Når nu valget i Guds forjættede land er vel overstået, og Obama stille og roligt finder ud af sin kabinetstruktur, kan medieapparatet se frem til endnu flere personer, der kan karakteriseres ved en række pudsige og underfundige historier og tilnavne. Den første, der blev taget fat i var selvfølgelig Rahm Emanuel, der allerede havde sit tilnavn ‘Rahmbo’ og tilknyttede narrativer, der bekræfter hans person. Han sendte angiveligt en rådden fisk til en reporter han var utilfreds med og hakkede en kniv i bordet under en middag for demokratiske ping’er, mens han ytrede dødstrusler mod Clintons fjender. Det er alt sammen noget, der giver farver (i en ellers så farveløs verden af meninger, statistikker og beslutninger, der ændrer verdenshistorien), og så er det egentlig lige meget om det er sandt eller relevant, bare det er beskrivende og fængende. Lidt ligesom ‘the West Wing’ – bare i virkeligheden…
Mit yndlingsøjeblik i forhold til Emanuel var dog, da Berlingeren valgte at karakterisere manden som en ‘Vejkriger’. Nu gætter jeg på, at det er oversat fra ‘street fighter’ eller noget i den retning, og derfor nok ikke rigtig har en ordentlig pendant på dansk (måske en gadekæmper eller en slagsbror eller noget), men er der et bedre og mere rammende billede end Rahmbo – med M16, patronbælter og hvislende projektiler om ørerne – der laver rullefald gennem ligusterhækkene i Virum? Mit umiddelbare svar er: ja.

Det kan dårligt være nogen hemmelighed, at de sidste otte års Bush-administration, har været ganske præget af en konstruktion og styring af virkeligheden. Fra Top Gun-scener på hangarskibe i den Persiske Golf til karikaturer af Gore og Kerry som chardonnay-drikkende, brie-spisende vatnisse-europæere, har den republikanske mediemaskine sørget for at fremstille tingene, som de gerne vil have det.
Men dette er mere end simpel framing. Den neokonservative retning, har siden sin oprettelse fordrejet og direkte løjet for at fremme sine egne mål. En del af den neokonservative doktrin er nemlig, at et land har behov for et stærkt fjendebillede for at kunne forblive stærkt, det være sig en ekstern fjende (som Bin Laden) eller en intern (som – ja – dybest set, en demokrat). Problemet opstår, når fjenden ikke er så umiddelbar, som man kunne håbe. Til det har de neokonservative fundet en fremragende løsning: man finder på en.
Gennem de seneste år, er virkeligheden blevet forvrænget så mange gange, at det kan være svært egentlig at finde ud af, hvad der er sket. Men hvis man ser på hele forløbet omkring Irak-krigen, Enron-skandaler, ulovmæssige udliciteringer i Irak og fokuseringen på terror, som roden til al død og ødelæggelse i verden, så er der ikke langt til den konklusion, at virkeligheden bliver fordrejet. Hertil kan man tilsætte en udtalelse, der tilskrives tidligere medieguru og personificeret ondskab Karl Rove: “(…) når vi handler, så skaber vi vores egen virkelighed. Og mens du studerer den virkelighed – empirisk – så handler vi igen og skaber en ny virkelighed (…)”, og så er man ikke langt fra at tænke, at der er et eller andet forfærdeligt galt.
Med Bush og Roves outro kunne man så håbe, at virkelighedsforvrængningen er ovre, men intet tyder – desværre – på det. I Sarah Palin har vi fundet endnu et eksempel på forvridning af sandheden. Republikanerne påstår, at Palin modsatte sig konstruktionen af en bro, mens journalister kunne afsløre, at hun stemte for forslaget. Republikanerne påstår, at Palin er fuldt kompetent i udenrigspolitisk regi, mens journalister måtte erkende, at hun ikke engang kender den siddende præsidents doktrin. Hun har selv sagt, at hun har stor indsigt i udenrigspolitik, fordi der er en ø i Alaska, hvorfra man kan se Rusland, mens alle normalt tænkende væsner kan se, at det vist er lidt af en tilsnigelse.
Så vidt Palin, det er jo alligevel ikke hende, der kommer til at sidde bag roret. Men McCain er ikke meget bedre. For nylig kom han af vanvare til at indikere, at Spanien ligger i Sydamerika, og er fjende af USA (når de i virkeligheden er NATO-allierede). I stedet for at erkende sin fejl, vælger han at insistere på at Spanien er et usympatisk land, denne gang ikke med udgangspunkt i geografi, men i det faktum, at landets siddende regering trak tropper tilbage fra Irak.
Dette himmelråbende idioti kunne være en enkelt smutter, men ønsket om at tilpasse virkeligheden til meninger og narrativer frem for omvendt skinner desværre igennem. I forbindelse med Spanien-fadæsen udtalte McCain senere: “Jeg er villig til at møde enhver leder, som er dedikeret til de samme principper og filosofi, som vi er i forhold til menneskerettigheder, demokrati og frihed, og jeg vil sætte mig op imod dem, som ikke er”. Med andre ord, vil McCain hellere navigere med ideologisk korrekte skyklapper end indgå i dialog med folk, han ikke kan lide. Det er en indstilling, der nok skal fungere i Nordkorea…
Jeg er ked af, at McCain nu øjensynligt blot er mere Bush. McCain var tidligere moderat, og valget mellem Obama og McCain virkede ikke skræmmende på mig. Desværre viser han, at han har samme indstilling til verden, som de sidste otte års administration. Måske er det denne indstilling, der gør at Obama stadig er muslim i store dele af sydstaterne, at det åbenbart er fedt med religiøs frihed kun for kristne, og at krigen mod terror stadig er topprioritet i en verden, der har mere presserende, lettere løselige og umiddelbare problemer.