Stieg Larsson er en epidemi af Dan Brownske dimensioner, og jeg er også blevet smittet.

Ud over at være fin light krimilitteratur for os, der ikke kan klare så mange mørke rum og helte med ryggen til den mistænkte, er Mænd der hader kvinder også et holdningsværk, et indlæg i samfundsdebatten.

Som et hint til emnet indledes hver del af Mænd der hader kvinder (som er så langt, jeg er nået) med en sætning, der fortæller os hvor mange svenske kvinder, der er blevet hhv. truet af en mand, udsat for vold af en mand, udsat for grov seksuel vold fra andre end deres samlever og til sidst hvor mange, der har undladt at anmelde seksuelt overgreb til politiet. Bogen handler om mænd der forbryder sig mod kvinder, og Stieg Larsson er blevet kaldt ikke bare feminist, men femikrimiens konge.

Ligesom nyhedsjournalistik ikke er objektiv, er skønlitteratur heller ikke uden holdninger. Grunden til, at det virker, er den narrative form og læserens genreforståelse.

Når jeg læser et debatindlæg i min morgenavis, ved jeg, at nogen forsøger at påvirke mig holdningsmæssigt – det er en velkendt persuasiv genre, der gør, at jeg som læser har paraderne oppe og kræver argumenter for at lade mig overbevise.

Skønlitteratur, derimod, er ikke en traditionelt persuasiv genre, men en god historie, et hyggeligt tidsfordriv, underholdning. Når vi læser skønlitteratur, har vi paraderne nede, lader os fylde med indtryk, sympati og antipati og bevæge af fortællingen. De litterære træk bliver argumentet for, at vi godtager bogens implicitte påstand; i Larssons tilfælde noget i retningen af: Kvinder er undertrykte i Sverige, og vi skal handle mod kvindemishandling.

Stieg Larsson omstyrter ikke det svenske samfund alene, men han giver et los til debatten. Den holdningsprægede populærkultur når en målgruppe, den persuasive retorik ikke kan få op af stolene, og Larsson er bare ét eksempel. Andre oplagte eksempler er hele femikrimigenren fra Marklund over Blædel til Småge, men også Christian Jungersens Undtagelsen (mobning på arbejdspladsen) og film som Brokeback Mountain, Transamerica, Babel og Michael Moores Sicko er populærkultur med mere og mindre skjulte påstande, der overbeviser ad bagvejen og bruger den narrative struktur som belæg.