Den seneste tid har budt på nogle interessante eksempler på en klassisk retorisk disciplin, som allerede blev gjort berømt af Sokrates – forsvarstalen.

Første eksempel faldt d. 19. februar hvor Tiger Woods måtte gå bodsgang foran de snurrende tv-kameraer for at håndtere den offentlige kritik af forskellige private sidespring og et vaklende, kriseramt ægteskab. Det andet dukkede frem søndag aften, hvor  jetsetdronningen, nu også banebrydende kendt som Rigmor Zobel, gav interview i 21 Søndag for at præsentere sin version af retssag og mediestorm.

Der er stor forskel på de scenarier, men de repræsenterer begge en stadig stigende tendens til at kendte personer er nødsaget til at håndtere private sager som offentlige anliggender og at eventuel kritik af privatlivet fordrer offentligt svar på tiltale. Tiger Woods situation afspejler den amerikanske tradition for soningsretorik og stærke emotionelle apeller. Desuden er Woods sidespring i et religiøst-moralsk Amerika også af en graverende karakter, som vækker en god portion offentlig indignation, hvor atonement – at tage skylden på sig og bede om tilgivelse, er måden hvorpå man typisk imødekommer mediernes kritiske interesse.

Zobels interview er ikke præget af samme anger. I stedet vælger hun som svar på dommen og de historier og beskyldninger, der har floreret i pressen at nuancere sit svar, så det rummer forklaringer på forskellige af de oplevelser hun har haft fra sagen så sit lys for nogle måneder siden. Hun kontrasterer det oprindelige tiltaleforhold med den endelige domsfældelse, hvilket nærmest får udfaldet til at se ud som frifindelse, idet hendes personlige omkostninger fremhæves og dermed giver hele affæren et meget uretfærdigt og disproportionelt skær i Zobels favør. At det journalistiske bid i interviewet måske lader noget tilbage at ønske er en pointe, som ikke skal vendes her. For Rigmor Zobels vedkommende bliver der rettet op den ensidige dækning og etableres en art status quo, som formentlig bringer sagen ind i mere smult vande på trods af en varslet injuriesag som følge af enkelte skarpe udfald mod Københavns Politi, som måske kan give enkelte efterdønninger.

Har du lagt mærke til at alle kreditkort udløber i 2012??? Ved du hvorfor Moleskin, det store kalenderfirma, ikke  har udarbejdet deres design til kalendre efter 2012?? Svaret er enkelt: Det er fordi jorden går under i 2012.  Det har mayaerne selv sagt. Og den er god nok, fordi nu har hollywood også filmatiseret det. Jeg snakker her om den nye blockbuster “2012″” der er i biograferne for tiden. Den er instrueret af Roland Emmerich, der har begået andre tænk-nu-hvis-det-skete-film som “The day after tomorrow” og “Godzilla”.  Filmen går i alt sin enkelthed ud på at jorden går under, og sympatiske John Cusack forsøger så at rede skindet i den proces. Men stop lige en halv! Filmen har den fængende undertitel “”How will 6 billion people survive the end of the world?” . Ja og hvordan vil de egentlig det? Der er lagt op til en spændende film. Allerede i traileren ser vi at jorden styrter fuldstændig sammen. Så jeg undrer mig lidt. Hvordan i alverden skal filmen udvikle sig, når jorden går under allerede i startscenen. Hvordan overlever søde John Cusack jordens undergang? Svaret burde være simpelt: Det gør han ikke. Det burde han ikke. Det er jo dommedag for hellevede!! Alle skal dø… Men svaret er ikke simpelt, og John Cusack overlever sikkert, og jeg ser altså selvmodsigelse på film!

Jeg må krybe til korset og tilstå, at min overskrift er sakset direkte fra Politikens kultursektion. Men jeg kunne simpelthen ikke komme på en bedre sætning til at eksemplificere det sproglige overskud, der præger en af de måske mest oversete journalistiske genrer, nemlig madanmeldelsen. Jeg går personligt kun på restaurant, når familien giver, og så bevæger vi os næsten med ganranti i de lavere gastronomiske luftlag, men fra tid til anden så tager jeg mig alligevel tiden til at læse madanmeldelsen i Euroman eller Politiken. Og jeg bliver lige forbløffet hver gang. Jeg ved ikke hvad madanmelderne får at spise, når de frekventerer landets gourmetrestauranter, men jeg vil gerne have opskriften. Anmeldelserne spænder fra det nærmest madpoetiske over det übersnobbede til det komplet uforståelige. Helle Brønnum Carlsen skriver eksempelvis i sin anmeldelse af Restaurant MR (som åbenbart er meget fin) at:

“Vinen til, en Köfererhof, Kerner Südtirol, 2008, kravlede lige ned til det valnøddeagtige i både svamp og nød.”

For en komplet ukyndig ølbæller som undertegnede er det helt sort, men meget spændende. Hun fortsætter:

“Hummeren taler sit stolte fede og søde sprog og understøttes af den friske hummersky med syren, der knytter an til løgtemaet og brydes af bitterheden i urterne. ”

Er jeg den eneste, der også godt kunne tænke mig at høre hummerens tale sit fede sprog? Det er da fantastisk, at mad på samme måde som et stykke kunst kan tale til os og med toner, det almindelige sprog slet ikke behersker. Adam Price er en anden anmelder, der kan nogle tricks med at kropsliggøre madsproget. I det følgende får han nærmest tæv af et godt glas rødvin:

“En uppercut af et glas rødvin. Man bliver tavs og taknemmelig på en nærmest svedig måde. Blommer, solbær, lakrids og bøllebank til alt, hvad der stiller sig i vejen.”

Til tider er det naturligvis også bare min uvidenhed, der stiller urimelige krav til madanmelderne. Det følgende stykke er sandsynligvis helt igennem klart for den madkyndige:

“Derpå køkkenets egentlige appetizere: et lille stykke sprødristet fisk på en flot escabeche (syltet rød peber og løg-relish) og et lille stegt frølår provençale. Stor smag fra start af. Dukkeportioner og alt smukt og veltilberedt.”

Man kan mene hvad man vil om anmeldelsernes overprætentiøse stil, men der er sgu da noget sproglig saft og kraft i det her. Jeg kommer i hvert fald til at krydre min avislæsning med den lejlighedsvise madanmeldelse, og håber at have lokket et par af jer med på vognen?

For en inkarneret fodboldnørd som mig er det udpræget interessant at følge ikke bare spillet med den lille læderkugle, men i lige så høj grad debatten omkring den. For behøver al snak om fodbold at være præget af luftige ligegyldigheder, eller er der spillerum til at levere en dækning, der også tiltaler den lidt mere videbegærlige del af fodboldbefolkningen? Noget kunne tyde på, at det sidste er tilfældet. Selveste Politiken, der jo aldrig har været bange for at fremstå elitær, bringer idag en anmeldelse af de danske fodboldprogrammer, og slår fast, at der rent faktisk er noget at komme efter.

TV3 står for den dybdegånde dækning…
Lidt overraskende slås det også fast at TV3 står for den ambitiøse del af dækningen, hvorimod DR og TV2 ikke kan mande sig op til meget andet end “bolden er rund” og “måden at komme ud af en krise er at vinde nogle kampe”. Det efterhånden legendariske kommentatorhold Werge og Frimann krediteres for TV3′s ambitiøse linie og for at give fodboldjournalistik den troværdighed og seriøsitet som man eller skal lede længe efter. Som det også fremgik af et større portræt i Euroman, så har vi at gøre med to mennesker, der på trods af deres forskelligheder lever og ånder fodbold. Og gerne vil formidle de mere komplekse aspekter af sporten. Med Frimann og Werge i front interviewes spillere, trænere og ejere kritisk og grundigt, og får også mulighed for at udtale sig om andet end hvordan “det føles at vinde” eller egen præstation. Og det kan jo synes irrelevant, at fodboldjournalistikkens niveau er for opadgående, men man skal bare huske på, at fodbold efterhånden er blevet den kulturelle begivenhed, der kan samle befolkningen på tværs af segmenter og tilhørsforhold. Det er sgu da interessant, at det eneste intellektuelle og dybdegående element på TV3′s sendeflade skal findes i fodboldens verden og at det samtidigt nedprioriteres på public service kanalerne. Det er let at afskrive fodboldens verden før kampen er fløjtet igang, men når det nu er her, en stor del af befolkningen henter deres kulturelle stimulans, så er det vel ikke helt tåbeligt at kigge på niveauet i debatten og dækningen? Fodbold har nemlig noget at sige om verden, og så snart jeg har læst “Hvordan fodbold forklarer verden” af Franklin Foer, skal jeg nok komme emnet nærmere.

Med Rammsteins nye album “Liebe ist für alle da” på fuld knald i høretelefonerne, vil jeg nu tage livtag med de tyske metalmestres betonretorik. Rammstein har alle dage været kontroversielle, og spiller i både æstetisk, sprogligt og musikalsk udtryk på elementer fra facismen såvel som alskens grænseoverskridende subkulturer. Læder, lak, porno, vold og marchmusik blandes skamløst med pompøse strygere, stille ballader og obskure budskaber. Og som lytter står man som regel enten stærkt fascineret, eller fortørnet tilbage. Kun de færreste er upåvirkede. Rammsteins insisteren på at blande kontroversielle emner med tung metal og techno, har ofte medført anklager om populisme og leflen for den laveste fællesnævner og specielt det seneste singleudspil “Pussy” der synges primært på engelsk, og får følgeskab af en ponografisk musikvideo, kunne nok give bange anelser i den retning. Men budskabet handler jo om sexturisme, og der er bestemt ingen forherligelse at spore. Der leges med det forbudte, men samtidigt sættes der fokus på det groteske i fascinationen og forherligelsen af porno. Og hvis der er nogen der bliver opstemt af videoen, og er det lige præcis dem teksten peger tilbage på. Erik Jensen fra Politiken påpeger i sin, iøvrigt lunkne, anmeldelse den eminente dobbelttydighed i Rammsteins tekster, og kalder Rammsteins fokus på det på en gang populære og afskyelige: “tolkninger af tiden i en enorm ramme.”

Sangen om Fritzl
Naturligvis, fristes man næsten til at sige, er det også Rammstein, der laver den første sang om Fritzl det østrigske monster. Her går grænsen forståeligt nok for mange, men sangens groteske uhygge fungerer formidabelt som det også påpeges i Jyllands Postens anmeldelse . Johnny Harboe peger på Rammsteins evne til at lave mærkværdig poesi af det totalt uhyrlige, og skriver ganske rigtigt: “En tekstlinie som ”Und bist du manchmal auch allein / Ich pflanze dir ein Schwesterlein“ opsummerer lynhurtigt uhyggen.”

Der er altså MEGET blandede meninger om Rammstein og deres musik, men jeg mener personligt, at bandet leverer noget af de mest interessante retoriske indslag på den musikalske scene. Jeg har endvidere på fornemmelsen, at mange af modstanderne primært har kig på æstetikken og sjældent hører, eller som det sikkert er tilfældet i Danmark, er i stand til at forstå indholdet i teksterne. For rent retorisk kører det altså for Rammstein.