For noget tid siden sad jeg og så TV-Avisen, og blev – som jeg altid gør, når jeg ser nyhedsformidling – lettere påpasselig med at tage deres informationer for gode varer. TV-Avisen er et medie, der bryster sig af at være en sober og objektiv nyhedsformidler, men som alle andre søger de naturligvis at give deres argumenter vægt.

Det konkrete indslag, jeg studsede over, kan jeg faktisk ikke huske emnet for, men der blev brugt en illustration af nogle procentsatser. Denne illustration skulle vise en stigning fra 12% til 42%. Først blev en lille blok markeret som de 12%, hvorefter der lægges oveni, så det udgør 42%. Problemet er, at hele søjlen tilsammen nu udgør 100% af skærmens højde. Altså ser de 42% væsentligt mere dramatiske ud, end de ellers ville have gjort, selvom en 30 procents stigning i de fleste tilfælde er en bemærkelsesværdig stigning. Og dette kan være problematisk, hvis man ikke er fuldt ud opmærksom på, hvad man laver.

Der er et problem indlejret i brugen af visuel argumentation, som udmærket illustreres af et eksempel fra Darrell Huffs bog “How to lie with statistics”, hvor et kapitel handler om visualisering af data.
Hvis man eksempelvis skal illustrere en lønstigning, kan man gøre det med to poser penge. Hvis den ene pose penge skal være dobbelt så stor som den anden, så gør man den dobbelt så høj. Det lyder umiddelbart fint, men eftersom man vil skævvride illustrationen ved kun at fordoble højden, så fordobler man også bredden, så posen bevarer samme proportioner.
Det ser pænere ud, men betyder til gengæld, at der nu er fire gange så meget i den ene pose som i den anden pose. Hvis man så antager, fortsætter Huff, at mennesket opfatter ting i tre dimensioner, så bliver den ene pose penge pludselig otte gange så stor som den anden.
Det medfølgende tal er stadig kun dobbelt så stort, men indtrykket af forholdet er noget helt andet. I bedste fald har illustratoren bare ikke tænkt sig om, i værste fald forsøger han at forvanske data. Og dette er et problem, der går igen i visuel argumentation generelt.

Den visuelle argumentation bliver opfattet mere umiddelbart end den mundtlige og skriftlige, fordi vi er vant til at stille os kritisk overfor sproget. Men når vi argumenterer visuelt, så er der fare for, at man – selv med de bedste intentioner – giver folk et andet indtryk, end man havde regnet med. Og hvis man er klar over dette, så er der fare for, at man – selv med de værste intentioner – ikke bliver opdaget, når man snyder på vægtskålen. Så hav øjnene med jer, men lad nu være at stole for meget på dem.

Efter en længere juleferie åbner jeg nu ballet her på Retorikbloggen med et  indlæg om den helt nye udvikling i den endeløse debat om ligestilling. Sagen er den at Holdberg skolen har valgt at holde et `forældremøde´ kun for kvinder og det har skabt røre. Begrundelsen fra skolen er at mødrene ved en sådan lejlighed kan skabe netværk, tale mere bramfrit sammen og måske forhindre mobning i skolen. Men men men, det er også fordi, at man håber nogle få af kvinderne, der normalt ikke får lov til at komme med til forældremøder af deres mænd, fordi der er andre fremme mænd tilstede, så vil komme og hilse på de andre mødre.

Ja sagen er faktisk så interessant at TV2 i deres 18.00 tv-avis bringer et 10 minuters langt indslag om skolen. Og Christianborg har da heller ikke sovet i timen, politiske udmeldinger er ligefrem væltet frem både fra højre og venstre. En af de første på banen var ingen anden vores helt egen ligestillingsminister Inger Støjberg.

Støjberg mener at det fædreløse forældremøde “strider imod de helt grundlæggende værdier som jeg har, og som vi arbejder for i Danmark – nemlig at kvinder og mænd er lige og at kvinder og mænd altid skal kunne deltage på lige fod”

I samme båd er naturligvis Pia Kjærgård, der lægger et lidt andet fokus: ” I mellemøsten deler man kvinder og mænd op, det gør vi altså ikke i Danmark. Jeg kan bare ikke lade være med at tænke på den enlige far som også har et barn på skolen, han kan overhovedet ikke deltage”.

Jeg ser dog mange huller i den her argumentation. For det første har man fuldstændigt fejltolket skolens intention med det her møde. Ideen var at få alle skolen mødre til at mødes og snakke sammen. Skabe integration. Hele arrangementet blev langeret som et “kaffemøde” og ikke et forældremøde. Der bliver ikke taget nogle beslutninger eller lavet planer for børnene. Så ham den stakkels enlige far Pia Kjærsgård snakker om, ja han mister ikke indflydelse på sit barn uddannelse.  Som formanden for Dansk Lærerforening siger kunne politikerne “gøre sig den ulejlighed i stedet for at fare ud med al deres populistiske fis, at prøve at sætte sig ind i, hvad det her drejer sig om”.

Men det er jo hvad det er. Det er set før at politikere farer frem med værdipolitiske udmeldinger der ikke helt står mål med den konkrete sag. Men problemet er at værdipoltikken heller ikke holder. Siden hvornår har ligestilling være lig med at alle, dvs. både mænd og kvinder, skal være inviteret til alting. Jeg synes den kære Inger Støjberg burde melde “Girls night” med melrose place og beverly hills på tv3plus til ligestillingspolitiet. Eller hvad med at hidse sig op over reklamerne  for Oddset, for der er så meget kvinder ikke forstår, eller det er i hvert fald sandt hvis man hedder Inger Støjberg….

Verdens vel nok mest kendt provinsleder, Arnold Schwarzenegger AKA the governator, lagde igår og i forgårs vejen forbi København for at give sit besyv med ved COP15.
I sit vanligt drævende og selvironiske tonefald indledte the climanator, som schwarzenegger noget uforståeligt er blevet omdøbt til lejligheden (for han skal vel ikke eliminere klimaet eller hva?), med en lille konventionel ros til værterne. Han påpegede spøgende, at københavns havn er så ren, at man kan bade i den, men at det nok trods alt ville være lidt koldt lige pt. Og gu er det da fjollet, men publikum åd det råt, og når alle andre bruger deres taletid på at græde eller proklamere jordens snarlige undergang, så tror jeg ikke, at en lille accentueret joke er helt af vejen.

Men Schwarzenegger var også i det lidt mere alvorlige hjørne, og havde tydeligvis en sag han gerne ville promovere ved COP15. The climanator snakkede passioneret for, at klimakampen skal kæmpes på græsrodsniveau, og at ændringerne ikke skal komme fra politikerne på COP15, men fra den enkelte borger. Her udnyttede Arnold det aspekt af sin ethos, som faktisk bliver anerkendt verden over, selv ved COP15 vil jeg mene, nemlig det med den personlige genneslagskraft. Hvad man så end måtte mene om bøffen fra Østrig, så er der det dog bemærkelsesværdigt at tage turen fra de østrigske alper over Hollywood og lige ind i guvernørkontoret i Californien. Og han taler faktisk godt, Arnold. Ikke flot, bevares, og accenten er unægteligt svær at se bort fra, men fremførelsen var både kraftfuld, velformuleret og velargumenteret.

Berlingske tidende kunne, forventeligt nok, slet ikke få armene ned efter Arnolds tale, og Politiken giver også ganske pæne ord med på vejen. Politiken kalder endda Arnolds forslag om at fokusere på individets og borgernes magt til at ændre verden for “modig”. Men er det nu det? Ganske vist er the climanator på mange måder personificeringen af handlekraft, men derfra og til at satse på, at verdens befolkninger løser problemerne udenom politikerne, er der altså langt. Og jeg har sgu også svært ved at se aktivisterne udenfor Bella Center og Arnold side om side på Rainbow Warrior i færd med at redde jordens klima. Arnold er big business, og vil løse problemerne vha. markedskræfterne eller forbrugeraktivisme. Sprøgsmålet er så bare, hvor klimabevægelsen og Arnold skal mødes for at udleve deres fælles drøm om en global klimabevægelse, der redder kloden. Personligt havde jeg gerne set at Arnold brugte sin betydelige karisma og gennemslagskraft til at terminate småligheder omkring forhandlingsbordet ved COP15 og redde dagen. Men ok han sagde jo godt nok “ill be back”…

Jeg vil gerne advare. Det her kan risikere at blive meget universitets internt og derfor kun noget som jeg forstår. Men når man sidder på sit lille kontor lige ved siden af spændende mennesker, som eksamenssekretær Jesper Nielsen eller gud-ved hvilken titel Getrude Halkær, så sker det at meget besynderlig argumentation fuldstændig umærket lister sig forbi, og lige pludselig udgiver sig for at være fornuftig og helt i orden. Med andre ord giver KU’s ræsonnementer ikke altid mening. F.eks. har vi lige fået længere tid til vores BA-opgave – og tak for det i øvrigt – med den begrundelse at det havde dekan for humaniora Kirsten Refsing lige besluttet sig for. Fedt nok! Men nu skal det handle om et mere kontroversielt argument. Det skal handle om KU’s mest diskriminerende regel. Den går meget kort ud på at folk der kommer fra andre fakulteter end Humaniora, men gerne vil have et sidefag her hos os, ja de bliver betragtede som fra en helt anden planet. Faktisk er folk der ikke er humanister så mærkelige at de skal læse et halv år mere end alle os andre før de får et sidefag. Det betyder at hvis du læser matematik og gerne vil have dansk som dit sidefag (gud forbyde det..), så skal du læse et halvt år mere på din kandidat før du er egnet. Og hvorfor? Jo… Fordi det jo tager tid at komme ind i den humanistiske tænkemåde!

Det giver ikke meget mening når man tænker over det. Hvis vi accepterer hjemlen her, at humaniora og naturvidenskab har totalt forskellige tænkemåder, så burde denne indskoling, denne omvending eller renæssance vel ligge før du bliver lukket ind på humaniora, og ikke på din KA som praksis er på KU.

Men at acceptere hjemlen er i mine øjne diskrimination. For har en matematiker dårligere forudsætninger end f.eks. en fra Dansevidenskab? Reglen bygger på fordomme og er forældet. Skal humaniora virkeligt kun være for humanister? Jeg håber humaniora igen gør brug af dekanens evne til at tage beslutninger hen over hovedet på folk og afskaffer denne besynderlige regel.

Med Thor Pedersen i spidsen slår flere fremtrædende venstrefolk sig i klimatøjret, som de mener, efterhånden er blevet lidt for stramt. Det har længe været kendt, at der ikke er fuldstændig enighed om klimalinjen i Venstres folketingsgruppe, men på partiets gruppemøde i går brød uenigheden så ud i lys lue. Til DR Nyheder udtaler Thor Pedersen:

“Problemet er, at mange går rundt og siger, at de klimaforandringer vi ser er en følge af menneskelig aktivitet. Det er en meget farlig påstand.”

Det, Thor Pedersen opponerer mod, er udgangspunktet for debatten. For et par år siden befandt debatten sig på det konstaterende niveau: Findes der overhovedet menneskeskabte klimaforandringer? Men det spørgsmål er efterhånden blevet afgjort i den forstand, at det er blevet doxa (en etableret sandhed, der er konsensus om) at det er de. I dag befinder debatten sig i langt højrere grad på det advokerende niveau: Hvad skal vi så gøre ved de menneskeskabte klimaforandringer?

Det er Thor Pedersen uenig i, for han mener ikke, at debatten på det konstaterende niveau er færdig. Men det bliver virkelig op ad bakke for Thor P., hvis han vil åbne den diskussion igen. Især når hans eget parti har investeret så meget i at få en københavneraftale i hus. En aftale, hvis hele grundlag er, at der nu skal gøres noget ved de menneskeskabte klimaforandringer.