal føle at de har stemt på falsk grundlag? Er det så indrømmelser fra DF’s side der har muliggjort koalitionen? Tilsyneladende ikke. Bondam udtaler:

“Det er ingen hemmelighed, at der er en helt række centrale politikområder , hvor værdierne skiller. Det er begge parter klar over…Jeg har oplevet DF som handlekraftig til at indgå en aftale, som gjorde det muligt for os at få en borgmesterpost.”

DF har ganske enkelt stillet deres støtte til rådighed tilgengæld for indflydelse, og de Radikale har sagt tak og amen. Troværdighedsmæssigt er den altså svær at retfærdiggøre. Nu er spørgsmålet så bare, om de Radikale vælgere kan acceptere grundlaget for deres fortsatte indflydelse, og en borgmester der slingrer noget i retorikken.

Der er som bekendt nu kun 6 dage til kommunal- og regionsrådsvalget, og i den anledning findes der et stort udvalg af valgvideoer på youtube. I de næste dage dage vil Retorikbloggen kigge nærmere på tre af disse videoer og vurdere dem ud fra tre parametre:

1) Er de nyskabende?

2) Er de tilpasset youtube-mediet (altså har de en passende længde, har man lyst til at vise dem til en ven)?

3) Trænger budskabet igennem?

Den første video er lavet af Skives venstreborgmester Flemming Eskildsen og er meget traditionel.

Den scorer lavt på første parameter, for den skaber intet nyt. Den er så kedelig og konventionel, at de 2 minutter og 29 sekunder føles som en evighed. Flemming Eskildsens stemmeføring er MEGET monoton, og han benytter sig af det gammelkendte trick at hive en lokal helt ind, han kan trykke i hånden. Hele videoen bidrager kun til at forstærke kommunalpolitikkens image som noget, der befolkes af gamle mænd i endnu ældre biler.

På andet parameter kommer Flemming Eskildsen heller ikke særlig højt op. 2 minutter og 29 sekunder behøver egentlig ikke være for lang tid til youtube-mediet, men hvis man kun deler de 2,5 minut op i sølle fire klip, der henholdsvis er 1 minut og 12 sekunder, 40 sekunder, 25 sekunder og til sidst 12 sekunder, så gør man altså en habil indsats for at kede seeren ihjel. Og det hjælper ikke meget, at Flemming Eskildsens politiske buzzwords undervejs kommer dumpende, masende og flyvende ind i billedet som WordArt i en anden børnefødselsdagsinvitaion. Jeg ville kun sende denne video videre til spot.

Og på tredje barometer ser det heller ikke for godt ud. Jeg kan efter at have set videoen igennem 4 gange stadig ikke rigtig huske, hvad Flemming Eskildsen vil, udover at det er noget med at styrke det lokale, som enhver anden lokalpolitiker vel også har som mål. Ikke én politisk mærkesag træder tydeligt frem, og kun indtrykket af Flemming Eskildsen som en lidt kedelig, halvgammel mand er stadig hos mig.

Videoen har i skrivende stund 243 views, og jeg tvivler på, om den når at runde de 1000 inden på tirsdag.

Nu skal dette indlæg ikke i første geled forstås som en kritik af livgardens personalepolitik. Kritikken rettes primært mod den manglende konsekvens der præger både Søren Gade og DF’s syn på ytringsfrihed vs. det demokratisk acceptable. Livgarden ansætter pt. en nazist, der er både er modstander af demokratiet og holocaustbenægter. Og det er OK fordi militæret ifølge Lennie Fredskov Hansen, der er chef for Livgardens anden bataljon, ikke har lov til: “…at diskriminere værnepligtige på baggrund af race, religion eller politisk tilhørsforhold.” Fint nok. Men så er det jo lige at Rune Engelbreth i sin blog på Pollitiken.dk minder os om, at sådan forholdt det sig altså ikke da den praktiserende og tørklædebærende muslim Maria Mawla gjorde tjeneste i Hjemmeværnet. Her påpegede DF med brask og bram, at man ikke kan forsvare demokratiet, mens man åbent bærer: “…et så udemokratisk og diskriminerende symbol.” Søren Gade makkede med, og tørklædet blev sparket på porten. Men hov er der ikke noget om, at man ikke har lov til: “…at diskriminere værnepligtige på baggrund af race, religion eller politisk tilhørsforhold”? Det virker da lidt spøjst, at det er helt Ok at ansætte en demokratifornægtende nazist, der i øvrigt er imod kongehuset, i livgarden, men ikke en muslimsk kvinde, der sandsynligvis har en fin forståelse for demokratiets herligheder. Sagerne adskiller sig på et punkt. Nemlig ved brugen af symbolet, eftersom Mawla bar tegnet på sit religiøse tilhørsforhold synligt, mens livgardenazisten ikke bærer noget hagekors åbent på sig. Og så kunne man jo lade den ligge her.

Den der bestemmer rammen, styrer debatten
Men som HC tidligere har påpeget her på bloggen, så handler den slags principielle sager jo om, hvordan man indrammer debatten. Denne problematik kommer Jonas Gabrielsen også nærmere ind på i den kommende udgave af RetorikMagasinet. Faktum er, at sagen om Mawla blev indrammet som en sag om antidemokratiske symboler, og religiøs neutralitet i militæret. Fordi DF var hurtige og dygtige til at indramme sagen, blev den set fra deres perspektiv, og i deres verden er det muslimske tørklæde et antidemokratisk symbol. Det er der naturligvis nogen uenighed omkring, og derfor kom debatten til at handle om religiøse symboler og et principielt krav om religiøs neutralitet. Argumentation tager sig derimod ganske anderledes ud, når det handler om nazistgarderen. Her handler det om ytringsfrihed og den enkeltes ret til at vælge, hvad han eller hun tror på. Man må ytre sig, som man vil, fordi vi som samfund ikke diskriminerer på baggrund af religiøst eller politisk tilhørsforhold. Problematikken er den samme, men rammen er sat anderledes. Derfor bliver det forbudt at have en praktiserende kvindelig muslim i hjemmeværnet, men helt OK at have en praktiserende mandlig nazist i livgarden. Og så er det jo, at man godt kunne ønske sig, at DF var lidt mere konsekvente i deres utrættelige kamp for at bekæmpe antidemokratiske holdninger i det danske militær.