Det rummer mange muligheder at bruge billeder i en argumentation. De kan skabe variation og peppe en måske lidt kedelig tekst op, de kan fungere som blikfang, men vigtigst af alt, så er billeder langt mere åbne for fortolkning end tekst. Og det er interessant, for det betyder, at man i sin argumentation kan spekulere i at bruge billeder, der rummer fortolkningsmuligheder, der er langt mere vidtgående, end det man tør sige højt eller skrive ned. For hvis nogen med henvisning til et billede indvender, at “det kan man ikke sige”, eller “sådan hænger tingene altså ikke sammen”, kan man jo altid bare påpege, at det er noget, de selv læser ind i billedet.

Jeg tror såmænd ikke, at den journalist på DR, der har skrevet dagens historie om den famøse jetset-kvinde (eller jetset-dronning, om man vil), har spekuleret i noget som helst. Men det billede, der er valgt til at illustrere teksten med, rummer fortolkningsmuligheder, der er langt ude over, hvad der er belæg for i artiklen.

Sagen drejer sig om en kvinde, der er sigtet for at videredistribuere “ikke under 140 gram kokain”. Jeg skal ikke forsvare narkohandel eller betvivle, at 140 gram nok er lidt mere end til eget jetset-forbrug, men jeg vil alligevel godt knytte en kommentar til billedet, som jeg ikke helt mener yder jetset-kvinden retfærdighed. For det drejer sig som sagt om 140 gram, men man har valgt et billede, hvor en mand i stribet skjorte rækker en klump kokain på størrelse med en mursten frem mod kameraet. Og mit bedste bud er, at der er væsentligt mere end 140 gram i den klump. Faktisk fik jeg ved synet af klumpen mindelser om de columbianske narkosmuglere i Hollywood-film, der sejler eller flyver gigantiske mængder kokain til US. Og den sammenligning synes jeg trods alt ikke er rimelig over for jetset-kvinden.

Men ok, måske er det bare mig, der læser noget ind i billedet, som ikke er der?

For en inkarneret fodboldnørd som mig er det udpræget interessant at følge ikke bare spillet med den lille læderkugle, men i lige så høj grad debatten omkring den. For behøver al snak om fodbold at være præget af luftige ligegyldigheder, eller er der spillerum til at levere en dækning, der også tiltaler den lidt mere videbegærlige del af fodboldbefolkningen? Noget kunne tyde på, at det sidste er tilfældet. Selveste Politiken, der jo aldrig har været bange for at fremstå elitær, bringer idag en anmeldelse af de danske fodboldprogrammer, og slår fast, at der rent faktisk er noget at komme efter.

TV3 står for den dybdegånde dækning…
Lidt overraskende slås det også fast at TV3 står for den ambitiøse del af dækningen, hvorimod DR og TV2 ikke kan mande sig op til meget andet end “bolden er rund” og “måden at komme ud af en krise er at vinde nogle kampe”. Det efterhånden legendariske kommentatorhold Werge og Frimann krediteres for TV3′s ambitiøse linie og for at give fodboldjournalistik den troværdighed og seriøsitet som man eller skal lede længe efter. Som det også fremgik af et større portræt i Euroman, så har vi at gøre med to mennesker, der på trods af deres forskelligheder lever og ånder fodbold. Og gerne vil formidle de mere komplekse aspekter af sporten. Med Frimann og Werge i front interviewes spillere, trænere og ejere kritisk og grundigt, og får også mulighed for at udtale sig om andet end hvordan “det føles at vinde” eller egen præstation. Og det kan jo synes irrelevant, at fodboldjournalistikkens niveau er for opadgående, men man skal bare huske på, at fodbold efterhånden er blevet den kulturelle begivenhed, der kan samle befolkningen på tværs af segmenter og tilhørsforhold. Det er sgu da interessant, at det eneste intellektuelle og dybdegående element på TV3′s sendeflade skal findes i fodboldens verden og at det samtidigt nedprioriteres på public service kanalerne. Det er let at afskrive fodboldens verden før kampen er fløjtet igang, men når det nu er her, en stor del af befolkningen henter deres kulturelle stimulans, så er det vel ikke helt tåbeligt at kigge på niveauet i debatten og dækningen? Fodbold har nemlig noget at sige om verden, og så snart jeg har læst “Hvordan fodbold forklarer verden” af Franklin Foer, skal jeg nok komme emnet nærmere.

Hvis det skulle have forbigået nogens opmærksomhed, så velsignede talkshowdronningen Oprah Winfrey vores socialdemokratiske paradis med et besøg tidligere på måneden. Hendes besøg skulle både tjene som en indirekte opfordring til at sende OL til Chicago, og var samtidigt et led i en større lykkeundersøgelse, som Oprah har gang i. Danskerne er som bekendt blevet udnævnt til verdens lykkeligste folk, og oprah var vild efter at opdage kilden til vores evige eufori. Oprahs uslukkelige tørst efter viden resulterede i et indslag i hendes talkshow, som kan ses her. På Politikens hjemmeside kan man læse, at hjemme i indslaget bliver præsenteret som et almindeligt dansk hjem. Jo tak, hvis jeg boede i to etager, med udsigtsspisestue og vue over hele bymidten, så ville det nok også give et nyk opad på mit personlige lykkeratingindex. Danmark er desuden fri for fattigdom og hjemløshed. Og så regner det med lagkage. Ej, det sidste punkt har jeg selv fundet på. Min pointe er blot, at Oprah forfalder til den samme brug af overdrivelse, som eksempelvis Michael Moore lider under. Amerikanerne har om nogen forstået at anvende hyperblens velsignelser, når de skal illusterere og overbevise, men når det tager overhånd, så går det altså kraftigt ud over afsenders ethos. Michael Moores ethos tog feks. nogle drøje hug i mine øjne, da han i filmen Sicko prøvede at sælge Frankrig og England som socialdemokratiske oaser, hvor alle har rigeligt, ingen begår kriminalitet, og mælk og honning flyder i gaderne. Det er da interessant at se sit land med andre øjne, men det ville da være meget mere interessant, hvis oprah havde format til også at kigge på de negative aspekter i stedet for at forfalde til den typiske amerikanske og jantelovsstridige jargon.

Med Rammsteins nye album “Liebe ist für alle da” på fuld knald i høretelefonerne, vil jeg nu tage livtag med de tyske metalmestres betonretorik. Rammstein har alle dage været kontroversielle, og spiller i både æstetisk, sprogligt og musikalsk udtryk på elementer fra facismen såvel som alskens grænseoverskridende subkulturer. Læder, lak, porno, vold og marchmusik blandes skamløst med pompøse strygere, stille ballader og obskure budskaber. Og som lytter står man som regel enten stærkt fascineret, eller fortørnet tilbage. Kun de færreste er upåvirkede. Rammsteins insisteren på at blande kontroversielle emner med tung metal og techno, har ofte medført anklager om populisme og leflen for den laveste fællesnævner og specielt det seneste singleudspil “Pussy” der synges primært på engelsk, og får følgeskab af en ponografisk musikvideo, kunne nok give bange anelser i den retning. Men budskabet handler jo om sexturisme, og der er bestemt ingen forherligelse at spore. Der leges med det forbudte, men samtidigt sættes der fokus på det groteske i fascinationen og forherligelsen af porno. Og hvis der er nogen der bliver opstemt af videoen, og er det lige præcis dem teksten peger tilbage på. Erik Jensen fra Politiken påpeger i sin, iøvrigt lunkne, anmeldelse den eminente dobbelttydighed i Rammsteins tekster, og kalder Rammsteins fokus på det på en gang populære og afskyelige: “tolkninger af tiden i en enorm ramme.”

Sangen om Fritzl
Naturligvis, fristes man næsten til at sige, er det også Rammstein, der laver den første sang om Fritzl det østrigske monster. Her går grænsen forståeligt nok for mange, men sangens groteske uhygge fungerer formidabelt som det også påpeges i Jyllands Postens anmeldelse . Johnny Harboe peger på Rammsteins evne til at lave mærkværdig poesi af det totalt uhyrlige, og skriver ganske rigtigt: “En tekstlinie som ”Und bist du manchmal auch allein / Ich pflanze dir ein Schwesterlein“ opsummerer lynhurtigt uhyggen.”

Der er altså MEGET blandede meninger om Rammstein og deres musik, men jeg mener personligt, at bandet leverer noget af de mest interessante retoriske indslag på den musikalske scene. Jeg har endvidere på fornemmelsen, at mange af modstanderne primært har kig på æstetikken og sjældent hører, eller som det sikkert er tilfældet i Danmark, er i stand til at forstå indholdet i teksterne. For rent retorisk kører det altså for Rammstein.

Som tidligere omtalt gør jeg et stort nummer ud af at betragte de københavnske reklamesøjler på min vej gennem byen. Igår da jeg passerede hovedbanegården, lagde jeg mærke til en reklame for Elite Købmanden. Reklamen er rimeligt ordinær, og tilbyder som regel 3 flasker y for x kr. denne uge. Ikke noget voldsomt opsigtsvækkende der. Det der dog er lidt interessant, er at tilbuddet konsekvent fremføres visuelt af en dansker af anden etnisk oprindelse (hvorvidt dette udtryk er det mest politisk korrekte og mest meningsfulde, er materiale til et blogindlæg for sig). Personen på billedet gør en enten inviterende eller tilbydende gestus, og har Elite t-shirt og kasket på. Modellen skifter fra reklame til reklame, men etnisiteten, som jeg vurderer til at være mellemøstlig, er konstant. Altså ingen blege, sorte eller gule modeller.

Det er jo vanlig praksis i USA at promovere sig på det smukke samspil mellem en sort, en hvid, en gul og en brun, når man skal reklamere eller fremvise identitet. Forsiden på de foldere jeg har modtaget fra amerikanske universiteter prydes konsekvent af modeller af alle farver, og der bliver slået højt på tromme for at fastslå, at alle nationaliteter er velkomne. Den visuelle multietnicitet bliver altså garant for tolerancen og den politiske korrekthed. Derfor tror jeg ikke umiddelbart Elite modellerne er udvalgt for at signalere politisk korrekthed. Men hvad er de så et udtryk for? Nydanskernes voksende selvbevidsthed og evne til at promovere denne? Altså evnen til at sætte fokus på egne evner og betydning i det danske samfund og skille sig ud i et positivt lys. Jeg må indrømme at jeg uværgeligt kom til at tænke på, om man ikke fastlåser en gruppe i en “købmands/kioskidentitet”, når man vælger at fremstille et segment på den måde. Det er selvfølgelig også muligt at der ikke er gået større overvejelser ind i udvælgelsen af modellerne, og man simpelthen har valgt at afspejle virkeligheden ved at vælge faktiske købmandsejere.

Jeg vil meget gerne høre, hvad I mener om sagen. Overfortolker jeg fuldstændig, eller har jeg spottet en ny trend?