Det kan være kilde til stor underholdning, hvis man prøver at følge med i, hvordan nogle mennesker inden for fodboldverdenen ræsonnerer. Seneste fantastiske eksempel er leveret af Sepp Blatter, præsident for verdensfodboldforbundet FIFA.

Blatter har kommenteret en episode fra d. 18. november, hvor Frankrig spillede anden og afgørende VM-kvalifikationskamp mod Irland. Et kort oprids af situationen: Frankrig havde vundet første kamp i Irland 1-0, Irland vandt dog ligeledes 1-0 i den ordinære spilletid i anden kamp i Frankrig, og derfor røg kampen ud i forlænget spilletid. I det 103. minut scorer William Gallas det afgørende mål, og Frankrig kvalificerer sig  til VM i Sydafrika, mens irerne må blive hjemme. Der var dog lige et lille problem ved Gallas’ udligning til 1-1: Thierry Henry, der lagde op til målet, tæmmede bolden med hånden, før han afleverede til Gallas, hvilket dommeren dog ikke så.

Irerne blev forståeligt nok sure, Henry sagde “Ja, der var hånd på, men jeg er ikke dommer. Selvfølgelig spillede jeg videre, for dommeren fløjtede ikke”, og det er så her, at Sepp Blatter kommer på banen. Han udtaler:

“Han (Henry, red.) var ærlig og indrømmede, at han brugte hånden, men det var ikke hans ansvar at fortælle det til dommeren. Da jeg i sin tid var angriber på mit juniorhold, så drog jeg også fordel af at trække i forsvarsspillernes trøjer for at komme frem og score mål. Og det gik jeg ikke hen og sagde til dommeren.”

Det er en yderst interessant argumentation, Sepp Blatter her sætter i søen. Jeg har prøvet at sætte det ind i Toulmins argumentmodel, korreks mig endelig, hvis det er forkert,

Påstand: Det er ok, at Henry ikke fortæller det til dommeren, når han bruger hånden.

Belæg: Sepp Blatter har også engang hevet en forsvarsspiller i trøjen i en juniorkamp, uden at fortælle det til dommeren.

Hjemmel: Hvis Sepp Blatter ikke fortæller, når han snyder, behøver andre heller ikke at gøre det.

Som jeg ser det, er der mindst fire helt oplagte spørgsmål, man kunne stille Sepp Blatter:

1) Hvorfor var det ok at snyde, dengang du gjorde det?

2) Hvorfor må andre ikke have højere moral end dig?

3) Er det det samme at hive i trøjen som at tæmme en bold med hånden? og

4) Er din gamle juniorkamp virkelig sammenlignelig med Thierry Henrys VM-kvalifikationskamp?

Og nå ja, så er der vist et sidste spørgsmål, som ham Blatter-fidusen måske også burde stille sig selv: Er mit ego ikke blevet liiidt for stort efterhånden?

Det er sjældent, at jeg rigtig hidser mig op over en annonce, men jeg må indrømme, at det skete i går. Jeg var inde på Søndagsavisens hjemmeside, og så faldt jeg over denne annonce.

Det drejer sig om en sms-service, som udbydes af Søndagsavisen, hvor man for den lidt pebrede pris af 4 kroner pr. sms kan blive advaret, hvis Færdselspolitiet har opstillet fotovogne i et område, hvor man plejer at køre.

Og som Søndagsavisen skriver:

“Det kan spare dig for mange ærgrelser og penge. Og i sidste ende liv på vejene!”

Det, der irriterer mig, er den måde, som Søndagsavisen prøver at legitimere sin sms-service på. For havde argumenterne udelukkende lydt på, at bilister skulle spare lidt penge, kunne jeg forstå det.

Men Søndagsavisen har frækhed nok til også at bruge øget trafiksikkerhed som et argument for, at man skal abonnere på deres 4 kroner dyre sms’er, og det pisser mig simpelthen af. For hvordan skulle en advarsel til fartglade bilister på nogen måde kunne nedbringe antallet af dræbte på de danske veje (406 sidste år)??

Jeg vil til hver en tid hævde, at en sådan service gør præcis det modsatte. Ved at informere bilister om fotovognes placering stækker servicen den præventive effekt, som fotovogne beviseligt har, og det giver ikke forøget trafiksikkerhed, men ringere trafiksikkerhed.

Søndagsavisen prøver at tjene penge, og det skal de have lov til, men de skal ikke prøve på at sælge deres lusede service med det argument, at den kan nedbringe antallet af dræbte i trafikken.

Skam jer, Søndagsavisen!

Integrationsdebatten i Danmark er og har længe været temmeligt ophedet, og mens det er blevet mere og mere tydeligt, at der hersker store uenigheder om indvandring til Danmark, så er det ofte mere uklart, præcist hvor skellet mellemde de stridende parter går. Visse aktører optræder relativt utvetydigt i kraft af deres meget klare ideologiske position. I denne kategori finder man de klart definerede indvandringsmodstandere i DF og tilhængerne hos f.eks. Enhedslisten. På midten bliver det i sagens natur lidt mere mudret, og det er efterhånden de færrste, der med sikkerhed kan sige, hvor henholdvis regeringen og Socialdemokraterne placerer sig. Debattøren Bent Melchior beskylder i sin blog på Politiken idag Mogen Lykketoft for at optræde som en hykler i udlændingedebatten. Lykketoft har taget kraftigt afstand fra DF i et debatindlæg, og det mener Melchior ikke Lykketoft er i en position til at gøre eftersom Socialdemokraterne selv vil føre en integrationspolitik, der ligger sig meget nært op af den eksisterende. Melchior skriver:

“Men jeg er forbløffet over, at det er Mogens Lykketoft, der fremkommer med de synspunkter, for virkeligheden er jo, at hans parti og for den sags skyld også SF har lagt sig i præcis det samme spor. Udlændingepolitik står ikke til debat. I et demokratisk samfund er et af de vigtigste spørgsmål blevet tabu.”

Melchior roser derefter DF for i det mindste at sige, hvad de mener, så man ved, hvad man har at tage stilling til:

“Det aftvinger respekt, at DF i det mindste siger, hvad de mener. De kan ikke fordrage fremmede, især ikke muslimer. Færdigt arbejde. Mor Pia har endog lært sine folk at udtrykke det på en måde, så de ikke kommer i strid med straffeloven.”

Og jeg må indrømme, at jeg er tilbøjeligelig til at give Melchior ret. Dansk Folkeparti har ganske vist indført en sprogpolitik blandt sine egne, der forhindrer de mest skadelige sagsanlæg (uanset at Mogens Camre til tider har meget svært ved at følge manualen), men de færrste er i tvivl om, at DF gerne så de danske grænser lukket så tæt som muligt. Melchior har en pointe i, at integrationsdebatten er blevet monopoliseret. Rammen er sat, og dikterer debatten. På politikens blog giver Lykketoft Melchior svar på tiltale, men det er ikke desto mindre tydeligt, at Lykketoft diskuterer nuancerne i en nuværende politik fremfor at fremlægge noget grundlæggende anderledes. Lykketoft vil gerne hæve startydelsen, gøre det lettere at få statsborgerskab og vil administrere loven med større empati. Jeg føler mig sikker på at regeringen også gerne vil tage monopol på at administrere loven med stor empati. Lykketoft nævner selv, med denne noget kryptiske formulering, at det er blevet vanskeligt at manøvrere i debatten, fordi DF dikterer rammen:

“Men jeg har kritiseret politikere i de to partier for nogle gange at gøre det bedste til de godes værste fjende ved firkantede meldinger og krav om lovændringer, der har leveret regeringen og Dansk Folkeparti en frodig arbejdsmark for løgnagtig propaganda om, at de kan og vil tvinge en ny socialdemokratisk regering til at åbne alle sluserne for indvandring.”

Og her er det så at jeg vil tillade mig at invende: Hvis Lykketoft gerne vil understrege at Socialdemokraterne står i opposition til den eksisterende integrationspolitik, så kunne jeg godt tænke mig nogle klarere udmeldinger og en vilje til at rykke ikke bare nuancerne men hele debatklimaet.

Der sidder sandsynligvis en del radikale vælgere, og undrer sig over, at deres stemme ved kommunalvalget er gået til en koalition med den radikale ærkefjende DF. De to partier, der ellers gang på gang har erklæret, at de har så lidt til fælles, fandt sammen under valgnatten, og ud kom deres politiske elskovsbarn; Klaus Bondams bevarede borgmesterpost. Nu er det jo ikke nogen hemmelighed, at kommunalpolitik adskiller sig fra landspolitik på flere væsentlige punkter, og usandsynlige politiske konstellationer og kommunale rævekager er snarere reglen end undtagelsen. Derfor vil jeg ikke fokusere så meget på det usædvanlige partnerskab mellem de Radikale og DF, men vende blikket mod Bondams argumentation for, hvordan en sådan alliance pludselig kan være i de radikale vælgeres interesse. Før valget udtalte Bondam på sin hjemmeside:

“- Min meget kraftige opfordring til det radikale bagland er, at vi ikke indgår i en konstituering med Dansk Folkeparti. Så enkelt er det. Og hvis mit politiske projekt bliver at få gjort alt, hvad der står i min magt, for at få minimeret Dansk Folkepartis indflydelse på Københavns Rådhus, så synes jeg godt nok, at jeg har udført et stort politisk stykke arbejde.”

En ganske kontant udmelding som konstituerer Bondam som en mand, der higer efter politiske idealer snarere end indflydelse. Bondam tegner et meget klart billede af sig selv, skærer en skarp persona om man så må sige, men det giver ham jo også lidt mindre spillerum, skulle man mene. For hvordan går man fra sådan en udtalelse til pludselig at kunne retfærdiggøre at “Borgmesterposten er vigtigere end alt” ? Argumentationen løber således:

“Vi har fra Radikales side sagt, at det var afgørende, at vi fastholdt borgmesterposten, fordi det er den bedste måde at skabe synlig politisk profil på.”

Man har altså gjort hvad der var nødvendigt for at give de radikale vælgere indflydelse. Men er de radikale vælgere mon indstillet på at få indflydelse for enhver pris? Det er jo den udfordring som Bondam står overfor. Han har lavet en radikal kovending, og der skal vel lidt tungere arguementer på bordet, end at det var afgørende for den synlige profil, hvis vælgerne ikke skal føle at de har stemt på falsk grundlag? Er det så indrømmelser fra DF’s side der har muliggjort koalitionen? Tilsyneladende ikke. Bondam udtaler:

“Det er ingen hemmelighed, at der er en helt række centrale politikområder , hvor værdierne skiller. Det er begge parter klar over…Jeg har oplevet DF som handlekraftig til at indgå en aftale, som gjorde det muligt for os at få en borgmesterpost.”

DF har ganske enkelt stillet deres støtte til rådighed tilgengæld for indflydelse, og de Radikale har sagt tak og amen. Troværdighedsmæssigt er den altså svær at retfærdiggøre. Nu er spørgsmålet så bare, om de Radikale vælgere kan acceptere grundlaget for deres fortsatte indflydelse, og en borgmester der slingrer noget i retorikken.

Min kæreste betroede mig imorges, at hun, ganske imod sine principper, havde tænkt sig at stemme på en kvindelig kandidat til kommunalvalget idag. Ikke at hun normalt forbeholder mænd sin stemme, men denne gang ville hun lade kønnet komme før de politiske pincipper. Det mente jeg naturligvis var noget forbandet vrøvl, og skulle til at hoppe på min cykel for at køre rask bort fra dårskaben. Men så kom argumentet, der trods alt fik mig til at klappe jernhesten et øjeblik. Hun havde dagen før hørt i et debatprogram, at der er lige så mange kvindelige borgmestre i Danmark, som der er borgmestre, der hedder Erik. Se dét er effektiv argumentation. Jeg har vanskeligt ved at forestille mig en bedre måde at eksemplificere problematikken omkring kønsfordelingen i dansk kommunalpolitik. Og det er jo det effektiv argumentation kan. Nemlig at sætte sætte problemstillingen på spidsen, og påpege evt. absurditeter i den fremherskende holdning f.eks. at der er ligestillig i politik. En lille sammenligning som den overnstående har tilsyneladende overbevisningskraft nok til at rykke i hvert fald én stemme. Og når der nu er nok kvalificerede kvindelige kandidater at stemme på I København, så var det måske værd at overveje?