Obama er netop blevet tildelt nobels fredspris med begrundelsen, at han har givet verden håbet tilbage. Og det er da så vidt, jeg kan se også det eneste, han kan få den for. Han har ganske vist trukket de amerikanske tropper ud af Irak, men har samtidigt intensiveret indsatsen i Afghanistan. Det er altså næppe hans realpolitiske handlinger, der kan give anledning til prisuddelingen. Men hvordan har han så givet verden håbet tilbage? Ved hjælp af håbefuld retorik naturligvis! Han snakker dialog fremfor konflikt og enhed fremfor enegang, og får således verdens borgere til at råbe med på slogannet: “Yes we can”. Og han viser da gang på gang fine eksempler på inkluderende og samlende retorik ham Obama, men er det i sig selv nok til at vinde nobels fredspris? Er de lovende ord uden den efterfølgende handling i sig selv fredsskabende? De konsensusskabende ytringer skaber utvivlsomt grobund for forhandlinger over hele linien, men kan man sige, at de skaber fred, før forhandlingerne har ledt nogen vegne? Israel og Palæstine lader ikke ligefrem til at finde fælles fodslag, og hvad angår Iran, er der da bestemt også plads til forbedring. Svaret må findes i talehandlingernes domæne. Har Obama simpelthen udført en illokutionær talehandling hvori handlingen udføres idet den udtales? Sådan må det vel fungere når det, at tale om håb i sig selv gør, at der bliver mere håb i verden. Som retoriker burde jeg vel klappe i hænderne over, at det er lykkedes en regeringsleder at skabe så meget fred ved hjælp af retorik, at han bliver tildelt nobels fredspris. Men jeg kan nu ikke lade være med at studse over, at der ikke ligger flere reele fredsskabende initiativer og resultater til grund for dette års prisuddeling.

Dem af jer der har en smule interesse for fodboldens verden, vil vide, at Nicklas Bendtner, dansk fodbolds enfant terrible, endnu engang er blevet udsat for kritik af holdkammerater. Før i tiden kom Bendtner altid til at sige dumme ting der nedgjorde medspillere, trænere eller presse, og så fik han over trynen til stor morskab for det ganske fodboldland. Det var uoverlagt og arrogant, men det virkede meget ærligt. Nu har Bendtner tydeligvis ansat den spindoktor, som forsvaret har gået og ledt efter. Landsholdskollegaen Martin Jørgensen har netop hængt Bendtner ud for at være for egocentrisk: “Nicklas har meget svært ved at forstå, hvorfor reglerne gælder for os alle sammen. Jeg ved ikke, om det er fordi, Nicklas generelt har svært ved at indordne sig i et hierarki.” I gamle dage ville Nicklas Bendtner sandsynligvis have kaldt misundelse en grim ting, og skabt endnu mere furore, men i stedet svarer han: “Jeg er overbevist om, at Martin mener det på en god måde. Så jeg tager det ikke så tungt.” Hva faen? Tidligere angrebskollega i Arsenal, Adebayor, kritiserede ligeledes Bendtner for at være egoist, hvorefter Bendtner skynder sig ud, og roser Arsenal-kollektivets indsats. Hvad blev der af de uoverlagte udgydelser, spørger jeg bare? Det charmerende ved evigt selvglade og adrenalinpumpede sportsstjerner er da om noget deres evne til at lade hånt om takt og tone. De gamle landsholsdrenge fra 80erne havde lidt af det, og var ikke bange for at kalde en lortekamp en lortekamp, men den nye generation er i reglen kun i stand til at ytre sætninger som: “Bolden er rund.”, “I fodbold kan alt ske.” og “Der findes ikke dårlige modstandere i international fodbold.” Jeg håbede lidt at Bendtner skulle være manden der leverede de vildt vovede og let begavede kommentarer på det “nye” landshold, men jeg må nok kigge ned i rækkerne, hvis jeg skal finde en fodboldspiller, der ikke har fået presserådgiver på endnu.

I ugens bedste bud på et mediestunt har Politiken valgt at trykke hele manuskriptet til den tilsyneladende meget kontroversielle bog om de danske jægersoldaters operationer i Afghanistan – ‘Jæger – i krig med eliten’. En forresten skæg titel der let kunne tolkes lidt på. Forsvaret anklager både forfatter og Politiken for at bringe de danske soldaters liv og levned i fare, eftersom bogen afslører hvordan de danske spcialstyrker opererer, mens Politiken formaner forsvaret om, at man burde tænke lidt mere på at forsvare ytringsfriheden. Nu har jeg læst lidt på de udleverende passager, og jeg forestiller mig ikke, at det kommer synderligt bag på Taliban, at de danske soldater til tider forklæder sig for at udføre operationer. Men lad nu det ligge – måske er Taliban bare dummere, end jeg tror. Det jeg gerne vil kommentere på i denne sammenhæng, er de danske mediers nævenyttige insisteren på forsvaret af en ytringsfrihed, der efter min mening ikke lider den store overlast. I denne omgang af kulturpokerturneringen er det Politiken, der trækker ytringskortet, men det sjove er at ytringsfrihedsfanatikerne nr. uno fra Jyllandsposten nu har blandet sig i debatten, og anklager Politiken for at gå for langt i sit perfide forsvar for retten til at ytre sig. Jeg citerer:

“Men mon ikke man har været på udkig efter en sag, hvor man kunne puste sig op, løfte ytringsfrihedens fane og sole sig i storladen retorik om den absolutte uafhængighed af statslige myndigheder?”

Æh? Var der ikke for nylig en sag hvor Jyllandsposten selv viste sig imponerende villige til at gå i ringen for ytringsfriheden – uanset de samfunsmæssige konsekvenser? Jeg kan ikke lige komme på hvornår det var, men altså come on, der må da være grænser for dobbeltmoralen?

Netop som det kommende nummer af RetorikMagasinet er gået til tryk, ser jeg denne seneste obamapastiche, der må være den seneste i plakat-følgetonen om mr. President. I det kommende nummer af RM kan man bl.a. læse om DSU’s Europa Parlamentsvalgplakater, der lånte stil fra Shepard Fairey’s HOPE. Om DSU’erne eller andre politiske fraktioner lader sig inspirere af Obama med klovnemund og Cure-makeup må tiden vise. Men det er i hvert fald sjovt og uhyggeligt.

I morgen, onsdag, når quizshowet Sandhedens Time går i luften på TV3 præsenteres de danske tv seere for en hidtil uset grad af hæmningsløs ”selvudfoldelse”. Deltagerne svarer på spørgsmål om deres inderste hemmeligheder, og vinder, hvis de svarer sandfærdigt, flere og flere penge som afhøringen intensiveres. TV3 har selv tilstået, at programmet er det mest moralsk fleksible, som danskerne er blevet udsat for, mens jeg her blot vil påpege, at retorikken tilsyneladende også er tvivlsom. På reklamerne for Sandhedens Time kan man læse eksempelspørgsmålet: ”Ved din far at du ikke elsker ham?”. Det kan man da kalde et retorisk spørgsmål. Både bliver det vanskeligt at overbevise far om at han er elsket efter den formulering, og så er det jo dårligt quizmanship. Deltageren kan enten svare: ”ja, min far ved godt at jeg ikke elsker ham” eller ”nej, min far ved ikke at jeg ikke elsker ham” – i begge tilfælde graver deltageren sit moralske hul lige dybt og spændingen udebliver. Det moralske forfald kan man måske tilgive, men jeg synes at TV3 skal kigge deres spørgsmål igennem før de sender den slags retorisk makværk på TV.