Det er ikke nogen nem sag at skulle udtale sig oven på en soldats død i Afghanistan. Og det lader til, at det faktisk er så svært, at Forsvaret har sat sig for at sætte udtalelserne i system.

I går døde en 23-årig soldat af sine kvæstelser, efter at være blevet ramt af en sprængladning, og sidste onsdag, for kun en uge siden, døde en anden soldat på Rigshospitalet af de kvæstelser, han pådrog sig d. 31. oktober i Afghanistan.

Hvis man kigger nærmere på pressemeddelelserne på forsvaret.dk om de to soldaters død, vil man se, at de er foruroligende(!) ens.

I pressemeddelelsen fra d. 18. november står der:

“Forsvarschef general Knud Bartels siger i forbindelse med soldatens død:

Det er med stor sorg, at jeg modtog beskeden om at konstabel Rune Westy Zacharias Nielsen er død (…)”

I pressemeddelsen fra d. 25. november står der:

“Forsvarschef general Knud Bartels siger i forbindelse med soldatens død:

Det er med stor sorg, at jeg her til morgen modtog meldingen om, at en soldat er blevet dræbt (…)”

Efter den indledende konstatering af “Det er med stor sorg”, følger i begge pressemeddelser et afsnit om de pårørendes sorg og Forsvarets efterfølgende forpligtelser over for dem.

Fra d. 18. november:

“For Runes familie og pårørende må den sidste tid have været ubærlig, og tiden fremover vil altid være præget af deres tab. I forsvaret vil vi gøre vores yderste for at støtte familien og de øvrige pårørende i denne svære stund.”

Og fra d. 25. november:

“Ingen ord kan mildne det tab, som soldatens familie og kære oplever nu. Deres liv vil aldrig blive det samme igen. Vi vil i forsvaret gøre alt, hvad der er muligt for at hjælpe og støtte familien i den svære proces, der nu følger for dem.”

Og længere nede fortsætter de meget ensklingende formuleringer:

“Tabet af Rune er en smertelig erindring om (…)”

“Tabet af en soldat er også smerteligt for os alle i forsvaret (…)”

Det er selvfølgelig svært at opfinde den dybe tallerken, hver gang der er et nyt dødsfald, især når de kommer så tæt efter hinanden, som tilfældet desværre er for tiden. Og selvfølgelig har man lyst til at sige mange af de samme ting hver gang: Det er et stort tab, tankerne går til de efterladte, men vi må kæmpe videre.

Men det undskylder ikke, at Forsvaret ikke kan tage sig sammen og lave nogle pressemeddelser, der bare virker en anelse mere oprigtige!

For nylig fik Gordon Brown læsterlige klø for at sende et kondolencebrev fyldt med stavefejl til en afdød soldats mor. Men hvis det – Gud forbyde det! – en dag skulle være mit barn, der skulle omtales efter sådan en hændelse, ville  jeg til hver en tid foretrække, at det skete på en fejlbehæftet, oprigtig måde frem for de skabelonløsninger, som det danske forsvar åbenbart opererer med.

Forleden aften så jeg på TV3 et afsnit af serien Hells Kitchen. Et program der, kort fortalt, handler om en masse kokke der konkurrerer om at være den bedste til at lave mad. Undervejs gør stjernekok og mediedarling Gordon Ramsay helvede hedt for de deltagende, gennem alle mulige slags udfordringer og en hel masse skideballer.

Og hvad har så det med retorik at gøre? Jo, normalt vil en sober og respektfuld omgangstone altid være det bedste valg når man ønsker at kommunikere andre mennesker et budskab. Men åbenbart ikke i resturationsverdenen. De deltagende i Hells Kitchen bliver nemlig oplært og belønnet for at råber, bande og tilsvinde deres medhjælpere og kokkekollegaer, hvis bøffen er for rød eller tempoet for langsomt. Gad vidst om omgangstonen i den virkelige kokkeverden er lige så rå og om man bliver belønnet for at svine folk til. Et underligt ideal for kommunikationen i så fald.

I 1989 døde Graham Chapman. Det er en ominøs begyndelse til at blog-indlæg, men ikke desto mindre er det af allerstørste vigtighed. For når man er død, skal man have en begravelse (eller noget lignende). Og til sådan en event vil der ofte være en mindeestale (en eulogi i fagsproget). Nåja, nu begynder det at spidse sig til, men først noget baggrundshistorie.
Chapman var medlem af den britiske komikergruppe Monty Pythons (hvis du ikke allerede skulle være bekendt med dem, anbefaler jeg at du bliver det hurtigst muligt). Pythons’ne virkede i England med deres blanding af kulsort humor (folk der slår hinanden med fisk mens de danser) og bidende samfundskritik (for eksempel en sketch om et quiz-show for kommunister hvor studieværten konstant udspørger dem om fodbold frem for at spørge dem om noget de rent faktisk ved noget om). De har også lavet eminente film som Life of Brian og The Meaning og Life. Som en lille sidebemærkning kan det siges at jeg tror pythonianernes humor har været stærkt influerende på Casper og Mandrilaftalen – bare for at få den danske reference ind i billedet.
Tilbage til historien. Chapman var som nævnt en af de seks komikere. Han var notorisk kendt som en af de drivende kræfter i gruppen, og ifølge de andre medlemmer af gruppen ville han altid tage sketches et skridt videre. Monty Pythons var opløst ved hans død, men ikke desto mindre kom det naturligvis som et chok for resten af gruppen der samledes til han begravelse. Ved den lejlighed holdt John Cleese (et af de andre medlemmer) en mindetale for den afdøde Chapman. Jeg vil ikke afsløre hvad indholdet er, men blot nøjes med at linke til en faktisk optagelse af talen. Så kan I selv se hvad jeg mener med min overskrift.

Dog vil jeg sige at de referencer der er i begyndelsen af talen, er til en sketch skrevet af Chapman/Cleese.