Statsministerens og fødevareministerens spindoktorer er kommet i søgelyset efter en statusopdatering og en medfølgende kommentar på Facebook. Udtalelser, som Benny Engelbrecht, Socialdemokraternes forbrugerordfører, synes er “vildt pinlige”.

Sagen er, at Søs Marie Serup (Lars Løkkes personlige rådgiver) har skrevet på Facebook, at den danske presse var “sølle”, fordi den ikke kunne se hendes chefs genialiteter i forbindelse med COP15, hvorefter Christopher Azrouni (Eva Kjer Hansens rådgiver) kommenterede, at det var godt, at SMS kunne sige fra, når nu ingen i journaliststanden kunne finde ud af det.

Hvor genialt Lars Løkke har håndteret COP15 er nok til diskussion, men Benny Engelbrechts kritik af de to spindoktorer virker mærkelig. Sosseren udtaler til Ritzau:

“Det er vildt pinligt, at statsministerens og fødevareministerens spindoktorer bruger Facebook til at anklage danske journalister for at være sølle og kværulanter, fordi journalisterne ikke vil tro på Lars Løkke Rasmussens spin om, at fiaskoen på klimatopmødet var en genistreg, som hans spindoktor påstår.”

“Og bagefter løber spindoktorerne fra deres udtalelser og siger, at det var private udtalelser på Facebook. Det er altså en ommer, fordi alt på Facebook er offentligt tilgængeligt.”

Det er en mærkelig argumentation. Argument 1:

Påstand: Spindoktorernes kritik er vildt pinlig.

Belæg: Journalisterne er ikke hoppet på statsministerens spin.

Hjemmel: Det er pinligt at anklage nogen for ikke at lade sig narre.

Jeg er ikke så vild med den meget vage teenage-vending “vildt pinligt”, men det er nok et spørgsmål om smag. Og jeg kan heller ikke helt se, hvad det er, der er så pinligt. Men ok, han bryder sig ikke om deres kritik, fair nok. Men argument nummer to hænger slet ikke sammen:

Påstand: Kritikken er en ommer.

Belæg: Alt på Facebook er offentligt tilgængeligt.

Hjemmel: Man kan ikke lægge afstand til en offentlig kritik.

Jeg vil nok sætte spørgsmålstegn ved, hvor “offentlig tilgængelig” en statusopdatering på Facebook er. Den enkelte bruger kan helt selv lave sine egne sikkerhedsindstillinger, og det er min erfaring, at det er langt de færreste brugere, der har gjort deres statusopdateringer åbne for alle. Som regel skal man være ven med en bruger for at læse dennes status. Og at historien overhovedet er opstået, skyldes formentlig, at en journalist er ven med Søs Marie Serup og derfor har kunnet læse hendes status, og at kritikken har ramt journalistens faglige stolthed.

Jeg synes, at Benny Engelbrechts kritik mest af alt virker som et billigt forsøg på at slå plat på, at ordet “spindoktor” har en dårlig klang i mange danskeres ører. En kritik a la “se, nu har regeringens onde, manipulerende spindoktorer IGEN prøvet at fordreje debatten!” burde Benny altså holde sig for god til.

Julen er hjerternes tid, og i gratisavisen 24Timer deler astrolog Lykke Larsen rundhåndet ud af sin viden om stjernerne. I søndags havde jeg den fornøjelse at læse hendes horopskop. Forudsigelserne til de forskellige stjernetegn var dog efter min mening lige lovligt ens.

Jeg er selv fisk, og om mig stod der:

“Hvis du ikke helt føler dig i julehumør, så arrangér noget hyggeligt. Gløgg og æbleskiver får hurtigt julestemningen frem.”

Det er formentlig en temmelig stor del af den voksne danske befolkning, der vil kunne nikke genkendende til ikke helt at være i julestemning endnu, og det har formentlig også været en del af Lykke Larsens ræsonnement. For da jeg begyndte at læse rådene til vandbæreren og stenbukken, mindede de i mistænkelig grad om mit horoskop.

Om stenbukken stod der:

“Prøv at lade være med at bekymre dig så meget. Bag nogle kager eller juleflet med ungerne og nyd nuet, det er jo kun jul en gang om året.”

Og om vandbæreren stod der:

“Ind i mellem alt det praktiske skal du sørge for, at du også har det sjovt. At gøre noget for andre søndag får dig i godt humør.”

Alle tre råd kan koges ind til en meget kort sætning: “Gør noget hyggeligt!” Derfor må man konkludere, at stjernerne enten var bemærkelsesværdigt enige i søndags, eller også har Lykke Larsen bare parafraseret i vildskab. Jeg hælder mest til sidste mulighed.

Så vidt jeg har forstået horoskoptankegangen, så er pointen, at vi er forskellige, fordi vi er født på forskellige tidspunkter af året, og vi derfor har brug for forskellige råd. Men hvordan kan det så være, at rådene ikke adskiller sig fra hinanden?

Jeg indrømmer gerne, at jeg heller ikke før i søndags havde særlig meget respekt for horoskop-pladder, men Lykke Larsen gør altså ikke ret meget for at overbevise mig om det modsatte, når hendes stjernetydning tydeligvis bare består af omskrivning af banaliteter.

Så blev det afgjort. Toppolikkere verden over har nu indgået en klimaaftale i København, der ikke ligefrem lever op til forventningerne. Eller sagde jeg en aftale? Jeg mente en erklæring. Politikerne er simpelthen blevet enige om at de da gerne vil det bedste. De har da gode intentioner.De erklærer hermed at de vil gøre noget ved klimaet. På sigt….

I retorikken arbejder vi med et begreb kaldes sproghandlinger. Når du siger “jeg erklærer hermed at du er gift”, ja så er du altså gift (hvis lige den der siger det er præst). Du har dermed udført en handling med sproget.  Og man kunne da håbe på at det samme gælder politikernes fine erklæringer her i København. Meget tyder dog på, at det ikke er tilfældet.

Kyoto-aftalen var rent faktisk var en aftale og ikke en erklæring, men alligevel er den en stor fiasko. Så hvad taler for at mødet i København overhovedet har ført til noget. Jeg er for første gang fristet til at slå pjalterne sammen med Bjørn Lomborg og påstå at det havde været bedre hvis mødet i København var blevet en fiasko.

En fiasko havde måske ført til noget, det kan vi være ret sikre på at erklæringen i Bela-centeret ikke gør.

Verdens vel nok mest kendt provinsleder, Arnold Schwarzenegger AKA the governator, lagde igår og i forgårs vejen forbi København for at give sit besyv med ved COP15.
I sit vanligt drævende og selvironiske tonefald indledte the climanator, som schwarzenegger noget uforståeligt er blevet omdøbt til lejligheden (for han skal vel ikke eliminere klimaet eller hva?), med en lille konventionel ros til værterne. Han påpegede spøgende, at københavns havn er så ren, at man kan bade i den, men at det nok trods alt ville være lidt koldt lige pt. Og gu er det da fjollet, men publikum åd det råt, og når alle andre bruger deres taletid på at græde eller proklamere jordens snarlige undergang, så tror jeg ikke, at en lille accentueret joke er helt af vejen.

Men Schwarzenegger var også i det lidt mere alvorlige hjørne, og havde tydeligvis en sag han gerne ville promovere ved COP15. The climanator snakkede passioneret for, at klimakampen skal kæmpes på græsrodsniveau, og at ændringerne ikke skal komme fra politikerne på COP15, men fra den enkelte borger. Her udnyttede Arnold det aspekt af sin ethos, som faktisk bliver anerkendt verden over, selv ved COP15 vil jeg mene, nemlig det med den personlige genneslagskraft. Hvad man så end måtte mene om bøffen fra Østrig, så er der det dog bemærkelsesværdigt at tage turen fra de østrigske alper over Hollywood og lige ind i guvernørkontoret i Californien. Og han taler faktisk godt, Arnold. Ikke flot, bevares, og accenten er unægteligt svær at se bort fra, men fremførelsen var både kraftfuld, velformuleret og velargumenteret.

Berlingske tidende kunne, forventeligt nok, slet ikke få armene ned efter Arnolds tale, og Politiken giver også ganske pæne ord med på vejen. Politiken kalder endda Arnolds forslag om at fokusere på individets og borgernes magt til at ændre verden for “modig”. Men er det nu det? Ganske vist er the climanator på mange måder personificeringen af handlekraft, men derfra og til at satse på, at verdens befolkninger løser problemerne udenom politikerne, er der altså langt. Og jeg har sgu også svært ved at se aktivisterne udenfor Bella Center og Arnold side om side på Rainbow Warrior i færd med at redde jordens klima. Arnold er big business, og vil løse problemerne vha. markedskræfterne eller forbrugeraktivisme. Sprøgsmålet er så bare, hvor klimabevægelsen og Arnold skal mødes for at udleve deres fælles drøm om en global klimabevægelse, der redder kloden. Personligt havde jeg gerne set at Arnold brugte sin betydelige karisma og gennemslagskraft til at terminate småligheder omkring forhandlingsbordet ved COP15 og redde dagen. Men ok han sagde jo godt nok “ill be back”…

I søndags viste TV2 første afsnit af fem i krimiserien “Blekingegade”, og det har muligvis skaffet dem en sag om æreskrænkelse på halsen. Personerne i serien har nemlig navn efter de virkelige medlemmer af banden, og det bliver et problem, når serien som i søndags handler om et røveri i 1983 i Lyngby, som ingen af de virkelige Blekingegadebandemedlemmer er dømt for.

Helt konkret: I serien er karakteren Bo Weimann med til at begå Lyngby-røveriet. Men det er æreskrænkende (det er jura-sprog), fordi den rigtige Bo Weymann (han har skiftet i’et ud med et y for at gøre op med fortiden) aldrig er blevet dømt for det røveri. Og hvis man skal tro eksperterne, har Bo Weymann dermed en ret god sag, hvis han vælger at hive TV2 i retten. Læs artiklen på politiken.dk her.

Guderne skal vide, at jeg ikke er jurist, og den juridiske diskussion vil jeg derfor ikke gå ind i. Men som retoriker synes jeg, det er interessant, hvordan Bo Weymann har foretaget et skift fra skurk til offer – efter min mening med succes.

For oprindeligt var han en skurk, og endda en stor en af slagsen: Han var med i Blekindegadebanden, han har været med til at udføre voldelige røverier, og han var med til at planlægge det røveri med Købmagergade Postkontor i 1988, der endte med at koste den 22-årige politibetjent Jesper Egtved Hansen livet.

Men nu fremstår han som et offer, der på urimelig vis bliver hængt ud af TV2. Hvordan har han formået at rehabilitere sig selv på den måde?

Svaret er anger, vedkendelse og mere anger. For det var Bo Weymann, der var “Blekingegadens stemme” i Peter Øvig Knudsens bøger, og derved var med til at åbne danskernes øjne for en sag, som resten af bandens medlemmer har været meget lukkede om, og det var Bo Weymann, der fik grødet stemme og tårer i øjnene, da han i dokumentarfilmen Blekingegadebanden fortalte, hvordan han stadig havde det meget dårligt med, at han havde været med til at slå uskyldige mennesker ned og planlægge det røveri, der førte til drabet i Købmagergade.

Og dermed er han renset, vupti! Manden har været i fængsel og angrer nu sine synder, og derfor er han i stand til at fremstå som et offer, man kan have sympati med, når TV2 tager munden for fuld og indirekte beskylder ham for at have været med i et af Blekingegadebandens utallige røverier.

Derimod vil det formentlig være småt med den offentlige sympati, hvis nogle af de andre bandemedlemmer sagsøger TV2. For de har ikke på nogen måde angret, fortrudt eller undskyldt, og derfor vil det fremstå som et fuldstændig urimeligt, egoistisk krav, hvis de vil have deres navn renset for en forseelse, der bedst kan betegnes som en dråbe i det store hav af forkastelige handlinger, som Blekingegadebanden retteligt er blevet dømt for.