Verdens vel nok mest kendt provinsleder, Arnold Schwarzenegger AKA the governator, lagde igår og i forgårs vejen forbi København for at give sit besyv med ved COP15.
I sit vanligt drævende og selvironiske tonefald indledte the climanator, som schwarzenegger noget uforståeligt er blevet omdøbt til lejligheden (for han skal vel ikke eliminere klimaet eller hva?), med en lille konventionel ros til værterne. Han påpegede spøgende, at københavns havn er så ren, at man kan bade i den, men at det nok trods alt ville være lidt koldt lige pt. Og gu er det da fjollet, men publikum åd det råt, og når alle andre bruger deres taletid på at græde eller proklamere jordens snarlige undergang, så tror jeg ikke, at en lille accentueret joke er helt af vejen.

Men Schwarzenegger var også i det lidt mere alvorlige hjørne, og havde tydeligvis en sag han gerne ville promovere ved COP15. The climanator snakkede passioneret for, at klimakampen skal kæmpes på græsrodsniveau, og at ændringerne ikke skal komme fra politikerne på COP15, men fra den enkelte borger. Her udnyttede Arnold det aspekt af sin ethos, som faktisk bliver anerkendt verden over, selv ved COP15 vil jeg mene, nemlig det med den personlige genneslagskraft. Hvad man så end måtte mene om bøffen fra Østrig, så er der det dog bemærkelsesværdigt at tage turen fra de østrigske alper over Hollywood og lige ind i guvernørkontoret i Californien. Og han taler faktisk godt, Arnold. Ikke flot, bevares, og accenten er unægteligt svær at se bort fra, men fremførelsen var både kraftfuld, velformuleret og velargumenteret.

Berlingske tidende kunne, forventeligt nok, slet ikke få armene ned efter Arnolds tale, og Politiken giver også ganske pæne ord med på vejen. Politiken kalder endda Arnolds forslag om at fokusere på individets og borgernes magt til at ændre verden for “modig”. Men er det nu det? Ganske vist er the climanator på mange måder personificeringen af handlekraft, men derfra og til at satse på, at verdens befolkninger løser problemerne udenom politikerne, er der altså langt. Og jeg har sgu også svært ved at se aktivisterne udenfor Bella Center og Arnold side om side på Rainbow Warrior i færd med at redde jordens klima. Arnold er big business, og vil løse problemerne vha. markedskræfterne eller forbrugeraktivisme. Sprøgsmålet er så bare, hvor klimabevægelsen og Arnold skal mødes for at udleve deres fælles drøm om en global klimabevægelse, der redder kloden. Personligt havde jeg gerne set at Arnold brugte sin betydelige karisma og gennemslagskraft til at terminate småligheder omkring forhandlingsbordet ved COP15 og redde dagen. Men ok han sagde jo godt nok “ill be back”…

Hvis det skulle have forbigået nogens opmærksomhed, så velsignede talkshowdronningen Oprah Winfrey vores socialdemokratiske paradis med et besøg tidligere på måneden. Hendes besøg skulle både tjene som en indirekte opfordring til at sende OL til Chicago, og var samtidigt et led i en større lykkeundersøgelse, som Oprah har gang i. Danskerne er som bekendt blevet udnævnt til verdens lykkeligste folk, og oprah var vild efter at opdage kilden til vores evige eufori. Oprahs uslukkelige tørst efter viden resulterede i et indslag i hendes talkshow, som kan ses her. På Politikens hjemmeside kan man læse, at hjemme i indslaget bliver præsenteret som et almindeligt dansk hjem. Jo tak, hvis jeg boede i to etager, med udsigtsspisestue og vue over hele bymidten, så ville det nok også give et nyk opad på mit personlige lykkeratingindex. Danmark er desuden fri for fattigdom og hjemløshed. Og så regner det med lagkage. Ej, det sidste punkt har jeg selv fundet på. Min pointe er blot, at Oprah forfalder til den samme brug af overdrivelse, som eksempelvis Michael Moore lider under. Amerikanerne har om nogen forstået at anvende hyperblens velsignelser, når de skal illusterere og overbevise, men når det tager overhånd, så går det altså kraftigt ud over afsenders ethos. Michael Moores ethos tog feks. nogle drøje hug i mine øjne, da han i filmen Sicko prøvede at sælge Frankrig og England som socialdemokratiske oaser, hvor alle har rigeligt, ingen begår kriminalitet, og mælk og honning flyder i gaderne. Det er da interessant at se sit land med andre øjne, men det ville da være meget mere interessant, hvis oprah havde format til også at kigge på de negative aspekter i stedet for at forfalde til den typiske amerikanske og jantelovsstridige jargon.

Idag fik jeg lyst til at afsøge markedet for retorikblogs dels for at se, om der overhovedet er noget marked og dels for at undersøge, om evt. konkurrenter holder et niveau, der kommer bare i nærheden af vores. Min indledningsvise googling af “rhetoric blog” bragte mig til bloggen “The Blogora”, der er skabt af The Rhetoric Society of America, og er hosted af retorikafdelingen på University of Texas. Nogle rimeligt heavy drenge med andre ord. Vingefanget er imponerende bredt, og det tager lidt tid at skabe sig et overblik over herlighederne.

De afgørende øjeblikke i dit liv
Jeg endte med af ofre min kostbare opmærksomhed på et indlæg om de afgørende øjeblikke i ens retoriske og politiske dannelse. Pivotal moments hedder indlægget, og skribenten beskæftiger sig med dilemmaet i retorisk skabt holdningsændring. Vi er jo i bund og grund vanskelige at overbevise, og opfylder meget sjældent de retoriske idealer om at lade os overbevise af det bedste argument. Langt oftere mener vi mere eller mindre det samme som vores forældre, omgangskreds og sociokulturelle fæller. Og selvom vi anerkender et velvalgt argument fra en politisk modstander, så er det sjældent, at det ryster os i vores overbevisnings grundvold. Skribenten går derefter videre til at prøve at definere de afgørende øjeblikke i hans liv, der rent faktisk bevirkede et reelt holdningsskift. Vietnam krigen udgjorde et relativt let definerbart øjeblik i hans liv, og det er jo ikke givet, at vi andre kan finde et tilsvarende klart og udpenslet øjeblik, der gjorde det for os. Men vi kan jo prøve. Det interessante ved øvelsen er både at undersøge, hvad der i virkeligheden overbeviser og se, om man kan uddrage nogen retorisk lektie heraf. Måske er der sågar nogen, der kan definere en retorik oplevelse, der grundlæggende ændrede deres overbevisning? Jeg har i hvert fald tænkt mig at gå i tænkeboks og prøve at identificerede de persuasive momenter i min tilværelse.

Obama er netop blevet tildelt nobels fredspris med begrundelsen, at han har givet verden håbet tilbage. Og det er da så vidt, jeg kan se også det eneste, han kan få den for. Han har ganske vist trukket de amerikanske tropper ud af Irak, men har samtidigt intensiveret indsatsen i Afghanistan. Det er altså næppe hans realpolitiske handlinger, der kan give anledning til prisuddelingen. Men hvordan har han så givet verden håbet tilbage? Ved hjælp af håbefuld retorik naturligvis! Han snakker dialog fremfor konflikt og enhed fremfor enegang, og får således verdens borgere til at råbe med på slogannet: “Yes we can”. Og han viser da gang på gang fine eksempler på inkluderende og samlende retorik ham Obama, men er det i sig selv nok til at vinde nobels fredspris? Er de lovende ord uden den efterfølgende handling i sig selv fredsskabende? De konsensusskabende ytringer skaber utvivlsomt grobund for forhandlinger over hele linien, men kan man sige, at de skaber fred, før forhandlingerne har ledt nogen vegne? Israel og Palæstine lader ikke ligefrem til at finde fælles fodslag, og hvad angår Iran, er der da bestemt også plads til forbedring. Svaret må findes i talehandlingernes domæne. Har Obama simpelthen udført en illokutionær talehandling hvori handlingen udføres idet den udtales? Sådan må det vel fungere når det, at tale om håb i sig selv gør, at der bliver mere håb i verden. Som retoriker burde jeg vel klappe i hænderne over, at det er lykkedes en regeringsleder at skabe så meget fred ved hjælp af retorik, at han bliver tildelt nobels fredspris. Men jeg kan nu ikke lade være med at studse over, at der ikke ligger flere reele fredsskabende initiativer og resultater til grund for dette års prisuddeling.

Netop som det kommende nummer af RetorikMagasinet er gået til tryk, ser jeg denne seneste obamapastiche, der må være den seneste i plakat-følgetonen om mr. President. I det kommende nummer af RM kan man bl.a. læse om DSU’s Europa Parlamentsvalgplakater, der lånte stil fra Shepard Fairey’s HOPE. Om DSU’erne eller andre politiske fraktioner lader sig inspirere af Obama med klovnemund og Cure-makeup må tiden vise. Men det er i hvert fald sjovt og uhyggeligt.