For noget tid siden sad jeg og så TV-Avisen, og blev – som jeg altid gør, når jeg ser nyhedsformidling – lettere påpasselig med at tage deres informationer for gode varer. TV-Avisen er et medie, der bryster sig af at være en sober og objektiv nyhedsformidler, men som alle andre søger de naturligvis at give deres argumenter vægt.

Det konkrete indslag, jeg studsede over, kan jeg faktisk ikke huske emnet for, men der blev brugt en illustration af nogle procentsatser. Denne illustration skulle vise en stigning fra 12% til 42%. Først blev en lille blok markeret som de 12%, hvorefter der lægges oveni, så det udgør 42%. Problemet er, at hele søjlen tilsammen nu udgør 100% af skærmens højde. Altså ser de 42% væsentligt mere dramatiske ud, end de ellers ville have gjort, selvom en 30 procents stigning i de fleste tilfælde er en bemærkelsesværdig stigning. Og dette kan være problematisk, hvis man ikke er fuldt ud opmærksom på, hvad man laver.

Der er et problem indlejret i brugen af visuel argumentation, som udmærket illustreres af et eksempel fra Darrell Huffs bog “How to lie with statistics”, hvor et kapitel handler om visualisering af data.
Hvis man eksempelvis skal illustrere en lønstigning, kan man gøre det med to poser penge. Hvis den ene pose penge skal være dobbelt så stor som den anden, så gør man den dobbelt så høj. Det lyder umiddelbart fint, men eftersom man vil skævvride illustrationen ved kun at fordoble højden, så fordobler man også bredden, så posen bevarer samme proportioner.
Det ser pænere ud, men betyder til gengæld, at der nu er fire gange så meget i den ene pose som i den anden pose. Hvis man så antager, fortsætter Huff, at mennesket opfatter ting i tre dimensioner, så bliver den ene pose penge pludselig otte gange så stor som den anden.
Det medfølgende tal er stadig kun dobbelt så stort, men indtrykket af forholdet er noget helt andet. I bedste fald har illustratoren bare ikke tænkt sig om, i værste fald forsøger han at forvanske data. Og dette er et problem, der går igen i visuel argumentation generelt.

Den visuelle argumentation bliver opfattet mere umiddelbart end den mundtlige og skriftlige, fordi vi er vant til at stille os kritisk overfor sproget. Men når vi argumenterer visuelt, så er der fare for, at man – selv med de bedste intentioner – giver folk et andet indtryk, end man havde regnet med. Og hvis man er klar over dette, så er der fare for, at man – selv med de værste intentioner – ikke bliver opdaget, når man snyder på vægtskålen. Så hav øjnene med jer, men lad nu være at stole for meget på dem.

Den seneste tid har budt på nogle interessante eksempler på en klassisk retorisk disciplin, som allerede blev gjort berømt af Sokrates – forsvarstalen.

Første eksempel faldt d. 19. februar hvor Tiger Woods måtte gå bodsgang foran de snurrende tv-kameraer for at håndtere den offentlige kritik af forskellige private sidespring og et vaklende, kriseramt ægteskab. Det andet dukkede frem søndag aften, hvor  jetsetdronningen, nu også banebrydende kendt som Rigmor Zobel, gav interview i 21 Søndag for at præsentere sin version af retssag og mediestorm.

Der er stor forskel på de scenarier, men de repræsenterer begge en stadig stigende tendens til at kendte personer er nødsaget til at håndtere private sager som offentlige anliggender og at eventuel kritik af privatlivet fordrer offentligt svar på tiltale. Tiger Woods situation afspejler den amerikanske tradition for soningsretorik og stærke emotionelle apeller. Desuden er Woods sidespring i et religiøst-moralsk Amerika også af en graverende karakter, som vækker en god portion offentlig indignation, hvor atonement – at tage skylden på sig og bede om tilgivelse, er måden hvorpå man typisk imødekommer mediernes kritiske interesse.

Zobels interview er ikke præget af samme anger. I stedet vælger hun som svar på dommen og de historier og beskyldninger, der har floreret i pressen at nuancere sit svar, så det rummer forklaringer på forskellige af de oplevelser hun har haft fra sagen så sit lys for nogle måneder siden. Hun kontrasterer det oprindelige tiltaleforhold med den endelige domsfældelse, hvilket nærmest får udfaldet til at se ud som frifindelse, idet hendes personlige omkostninger fremhæves og dermed giver hele affæren et meget uretfærdigt og disproportionelt skær i Zobels favør. At det journalistiske bid i interviewet måske lader noget tilbage at ønske er en pointe, som ikke skal vendes her. For Rigmor Zobels vedkommende bliver der rettet op den ensidige dækning og etableres en art status quo, som formentlig bringer sagen ind i mere smult vande på trods af en varslet injuriesag som følge af enkelte skarpe udfald mod Københavns Politi, som måske kan give enkelte efterdønninger.

Efter en længere juleferie åbner jeg nu ballet her på Retorikbloggen med et  indlæg om den helt nye udvikling i den endeløse debat om ligestilling. Sagen er den at Holdberg skolen har valgt at holde et `forældremøde´ kun for kvinder og det har skabt røre. Begrundelsen fra skolen er at mødrene ved en sådan lejlighed kan skabe netværk, tale mere bramfrit sammen og måske forhindre mobning i skolen. Men men men, det er også fordi, at man håber nogle få af kvinderne, der normalt ikke får lov til at komme med til forældremøder af deres mænd, fordi der er andre fremme mænd tilstede, så vil komme og hilse på de andre mødre.

Ja sagen er faktisk så interessant at TV2 i deres 18.00 tv-avis bringer et 10 minuters langt indslag om skolen. Og Christianborg har da heller ikke sovet i timen, politiske udmeldinger er ligefrem væltet frem både fra højre og venstre. En af de første på banen var ingen anden vores helt egen ligestillingsminister Inger Støjberg.

Støjberg mener at det fædreløse forældremøde “strider imod de helt grundlæggende værdier som jeg har, og som vi arbejder for i Danmark – nemlig at kvinder og mænd er lige og at kvinder og mænd altid skal kunne deltage på lige fod”

I samme båd er naturligvis Pia Kjærgård, der lægger et lidt andet fokus: ” I mellemøsten deler man kvinder og mænd op, det gør vi altså ikke i Danmark. Jeg kan bare ikke lade være med at tænke på den enlige far som også har et barn på skolen, han kan overhovedet ikke deltage”.

Jeg ser dog mange huller i den her argumentation. For det første har man fuldstændigt fejltolket skolens intention med det her møde. Ideen var at få alle skolen mødre til at mødes og snakke sammen. Skabe integration. Hele arrangementet blev langeret som et “kaffemøde” og ikke et forældremøde. Der bliver ikke taget nogle beslutninger eller lavet planer for børnene. Så ham den stakkels enlige far Pia Kjærsgård snakker om, ja han mister ikke indflydelse på sit barn uddannelse.  Som formanden for Dansk Lærerforening siger kunne politikerne “gøre sig den ulejlighed i stedet for at fare ud med al deres populistiske fis, at prøve at sætte sig ind i, hvad det her drejer sig om”.

Men det er jo hvad det er. Det er set før at politikere farer frem med værdipolitiske udmeldinger der ikke helt står mål med den konkrete sag. Men problemet er at værdipoltikken heller ikke holder. Siden hvornår har ligestilling være lig med at alle, dvs. både mænd og kvinder, skal være inviteret til alting. Jeg synes den kære Inger Støjberg burde melde “Girls night” med melrose place og beverly hills på tv3plus til ligestillingspolitiet. Eller hvad med at hidse sig op over reklamerne  for Oddset, for der er så meget kvinder ikke forstår, eller det er i hvert fald sandt hvis man hedder Inger Støjberg….

Med udgangspunkt i den sunde og konstruktive debat om homoseksualitet som Arek Onyszko startede med sin biografi “Fucking polak”, synes jeg det er interessant at kigge på, hvordan resten af fodboldverdenen forholder sig til selv samme tema. Og måske endda tage et lille kig på hvordan vi andre amatørboldspillere giver vores mening til kende. Asbjørn Sennel er noget så sjældent som en akademisk fodboldspiller (no pun intended AB fans), og når en sådan sjælden fugl blander sig i debatten på Politikens blogsider, så må man lytte. Om ikke andet for at få bekræftet sine fordomme om fodboldspilleres evne til at ytre sig. Men her bliver man nu slemt skuffet, for Sennels gør sig faktisk nogle glimrende betragtninger om homoseksualitet i fodboldverdenen. Han tager blandt andet fat på det, set tolerancens øjne, lidt problematiske faktum, at der bliver råbt “bøsserøv”, “svans” og “homo” mere end et par gange under en gennemsnitlig fodboldtræning. Men er tilråbene ensbetydende med, at fodboldspillere hader bøsser, eller er det snarere en måde at forholde sig til et tungt tabubelagt emne på? Sennels skriver ironisk:

“Her i vores macho-kultur er homoseksualitet slet og ret ikke-eksisterende. Den tabuerende tankegang er, at det professionelle fodboldmiljø er lige så blottet for bøsser som det professionelle kvindelige håndbold-miljø er overrepræsenteret af lesbiske.”

Jeg spekulerer personligt i om den nærmest rituelle vane med at kalde med- og modspillere svanser, ikke bunder i det grundlæggende dillema, at man i løbet af en fodboldkamp klemmer sig op af andre svedige mænd, omfavner dem og siden bader med dem, og derfor er nødt til at gøre opmærksom på, at man i hvert fald ikke er interesseret i at gøre det frække med dem. Problemet er bare, at man også bliver nødt til at deltage i stigmatiseringsritualet, selvom man nu tilfældigvis lige netop skulle være interesseret i at gøre det frække med dem. Som Sennels skriver:

“Er det i virkeligheden i længden så skidesjovt at lave jokes om sin egen hudfarve eller seksuelle præference, hvis den absolutte accept ikke er soleklar? Næppe…”

Sennels påpeger også meget rigtigt at langt de fleste af os er i stand til at joke med homoseksualitet (og race og farve for den sags skyld), og samtidigt udvise tolerance når vi støder på en ægte homoseksuel af kød og blod i virkelighedens verden. De politisk ukorrekte tilnavne er bare vores måde at forholde os humoristisk til emnet. Og det er jo flot, men man må samtidigt stille sig selv spørgsmålet: “Hvornår bliver joken for første gang et udtryk for den absolutte accept af mennesket og ikke et skalkeskjul for det modsatte?”

Den meget sympatiske hovedtanke i Sennels behandling af fodboldmiljøets tabubelagte forhold til homoseksualitet er at det ikke nødvendigvis er det samme at forstå som at have tolerance. Og at det ikke er det samme at råbe svans af en holdkammerat som at hade bøsser. Grænsen er bare hårfin, og man skal kende sin humoristiske besøgstid hvis man skal afstigmatisere emnet frem for at forstærke fordommene.

Kommunalvalgkampen har lagt sin klamme hånd på hovedstaden, og i særdeleshed socialdemokraterne er ikke bange for at “slå i bordet” og kræve “respekt!”. Frank Jensen kræver eksempelvis respekt til højre og venstre. Respekt for Købehavn og respekt for Frank selv. For det første har jeg det lidt tungt med den kække ungdommelige tone, og det med at kræve R-E-S-P-E-C-T for sig selv og være top skarp og Aretha Franklin funky passer sgu ligesom bare ikke rigtig til Frank Jensen. Ja ja, du ser stadigvæk ud som en teenager med solid skægvækst, men Frank, du er altså ikke 19, og det er IKKE befordrende for ethos at lade som om. Personligt synes jeg, at Frank Jensen er en dygtig politiker, der i reglen har god indsigt i de vigtige emner, og styr på sine sager, men “mindre fuck-dig-attitude og mere fællesskab” lugter altså lidt for grimt af børnelokkeri for min smag. Jeg forstår sådan set godt at man har lyst til at trække lidt på de kreative DSU kræfter, når man skal lave en frisk kampagne, men så skal det jo være sjovt, som vi også påpegede i sidste nummer af magasinet. Ikke bare smart.

Se hvad de er Frank gerne vil have respekt for, og om han har fortjent den på kampagnesiden.