For noget tid siden sad jeg og så TV-Avisen, og blev – som jeg altid gør, når jeg ser nyhedsformidling – lettere påpasselig med at tage deres informationer for gode varer. TV-Avisen er et medie, der bryster sig af at være en sober og objektiv nyhedsformidler, men som alle andre søger de naturligvis at give deres argumenter vægt.

Det konkrete indslag, jeg studsede over, kan jeg faktisk ikke huske emnet for, men der blev brugt en illustration af nogle procentsatser. Denne illustration skulle vise en stigning fra 12% til 42%. Først blev en lille blok markeret som de 12%, hvorefter der lægges oveni, så det udgør 42%. Problemet er, at hele søjlen tilsammen nu udgør 100% af skærmens højde. Altså ser de 42% væsentligt mere dramatiske ud, end de ellers ville have gjort, selvom en 30 procents stigning i de fleste tilfælde er en bemærkelsesværdig stigning. Og dette kan være problematisk, hvis man ikke er fuldt ud opmærksom på, hvad man laver.

Der er et problem indlejret i brugen af visuel argumentation, som udmærket illustreres af et eksempel fra Darrell Huffs bog “How to lie with statistics”, hvor et kapitel handler om visualisering af data.
Hvis man eksempelvis skal illustrere en lønstigning, kan man gøre det med to poser penge. Hvis den ene pose penge skal være dobbelt så stor som den anden, så gør man den dobbelt så høj. Det lyder umiddelbart fint, men eftersom man vil skævvride illustrationen ved kun at fordoble højden, så fordobler man også bredden, så posen bevarer samme proportioner.
Det ser pænere ud, men betyder til gengæld, at der nu er fire gange så meget i den ene pose som i den anden pose. Hvis man så antager, fortsætter Huff, at mennesket opfatter ting i tre dimensioner, så bliver den ene pose penge pludselig otte gange så stor som den anden.
Det medfølgende tal er stadig kun dobbelt så stort, men indtrykket af forholdet er noget helt andet. I bedste fald har illustratoren bare ikke tænkt sig om, i værste fald forsøger han at forvanske data. Og dette er et problem, der går igen i visuel argumentation generelt.

Den visuelle argumentation bliver opfattet mere umiddelbart end den mundtlige og skriftlige, fordi vi er vant til at stille os kritisk overfor sproget. Men når vi argumenterer visuelt, så er der fare for, at man – selv med de bedste intentioner – giver folk et andet indtryk, end man havde regnet med. Og hvis man er klar over dette, så er der fare for, at man – selv med de værste intentioner – ikke bliver opdaget, når man snyder på vægtskålen. Så hav øjnene med jer, men lad nu være at stole for meget på dem.

Det rummer mange muligheder at bruge billeder i en argumentation. De kan skabe variation og peppe en måske lidt kedelig tekst op, de kan fungere som blikfang, men vigtigst af alt, så er billeder langt mere åbne for fortolkning end tekst. Og det er interessant, for det betyder, at man i sin argumentation kan spekulere i at bruge billeder, der rummer fortolkningsmuligheder, der er langt mere vidtgående, end det man tør sige højt eller skrive ned. For hvis nogen med henvisning til et billede indvender, at “det kan man ikke sige”, eller “sådan hænger tingene altså ikke sammen”, kan man jo altid bare påpege, at det er noget, de selv læser ind i billedet.

Jeg tror såmænd ikke, at den journalist på DR, der har skrevet dagens historie om den famøse jetset-kvinde (eller jetset-dronning, om man vil), har spekuleret i noget som helst. Men det billede, der er valgt til at illustrere teksten med, rummer fortolkningsmuligheder, der er langt ude over, hvad der er belæg for i artiklen.

Sagen drejer sig om en kvinde, der er sigtet for at videredistribuere “ikke under 140 gram kokain”. Jeg skal ikke forsvare narkohandel eller betvivle, at 140 gram nok er lidt mere end til eget jetset-forbrug, men jeg vil alligevel godt knytte en kommentar til billedet, som jeg ikke helt mener yder jetset-kvinden retfærdighed. For det drejer sig som sagt om 140 gram, men man har valgt et billede, hvor en mand i stribet skjorte rækker en klump kokain på størrelse med en mursten frem mod kameraet. Og mit bedste bud er, at der er væsentligt mere end 140 gram i den klump. Faktisk fik jeg ved synet af klumpen mindelser om de columbianske narkosmuglere i Hollywood-film, der sejler eller flyver gigantiske mængder kokain til US. Og den sammenligning synes jeg trods alt ikke er rimelig over for jetset-kvinden.

Men ok, måske er det bare mig, der læser noget ind i billedet, som ikke er der?

Som tidligere omtalt gør jeg et stort nummer ud af at betragte de københavnske reklamesøjler på min vej gennem byen. Igår da jeg passerede hovedbanegården, lagde jeg mærke til en reklame for Elite Købmanden. Reklamen er rimeligt ordinær, og tilbyder som regel 3 flasker y for x kr. denne uge. Ikke noget voldsomt opsigtsvækkende der. Det der dog er lidt interessant, er at tilbuddet konsekvent fremføres visuelt af en dansker af anden etnisk oprindelse (hvorvidt dette udtryk er det mest politisk korrekte og mest meningsfulde, er materiale til et blogindlæg for sig). Personen på billedet gør en enten inviterende eller tilbydende gestus, og har Elite t-shirt og kasket på. Modellen skifter fra reklame til reklame, men etnisiteten, som jeg vurderer til at være mellemøstlig, er konstant. Altså ingen blege, sorte eller gule modeller.

Det er jo vanlig praksis i USA at promovere sig på det smukke samspil mellem en sort, en hvid, en gul og en brun, når man skal reklamere eller fremvise identitet. Forsiden på de foldere jeg har modtaget fra amerikanske universiteter prydes konsekvent af modeller af alle farver, og der bliver slået højt på tromme for at fastslå, at alle nationaliteter er velkomne. Den visuelle multietnicitet bliver altså garant for tolerancen og den politiske korrekthed. Derfor tror jeg ikke umiddelbart Elite modellerne er udvalgt for at signalere politisk korrekthed. Men hvad er de så et udtryk for? Nydanskernes voksende selvbevidsthed og evne til at promovere denne? Altså evnen til at sætte fokus på egne evner og betydning i det danske samfund og skille sig ud i et positivt lys. Jeg må indrømme at jeg uværgeligt kom til at tænke på, om man ikke fastlåser en gruppe i en “købmands/kioskidentitet”, når man vælger at fremstille et segment på den måde. Det er selvfølgelig også muligt at der ikke er gået større overvejelser ind i udvælgelsen af modellerne, og man simpelthen har valgt at afspejle virkeligheden ved at vælge faktiske købmandsejere.

Jeg vil meget gerne høre, hvad I mener om sagen. Overfortolker jeg fuldstændig, eller har jeg spottet en ny trend?

Netop som det kommende nummer af RetorikMagasinet er gået til tryk, ser jeg denne seneste obamapastiche, der må være den seneste i plakat-følgetonen om mr. President. I det kommende nummer af RM kan man bl.a. læse om DSU’s Europa Parlamentsvalgplakater, der lånte stil fra Shepard Fairey’s HOPE. Om DSU’erne eller andre politiske fraktioner lader sig inspirere af Obama med klovnemund og Cure-makeup må tiden vise. Men det er i hvert fald sjovt og uhyggeligt.

I denne uge er medierne i høj grad kommet op på dupperne, da en sag, der åbenlyst vækker befolkningens interesse, præsenterede sig selv. Sagen foregår i St. Pöllten i Østrig og omhandler Josef Fritzl og en række af de vel nok mest frastødende handlinger, man kan forestille sig. Vi kan hurtigt blive enige, om at denne sag fortjener opmærksomhed, og at den i sin gyselighed er lige så tiltrækkende som en trafikulykke.
Når det så er sagt, så bør vi også kigge en smule på, hvordan medierne egentlig behandler denne sag, og der må jeg endnu engang konstatere, at jeg er skuffet og fremmedgjort overfor mediedagsordenen. I tirsdags så jeg gennem hele dagen med vantro øjne, hvordan en så alvorlig sag – et så klokkeklart eksempel på alt, hvad der kan være galt med mennesket – blev forvandlet til det cirkus som aviser, radio og tv havde udnævnt det til. Dels på grund af de underlige tosser, der ser det som en mulighed for at gå på gaden og lave happenings, og dels på grund af reporternes villighed til at videreformidle alt, hvad der sker i St. Pöllten.
Igennem hele forløbet har man ikke hørt meget til selve sagen (da den i forvejen er blevet behandlet til mindste detalje), men derimod hørt meget om mediecirkusset omkring sagen. Medierne er altså begyndt at dække medierne, der dækker sagen. Så nu vil jeg kort dække medierne, der dækker medierne, der dækker sagen, mere specifikt TV2-nyhederne i tirsdags.

De starter selvsagt med en opsummering af historien, og at Fritzl har erklæret sig skyldig i stort set alle punkter. So far, so good. Dernæst siger de, at der er stor medietilstedeværelse i byen. Og det er sådan set fint nok. Så taler de om, hvordan St. Pölltens luftrum er lukket, for at undgå fotografer i fly. Et belæg for, at der er stor medietilstedeværelse i byen. Dernæst interviewer de borgmesteren i byen, der er bekymret byens ry, når nu der er så stor medieårvågenhed. Også fint, at han får noget at sige. Dernæst viser de de samme billeder, alle andre medier har vist i løbet af dagen, af en streetperformer, der er iklædt babydukker og sminke og er omringet af ‘medierne’. Det er jeg personligt lidt ligeglad med, men okay. Dernæst stikker de en mikrofon i hovedet på en mand, der gemmer sig bag et ringbind, for at få en kommentar. Sjovt nok svarer han ikke. Så hører vi Ulla Terkelsen kommentere, det at han gemmer sig bag et blåt ringbind som et tegn på skam og et symbol på “en knækket mand”. Hvorfor det er vigtigt for hende at understrege, at det er et blåt ringbind, ved jeg ikke, men det gør hun nu en gang. Så hører vi en mand i Østrig kommentere, hvad den blå farve på ringbindet symboliserer. Her lytter jeg ikke længere efter. Og endelig bliver vi ført tilbage til studiet, hvor der kort opsummeres, hvad der blev sagt i starten af indslaget, dvs. det egentlige handlingsforløb samt de sparsomme informationer, de har kunnet skrabe sammen om retssagen.

Udover, at ordet ‘medier’ hænger en ud af munden, hvis man siger det, hver gang man observerer mediernes brug af medier, så er størstedelen af historien for mig irrelevant. Når de eksempelvis viser billeder af ‘uhyret bag ringbindet’, så bliver det komisk, når de bruger tid på at minde en om, at det altså ikke var et hvilket som helst ringbind, næh det var et blåt et af slagsen. Og komik er ikke noget, jeg forbinder med denne her sag… Hvis jeg kunne nøjes med at få opsummeringen i start og slut (evt. suppleret af billeder derfra) og slippe for den selvskabte mediecirkushistorie, så ville jeg ved indslagets slut føle mig bedre informeret og mere ramt. Og frem for alt: mindre hadsk over vort kære medielandskab.