For noget tid siden sad jeg og så TV-Avisen, og blev – som jeg altid gør, når jeg ser nyhedsformidling – lettere påpasselig med at tage deres informationer for gode varer. TV-Avisen er et medie, der bryster sig af at være en sober og objektiv nyhedsformidler, men som alle andre søger de naturligvis at give deres argumenter vægt.

Det konkrete indslag, jeg studsede over, kan jeg faktisk ikke huske emnet for, men der blev brugt en illustration af nogle procentsatser. Denne illustration skulle vise en stigning fra 12% til 42%. Først blev en lille blok markeret som de 12%, hvorefter der lægges oveni, så det udgør 42%. Problemet er, at hele søjlen tilsammen nu udgør 100% af skærmens højde. Altså ser de 42% væsentligt mere dramatiske ud, end de ellers ville have gjort, selvom en 30 procents stigning i de fleste tilfælde er en bemærkelsesværdig stigning. Og dette kan være problematisk, hvis man ikke er fuldt ud opmærksom på, hvad man laver.

Der er et problem indlejret i brugen af visuel argumentation, som udmærket illustreres af et eksempel fra Darrell Huffs bog “How to lie with statistics”, hvor et kapitel handler om visualisering af data.
Hvis man eksempelvis skal illustrere en lønstigning, kan man gøre det med to poser penge. Hvis den ene pose penge skal være dobbelt så stor som den anden, så gør man den dobbelt så høj. Det lyder umiddelbart fint, men eftersom man vil skævvride illustrationen ved kun at fordoble højden, så fordobler man også bredden, så posen bevarer samme proportioner.
Det ser pænere ud, men betyder til gengæld, at der nu er fire gange så meget i den ene pose som i den anden pose. Hvis man så antager, fortsætter Huff, at mennesket opfatter ting i tre dimensioner, så bliver den ene pose penge pludselig otte gange så stor som den anden.
Det medfølgende tal er stadig kun dobbelt så stort, men indtrykket af forholdet er noget helt andet. I bedste fald har illustratoren bare ikke tænkt sig om, i værste fald forsøger han at forvanske data. Og dette er et problem, der går igen i visuel argumentation generelt.

Den visuelle argumentation bliver opfattet mere umiddelbart end den mundtlige og skriftlige, fordi vi er vant til at stille os kritisk overfor sproget. Men når vi argumenterer visuelt, så er der fare for, at man – selv med de bedste intentioner – giver folk et andet indtryk, end man havde regnet med. Og hvis man er klar over dette, så er der fare for, at man – selv med de værste intentioner – ikke bliver opdaget, når man snyder på vægtskålen. Så hav øjnene med jer, men lad nu være at stole for meget på dem.

Selvom jeg midlertidigt befinder mig uden for Danmarks grænser, vil jeg alligevel tillade mig at kommentere den hjemlige debat om Politikens kontroversielle undskyldning til profeten Muhammeds 94.923 efterkommere. Se en introduktion til sagen her.

Herovre  fra virker det som en lidt mærkelig debat, hvor langt de fleste (politikere) tager afstand fra Politikens undskyldning og tilsyneladende glemmer, at JP lavede en lignende undskyldning i 2006. For det er min påstand, at de to undskyldninger er meget ens.

Først er der dog tre ting, der skal gøres klart.

Nummer 1:

Undskyldningen drejer sig om genoptrykningen af tegningerne i februar 2008 (der blev trykt som reaktion på de mordplaner mod Kurt Westergaard, som PET angiveligt forpurrede, den såkaldte Tunesersag). Politiken har trykt en eller flere af de oprindelige 12 tegninger fra JP i alt 9 gange, første gang 15. oktober 2005.

Nummer 2:

Undskyldningen er et forlig mellem Politiken og 8 muslimske organistationer fra Mellemøsten og Australien. Politiken modtog i august 2009 – ligesom 10 andre danske aviser – et brev fra den saudiske advokat Faisal Yamani, der repræsenterer de 8 organisationer. Heri krævede Yamani, at Politiken 1) undskyldte for at have bragt KW’s tegning i februar 2008 og 2) lovede ikke at bringe samme eller tilsvarende tegninger igen, hvis de ville undgå retsforfølgelse. Se Sapphos beskrivelse her. Undskyldningen er altså et forlig, fordi Politiken nogenlunde opfylder Yamanis første krav, men ikke imødekommer hans andet krav.

Nummer 3:

Politiken skriver i sin erklæring, at de “anerkender og beklager”, at “vores genoptrykning (…) har krænket muslimer (…)”, ligesom de “undskylder over for alle, der er blevet krænket af vores beslutning om at genoptrykke Karikaturtegningen.”

JP skrev i deres undskyldning: “De (tegningerne, red.) var ikke i strid med dansk lovgivning, men har uafviseligt krænket mange muslimer, hvilket vi skal undskylde.” En sidebemærkning: Prøv selv at se nærmere på de to undskyldninger i deres fulde længde. Jeg synes, det er ret svært at se, at Politiken skulle være gået længere end JP.

Det var baggrunden, nu kommer vi til den hjemlige debat. Undskyldningen er blevet kritiseret på tværs af det politiske spektrum, og politikere, journalister og andre har tilsyneladende fuldstændig glemt JP’s undskyldning. Men de to undskyldninger kan dog ifølge ansvarshavende chefredaktør på JP, Jørn Mikkelsen, ikke sammenlignes.

Hans argument er, at JP i sin tid sagde undskyld “af egen drift” i modsætning til Politiken, der her fire år senere “er blevet intimideret ind i en aftale med trusler om en kæmpemæssig retssag.” Politiken siger altså undskyld under pres og sælger dermed ud af ytringsfriheden, mens JP sagde undskyld “af egen drift”. Hvad Mikkelsen mener med “egen drift” er uklart, ligesom det er svært at se, hvorfor det er bedre at sælge ud af ytringsfriheden, når man ikke er under pres, end når man er presset.

Jeg giver Jørn Mikkelsen helt ret i, at Politikens undskyldning selvfølgelig ikke bare kommer ud af det blå, men derimod kommer som en konsekvens af pres fra den saudiske advokat og hans klienter. Men at hævde, at JP ikke var under pres, da de 30. januar 2006 udsendte deres undskyldning, det er vist en tvivlsom påstand.

Den 30. januar 2006 var status: Fogh havde afvist at mødes med ambassadørerne, JP var blevet politianmeldt for overtrædelse af blasfemi- og racismeparagraffen, og religiøse ledere i Saudi-Arabien havde (d. 20. januar) opfordret til boykot af danske varer. Så når Mikkelsen siger, at JP dengang “af egen drift” fremkom med deres undskyldning, er det altså en sandhed med modifikationer. Vores politikere var altså under pres, vores erhvervsliv var under pres, og JP selv var blevet hevet i retten.

Derfor er det mærkeligt, at Mikkelsen ikke kan indse sit eget hykleri, når han i dag sammenligner Politikens undskyldning med Chamberlains appeasement-politik fra 1930′erne. Og det kan undre, at vores politikere er så kritiske over for Politiken, når de ikke kritiserede JP’s undskyldning i 2006.

Den seneste tid har budt på nogle interessante eksempler på en klassisk retorisk disciplin, som allerede blev gjort berømt af Sokrates – forsvarstalen.

Første eksempel faldt d. 19. februar hvor Tiger Woods måtte gå bodsgang foran de snurrende tv-kameraer for at håndtere den offentlige kritik af forskellige private sidespring og et vaklende, kriseramt ægteskab. Det andet dukkede frem søndag aften, hvor  jetsetdronningen, nu også banebrydende kendt som Rigmor Zobel, gav interview i 21 Søndag for at præsentere sin version af retssag og mediestorm.

Der er stor forskel på de scenarier, men de repræsenterer begge en stadig stigende tendens til at kendte personer er nødsaget til at håndtere private sager som offentlige anliggender og at eventuel kritik af privatlivet fordrer offentligt svar på tiltale. Tiger Woods situation afspejler den amerikanske tradition for soningsretorik og stærke emotionelle apeller. Desuden er Woods sidespring i et religiøst-moralsk Amerika også af en graverende karakter, som vækker en god portion offentlig indignation, hvor atonement – at tage skylden på sig og bede om tilgivelse, er måden hvorpå man typisk imødekommer mediernes kritiske interesse.

Zobels interview er ikke præget af samme anger. I stedet vælger hun som svar på dommen og de historier og beskyldninger, der har floreret i pressen at nuancere sit svar, så det rummer forklaringer på forskellige af de oplevelser hun har haft fra sagen så sit lys for nogle måneder siden. Hun kontrasterer det oprindelige tiltaleforhold med den endelige domsfældelse, hvilket nærmest får udfaldet til at se ud som frifindelse, idet hendes personlige omkostninger fremhæves og dermed giver hele affæren et meget uretfærdigt og disproportionelt skær i Zobels favør. At det journalistiske bid i interviewet måske lader noget tilbage at ønske er en pointe, som ikke skal vendes her. For Rigmor Zobels vedkommende bliver der rettet op den ensidige dækning og etableres en art status quo, som formentlig bringer sagen ind i mere smult vande på trods af en varslet injuriesag som følge af enkelte skarpe udfald mod Københavns Politi, som måske kan give enkelte efterdønninger.

Jeg vil gerne følge Rasmus ud af juleferien og ind i hverdagen her på Retorikbloggen. Fra mit amerikanske eksil har jeg selvsagt mulighed for at følge amerikansk politik helt tæt på, og det er underholdende, især når det kommer til negative campaigning.

Som det vil være nogen bekendt, er der en løbende udskiftning af medlemmer i Senatet, “overhuset” i kongressen, og til november skal der stemmes om 36 af de i alt 100 pladser. En af dem, der skal på valg, er den demokratiske senator Barbara Boxer fra Californien. Men før det bliver november, skal republikanerne lige have fundet ud af, hvem der skal have lov til at udfordre hende. Derfor er der nu startet en valgkamp mellem Chuck DeVore (pt medlem af den lovgivende forsamling i Californien), Al Ramirez (forretningsmand), Tom Campbell (tidligere medlem af Repræsentanternes Hus) og Carly Fiorina (tidligere CEO i Hewlett-Packard). Og sidstnævnte har med en 3,5 minut lang video i den grad sparket valgkampen i gang!

Videoen omtaler en såkaldt FCINO (Fiscal Conservative In Name Only, læst oversat ‘økonomisk republikaner kun ved navn’), hvilket er en videreudvikling af den mere kendte term RINO (Republican In Name Only). RINO har dog det lille tvist, at det rimer på næsehorn (hvis man altså udtaler det på amerikaaansk), mens FCINO bare er volapyk. Men ikke desto mindre er budskabet fra Fiorina klart: Tom Campbell er en republikaner, når det kommer til den økonomiske politik. Jeg var målløs, da jeg så videoen første gang, men anden gang er den særdeles underholdende. Se den her.

Rygtet vil vide, at negative kampagner er særdeles effektive, men det her, come on! Jeg nægter simpelthen at tro på, at nogen kan lade sig overbevise af en ulv i fåreklæder.

Julen har netop nu ramt klimaks…. En stor del af os sidder nu mætte i det blødere møblement og forsøger række gavebåndene ved siden af stolen til en mor eller en faster, der forsøger at holde orden på juletropperne. Inden dette forløsningsstadie på hele julemenageriet, tog vi selvfølgelig turen rundt om juletræet. Eller måske skulle jeg være mere nøjagtig og tilføje, at det var knap så stor en selvfølgelighed i år som tidligere. Blandt nogle af os i de yngre generationer anedes en vis tøven omkring denne tradition, som gerne betyder a capella sang istemt af samtlige mere eller mindre musikalsk talentfulde familiemedlemmer. Dette er i sig selv en smule frygtindgydende. Nuvel, en smule kakofonisk juletradition har man jo før overlevet, så vi tog hinanden i hænderne efter at have forliget os på et menneskeligt antal salmer og strofer.

Vi satte i med “Det kimer nu…” fulgt op af en anden klassiker, nemlig “Et barn er født i Bethlehem”. Vi havde kun én salmebog, hvilket voldte en anelse problemer i de yngre rækker, de ældre, opvokset i en præstegård, slap heldigere fra teksten. Nødvendigheden af at kalde de grundtvigianske gloser frem fra hukommelsen fremfor koncentreret at bladre i en julesalmepamflet levnede mig imidlertid plads til en anden overvejelse i mit baghoved, som gav anledning til et gennem salmen kontinuerligt smil på læben. Et smil, der bemærkedes af skarpsindige øjne blandt de grånende juletræsdansere og afstedkom en debat, som ender i dette indlæg. “Hvad er det egentlig for noget mekanisk volapyk, vi lirer af – forstår vi overhovedet, hvad vi synger”.

Det ene vers efter det andet med arkaismer fra 1800tallet klingede frem, men giver det overhovedet mening for de fleste danskere i snart 2010? Jeg ved, at indlægget allerede emmer anslag mod traditionen og gammelkendt debat om sproglig udvikling. Det er egentlig ikke mit ærinde at kræve julesalmerne skal give mening, og dybest set forstår vi jo nok, hvad de handler om,  men det er dog lidt pudsigt, at meget af det konkrete indhold i teksterne står lidt hen som mærkelige forhistoriske, faste vendinger. Jeg vil blot vise et udpluk pudsige vers fra “Et barn er født i Bethlehem” og så kan folk jo tyde dem over julefrokosten i morgen og eventuelt selv finde nye i julesangskatten….

thi glæder sig Jerusalem

En fattig jomfru sad i løn

Ham være pris til evig tid

for frelser bold og broder blid!

Da vorde engle vi som de

Glædelig jul og godt nytår.