Kommunalvalgkampen har lagt sin klamme hånd på hovedstaden, og i særdeleshed socialdemokraterne er ikke bange for at “slå i bordet” og kræve “respekt!”. Frank Jensen kræver eksempelvis respekt til højre og venstre. Respekt for Købehavn og respekt for Frank selv. For det første har jeg det lidt tungt med den kække ungdommelige tone, og det med at kræve R-E-S-P-E-C-T for sig selv og være top skarp og Aretha Franklin funky passer sgu ligesom bare ikke rigtig til Frank Jensen. Ja ja, du ser stadigvæk ud som en teenager med solid skægvækst, men Frank, du er altså ikke 19, og det er IKKE befordrende for ethos at lade som om. Personligt synes jeg, at Frank Jensen er en dygtig politiker, der i reglen har god indsigt i de vigtige emner, og styr på sine sager, men “mindre fuck-dig-attitude og mere fællesskab” lugter altså lidt for grimt af børnelokkeri for min smag. Jeg forstår sådan set godt at man har lyst til at trække lidt på de kreative DSU kræfter, når man skal lave en frisk kampagne, men så skal det jo være sjovt, som vi også påpegede i sidste nummer af magasinet. Ikke bare smart.

Se hvad de er Frank gerne vil have respekt for, og om han har fortjent den på kampagnesiden.

I et af Amagers mere triste distrikter cyklede jeg i går forbi en stor annonce fra fagforeningen 3F. Sloganet på plakaten lød: ”Østarbejderne kommer af sig selv, det gør din overenskomst ikke. ” Annoncen slog mig på daværende tidspunkt som en anelse grov, og det indtryk har ikke fortaget sig endnu.

Jeg tror ikke, intentionen nødvendigvis har været at sige noget dårligt om arbejdere fra østeuropæiske lande, hvilket jeg tolker som meningen med det dejligt brede og lettere generaliserende udtryk ‘østarbejdere’. Eller er arbejdere fra Bornholm også med i kategorien?
Ikke desto mindre synes jeg, annoncen rummer nogle konnotationer, der skaber et lidt unuanceret billede af situationen.

Blandt andet fordi udsagnet om, at østarbejderne kommer af sig selv, i mine ører giver indtryk af en eller anden form for manglende menneskelighed hos selvsamme østarbejdere. Det lyder lidt som om, de heller ikke selv har nogen egentlig vilje eller indflydelse på situationen, men bare må konstatere, at de uforvarende er på vej til Danmark for at forstyrre Hr. og Fru Hakkebøf midt i maden. At østarbejdere blindt strømmer til Danmark, er med andre ord nærmest uden for alles kontrol som en art naturfænomen.

For lige at give generaliseringen en ekstra én på hatten er annoncens illustration en baby med et stort Stalin-overskæg.
Det kan selvfølgelig være jeg overfortolker en anelse (en risiko, jeg lever med dagligt). Men jeg ville nu ikke blive særligt glad for at blive omtalt sådan, hvis jeg var.. ahemm.. østarbejder.

Sidste nyt fra den amerikanske t-shirt og skiltefront:

FØRST T-SHIRTS

Til fede damer, gerne negermamas.
Inside me is this really thin girl trying to get out.
I can usually shut the bitch up with chocolate

Variation til kristne fede
I have a body like a God
Unfortunately it’s Buddha

Til øvrige kristne
Jesus loves you
The rest of us think you’re an asshole

SKILTE

Hvis vi bliver i lamt merchandise-terminologien er her fx et skilt, man kunne få meget ud af, at sætte bag på et par boxershorts.

Apropos meget og ulækker mad: Ja, det er smør, der er ovenpå vaflen.

Jeg har aldrig forstået det der med, at man skal spise op, fordi mennesker sulter i Afrika, men den her giver mening på et højere plan.

Næsten umuligt at se teksten, men vi har bagsiden af en megatruck med det feuderale amerikas flag (I ved, dem, der helst ikke lige ville af med deres slaver) og teksten: If you don’t like my flag you can kiss my rebel ass. Nej tak.

Af andre skilte, der ikke lige blev foreviget, kan nævnes:

Sikkerhedsselepådutning
-Buckle up – it’s the law!

En variant af samme, der skal forestille at rime
Click it or ticket

Rimer trods alt mere end det her ulære slogan for en baconator-burger og en milkshake
Shakin’ and bacon

Netop hjemvendt fra USA’s sydstater bliver jeg lidt emotionel, når jeg går i supermarkedet. Det er bare ikke det samme.

I Netto kigger kassemanden nogle gange op, og hvis jeg er heldig, siger han hej. Jeg havde lige vænnet mig til at blive hilst med “how y’all doing?” Jo tak, vi havde det som regel fint, vi var jo på ferie. Så blev jeg kaldt ma’m eller honey eller baby, mens jeg betalte, og i stedet for, at den sidste bemærkning altid er “på beløbet?”, blev afskedssalutten “Have a good one. Y’all come back to us now.”

Jeg vil ikke bare have mælk og kirsebær. Jeg vil elskes i mit supermarked. Jeg vil have nogen, der siger “your satisfaction is our policy”. Suk, jeg må til at tjene nogle penge, så jeg kan komme i Irma. De ved da, at “det mindste man kan gøre sig er umage”.

For noget tid siden var der et margarineprodukt, der reklamerede under et slogan, der lød nogenlunde sådan: “nedsæt dit kolestorol”. Jeg vil ikke dykke så meget ned i det faktum, at de påstod, at nedsættelsen af kolestorol var en direkte effekt af at spise margarinen (det har nok mere været fordi man ikke indtog andet kolestorolholdigt fedtstof), men blot påpege, at de valgte at bruge en graf i reklamen. Grafen var en tyk rød pil, der viste en dalende kurve. Jeg var meget imponeret, også selvom der ikke var nogen indikation over, hvad kurven dækkede over, hvad de forskellige akser var, og så videre.
Men de nyere reklamer er blevet endnu mere raffinerede. Netop nu er der blevet lanceret et vaskemiddel med intelligente enzymer! Når man har podet intelligens ned i en encellet organisme, så synes jeg ærligt talt, at man bør fokusere på andet end vaskemiddel. Derudover kører der for tiden en reklame for en ansigtscreme, der indeholder sjældne mineraler. I samme sekund, disse mineraler bliver vist, fremtoner en række bogstavgrupperinger. Der er vist nok seks, men jeg bed især mærke i tre af dem: Fe, Si og Mg. Dette er betegnelsen for de tre grundstoffer jern, silicium og magnesium. For det første er jeg ikke sikker på, at de overhovedet kan betegnes som mineraler, men sjældne, det ved jeg de ikke er. Jern er det mest almindelige grundstof på jorden, Silicium udvindes hovedsageligt fra sand (hvilket der er ret meget af) og magnesium bruges blandt andet i fyrværkeri.
Mine spørgsmål er mangfoldige og fyldt til bristepunktet med fortvivlelse: er det nok, bare at nævne noget “videnskabeligt” for at give et logosskin? Overalt ser vi, hvordan reklamer bruger pseudovidenskabelige argumenter, tal, grafer og procentangivelser, der virker, som om det er hentet ud af den blå luft. Hvordan måler man procentuelt, hvor meget håret skinner i forhold til ved brugen af andre shampooer, eller hvor meget huden strammes op ved brugen af netop denne creme? Kan det virkelig være rigtigt, at vi som forbrugere ikke er sværere at narre?