Jeg er lige blevet gjort opmærksom på powerpointverdenens YouTube: SlideShare. Der ligger ikke så frygteligt meget på dansk endnu, men det kunne der jo komme til. I hvert fald er det et fint sted at hente inspiration, hvis man skal holde kursus, og så kan man jo bruge det som sjovt tidsfordriv ligesom YouTube. Her er fx én af den slags med sjove børn, som folk i kontorlandskaber aldrig er sene til at sende rundt.

PS: Hvis man mangler sjove ting at sende rundt på kontoret, kan jeg også anbefale kontorspillet på Blogbogstaver. Er selv stor fan af den med playmobilfigurerne.

Jeg faldt lige over en interessant titel, der har fået nyvunden aktualitet: “Presidential Love-letters” dækker ikke overraskende over en samling af amerikanske præsidenters kærestebreve til deres respektive elskede. Denne bog beskriver Reagans intime kærlighedserklæringer til Nancy, JFK’s forhold til Jackie og flere præsidenters forhold til det at være elskere såvel som præsident og -frue. Det lyder umiddelbart lettere åndssvagt at beskæftige sig med, når nu man er vant til den europæiske persondistancering indenfor politik, men i Guds eget land er det ikke noget, man kimser af!
Således er en af de store historier, ifht. Obamas præsidentkandidatur, hvordan han og konen ‘fistbumpede’ (= når to personer slår deres knyttede næver sammen, som tegn på hengivenhed og/eller respekt) efter hans endelige sejrserklæring. Herefter kvitterede Barrack yderligere med at give Michelle et lille klap i nummeren, da hun skulle af scenen. Normalt kunne man regne med, at de puritanske amerikanerne ville gå i spåner over den blotlæggelse af seksualitet, som numser jo repræsenterer, men overraskende nok, er fistbumpet, det der er blevet lagt mest mærke til.
Som New Yorker Magazine siger det: ikke alene fortæller det os, at de er lidt hippe; det fortæller os samtidig, at de virkelig elsker hinanden og formentlig stadig dyrker sex. Jeg er ikke helt sikker på, hvordan sammenstødet af to næver er en seksuel reference, men en ting er sikkert: Det viser os to normale mennesker, der har små indforståetheder med hinanden, og ikke er bange for at vise det. På den måde får Obama boostet sig selv: han er menneskelig (i modsætning til eksempelvis Gores utroligt akavede spidsmundskys med Tipper). Og denne lille, tilsyneladende uskyldige og meningsløse handling, viste sig at være en af de ting seere og publikum til talen havde bidt sig fast i.
På samme måde som Reagan og Nancy blev kendt for at holde i hånd ved enhver given lejlighed, vil Michelle og Barracks fistbump gå over i historien. Vi får et menneske ved roret, der både kan være kærlig og intelligent, hvor GW eksempelvis solgte ud på intelligensfronten for at kunne promovere sig selv som et følsomt menneske.
Reaktionerne på Obamas street handlinger udeblev dog heller ikke. Som Chris Williamson fra MSNBC sagde med reference til John og Jackie: “Det er Camelot om igen”.

Mads beskrev i indlægget “Etniske minoriteter og frisk luft”, hvor meget der kan ligge i det usagte – og blev selv et eksempel med stavningen af Vollsmose/Voldsmose. På samme måde ligger der en skjult vinkling i de billeder, man bruger til forskellige nyheder. Denne gang handler det ikke om etniske minoriteter, men om silikonebryster.

En god ven gjorde mig opmærksom på en artikel på dr.dk, der handler om, hvorvidt silikonebryster eksploderer, når en afdød skal kremeres – et alvorligt problem for krematorieejere og en potentielt ubehagelig oplevelse for pårørende til fx kvinder med brystkræft, der har fået silikoneimplantater. Sådan bliver nyheden bare ikke fremstillet. Enkelte steder er der billeder af selve implantatet, men på fx dr.dk har vi overskriften “Ingen fare for eksplosive silikonebryster” efterfulgt af dette billede:

Overskrift og billede giver tilsammen en sensationsnyhed, som nemt ender på mest læst-listen. Det er en vinkling af historien, der spiller på sex og sensation, selv om kernen i historien er så dystert som døden og for nogle kan være forbundet med stort ubehag. Jeg mener, silikonehistorien er et eksempel på den balletdanserline nyhedsjournalister må balance knivskarpt på hver eneste dag: balancen mellem det, læserne vil have, og den ansvarlige formidling, der måske ikke altid har sex, sensation og skuddrama som nøgleord. Her mener jeg, balancen er tippet.