For noget tid siden sad jeg og så TV-Avisen, og blev – som jeg altid gør, når jeg ser nyhedsformidling – lettere påpasselig med at tage deres informationer for gode varer. TV-Avisen er et medie, der bryster sig af at være en sober og objektiv nyhedsformidler, men som alle andre søger de naturligvis at give deres argumenter vægt.

Det konkrete indslag, jeg studsede over, kan jeg faktisk ikke huske emnet for, men der blev brugt en illustration af nogle procentsatser. Denne illustration skulle vise en stigning fra 12% til 42%. Først blev en lille blok markeret som de 12%, hvorefter der lægges oveni, så det udgør 42%. Problemet er, at hele søjlen tilsammen nu udgør 100% af skærmens højde. Altså ser de 42% væsentligt mere dramatiske ud, end de ellers ville have gjort, selvom en 30 procents stigning i de fleste tilfælde er en bemærkelsesværdig stigning. Og dette kan være problematisk, hvis man ikke er fuldt ud opmærksom på, hvad man laver.

Der er et problem indlejret i brugen af visuel argumentation, som udmærket illustreres af et eksempel fra Darrell Huffs bog “How to lie with statistics”, hvor et kapitel handler om visualisering af data.
Hvis man eksempelvis skal illustrere en lønstigning, kan man gøre det med to poser penge. Hvis den ene pose penge skal være dobbelt så stor som den anden, så gør man den dobbelt så høj. Det lyder umiddelbart fint, men eftersom man vil skævvride illustrationen ved kun at fordoble højden, så fordobler man også bredden, så posen bevarer samme proportioner.
Det ser pænere ud, men betyder til gengæld, at der nu er fire gange så meget i den ene pose som i den anden pose. Hvis man så antager, fortsætter Huff, at mennesket opfatter ting i tre dimensioner, så bliver den ene pose penge pludselig otte gange så stor som den anden.
Det medfølgende tal er stadig kun dobbelt så stort, men indtrykket af forholdet er noget helt andet. I bedste fald har illustratoren bare ikke tænkt sig om, i værste fald forsøger han at forvanske data. Og dette er et problem, der går igen i visuel argumentation generelt.

Den visuelle argumentation bliver opfattet mere umiddelbart end den mundtlige og skriftlige, fordi vi er vant til at stille os kritisk overfor sproget. Men når vi argumenterer visuelt, så er der fare for, at man – selv med de bedste intentioner – giver folk et andet indtryk, end man havde regnet med. Og hvis man er klar over dette, så er der fare for, at man – selv med de værste intentioner – ikke bliver opdaget, når man snyder på vægtskålen. Så hav øjnene med jer, men lad nu være at stole for meget på dem.

Det er ikke nogen nem sag at skulle udtale sig oven på en soldats død i Afghanistan. Og det lader til, at det faktisk er så svært, at Forsvaret har sat sig for at sætte udtalelserne i system.

I går døde en 23-årig soldat af sine kvæstelser, efter at være blevet ramt af en sprængladning, og sidste onsdag, for kun en uge siden, døde en anden soldat på Rigshospitalet af de kvæstelser, han pådrog sig d. 31. oktober i Afghanistan.

Hvis man kigger nærmere på pressemeddelelserne på forsvaret.dk om de to soldaters død, vil man se, at de er foruroligende(!) ens.

I pressemeddelelsen fra d. 18. november står der:

“Forsvarschef general Knud Bartels siger i forbindelse med soldatens død:

Det er med stor sorg, at jeg modtog beskeden om at konstabel Rune Westy Zacharias Nielsen er død (…)”

I pressemeddelsen fra d. 25. november står der:

“Forsvarschef general Knud Bartels siger i forbindelse med soldatens død:

Det er med stor sorg, at jeg her til morgen modtog meldingen om, at en soldat er blevet dræbt (…)”

Efter den indledende konstatering af “Det er med stor sorg”, følger i begge pressemeddelser et afsnit om de pårørendes sorg og Forsvarets efterfølgende forpligtelser over for dem.

Fra d. 18. november:

“For Runes familie og pårørende må den sidste tid have været ubærlig, og tiden fremover vil altid være præget af deres tab. I forsvaret vil vi gøre vores yderste for at støtte familien og de øvrige pårørende i denne svære stund.”

Og fra d. 25. november:

“Ingen ord kan mildne det tab, som soldatens familie og kære oplever nu. Deres liv vil aldrig blive det samme igen. Vi vil i forsvaret gøre alt, hvad der er muligt for at hjælpe og støtte familien i den svære proces, der nu følger for dem.”

Og længere nede fortsætter de meget ensklingende formuleringer:

“Tabet af Rune er en smertelig erindring om (…)”

“Tabet af en soldat er også smerteligt for os alle i forsvaret (…)”

Det er selvfølgelig svært at opfinde den dybe tallerken, hver gang der er et nyt dødsfald, især når de kommer så tæt efter hinanden, som tilfældet desværre er for tiden. Og selvfølgelig har man lyst til at sige mange af de samme ting hver gang: Det er et stort tab, tankerne går til de efterladte, men vi må kæmpe videre.

Men det undskylder ikke, at Forsvaret ikke kan tage sig sammen og lave nogle pressemeddelser, der bare virker en anelse mere oprigtige!

For nylig fik Gordon Brown læsterlige klø for at sende et kondolencebrev fyldt med stavefejl til en afdød soldats mor. Men hvis det – Gud forbyde det! – en dag skulle være mit barn, der skulle omtales efter sådan en hændelse, ville  jeg til hver en tid foretrække, at det skete på en fejlbehæftet, oprigtig måde frem for de skabelonløsninger, som det danske forsvar åbenbart opererer med.

Det kan dårligt være nogen hemmelighed, at de sidste otte års Bush-administration, har været ganske præget af en konstruktion og styring af virkeligheden. Fra Top Gun-scener på hangarskibe i den Persiske Golf til karikaturer af Gore og Kerry som chardonnay-drikkende, brie-spisende vatnisse-europæere, har den republikanske mediemaskine sørget for at fremstille tingene, som de gerne vil have det.
Men dette er mere end simpel framing. Den neokonservative retning, har siden sin oprettelse fordrejet og direkte løjet for at fremme sine egne mål. En del af den neokonservative doktrin er nemlig, at et land har behov for et stærkt fjendebillede for at kunne forblive stærkt, det være sig en ekstern fjende (som Bin Laden) eller en intern (som – ja – dybest set, en demokrat). Problemet opstår, når fjenden ikke er så umiddelbar, som man kunne håbe. Til det har de neokonservative fundet en fremragende løsning: man finder på en.
Gennem de seneste år, er virkeligheden blevet forvrænget så mange gange, at det kan være svært egentlig at finde ud af, hvad der er sket. Men hvis man ser på hele forløbet omkring Irak-krigen, Enron-skandaler, ulovmæssige udliciteringer i Irak og fokuseringen på terror, som roden til al død og ødelæggelse i verden, så er der ikke langt til den konklusion, at virkeligheden bliver fordrejet. Hertil kan man tilsætte en udtalelse, der tilskrives tidligere medieguru og personificeret ondskab Karl Rove: “(…) når vi handler, så skaber vi vores egen virkelighed. Og mens du studerer den virkelighed – empirisk – så handler vi igen og skaber en ny virkelighed (…)”, og så er man ikke langt fra at tænke, at der er et eller andet forfærdeligt galt.
Med Bush og Roves outro kunne man så håbe, at virkelighedsforvrængningen er ovre, men intet tyder – desværre – på det. I Sarah Palin har vi fundet endnu et eksempel på forvridning af sandheden. Republikanerne påstår, at Palin modsatte sig konstruktionen af en bro, mens journalister kunne afsløre, at hun stemte for forslaget. Republikanerne påstår, at Palin er fuldt kompetent i udenrigspolitisk regi, mens journalister måtte erkende, at hun ikke engang kender den siddende præsidents doktrin. Hun har selv sagt, at hun har stor indsigt i udenrigspolitik, fordi der er en ø i Alaska, hvorfra man kan se Rusland, mens alle normalt tænkende væsner kan se, at det vist er lidt af en tilsnigelse.
Så vidt Palin, det er jo alligevel ikke hende, der kommer til at sidde bag roret. Men McCain er ikke meget bedre. For nylig kom han af vanvare til at indikere, at Spanien ligger i Sydamerika, og er fjende af USA (når de i virkeligheden er NATO-allierede). I stedet for at erkende sin fejl, vælger han at insistere på at Spanien er et usympatisk land, denne gang ikke med udgangspunkt i geografi, men i det faktum, at landets siddende regering trak tropper tilbage fra Irak.
Dette himmelråbende idioti kunne være en enkelt smutter, men ønsket om at tilpasse virkeligheden til meninger og narrativer frem for omvendt skinner desværre igennem. I forbindelse med Spanien-fadæsen udtalte McCain senere: “Jeg er villig til at møde enhver leder, som er dedikeret til de samme principper og filosofi, som vi er i forhold til menneskerettigheder, demokrati og frihed, og jeg vil sætte mig op imod dem, som ikke er”. Med andre ord, vil McCain hellere navigere med ideologisk korrekte skyklapper end indgå i dialog med folk, han ikke kan lide. Det er en indstilling, der nok skal fungere i Nordkorea…
Jeg er ked af, at McCain nu øjensynligt blot er mere Bush. McCain var tidligere moderat, og valget mellem Obama og McCain virkede ikke skræmmende på mig. Desværre viser han, at han har samme indstilling til verden, som de sidste otte års administration. Måske er det denne indstilling, der gør at Obama stadig er muslim i store dele af sydstaterne, at det åbenbart er fedt med religiøs frihed kun for kristne, og at krigen mod terror stadig er topprioritet i en verden, der har mere presserende, lettere løselige og umiddelbare problemer.

Sidste uge skrev flere aviser om, at fire gymnasieelever har opfundet et apparat, der gør det umuligt at aflure pinkoden, når der bliver betalt med dankort i supermarkedet. På dr.dk, politiken.dk og andre steder hed historien: “Danske piger stopper pinkodetyve”, og i erhvervsbladet hed den: “Fire iværksætterpiger stopper pinkodetyve”. Titlerne er både rigtige og præcise, men en anden vinkel kunne have fremhævet, at det drejede sig om ‘unge iværksættere’ eller ‘danske gymnasieelever’ i stedet.

Overskriften er et eksempel på ‘Undtagelsen, der bekræfter reglen’-historien, (som vi også så det med etniske minoriteter i RM 67), hvor det bliver fremhævet som en succes, at det er piger, der er iværksættere og laver en teknisk opfindelse. Det er et paradoks, hvor man i ligestillingens øjemed lidt misforstået sætter fokus på det usædvanlige og dermed understreger en kønsstereotyp.

Nogle ville måske mene, at det også er et paradoks, at jeg bemærker det på et metaniveau nu, og det er en generel problemstilling inden for kønsforskning: Hvis man påpeger forskelle for at fremme ligestilling eller forståelse for ligestillingsproblematikker, modsiger man den argumentation, der handler om, at mænd og kvinder er ens og derfor bør have ens rettigheder og vilkår. Det er det samme, der sker, når man fx siger, mænd og kvinder er ens og derfor skal have ens løn og arbejdsvilkår. Men når man så vil gøre en aktiv indsats for at gennemføre lige løn, ender det tit med positiv særbehandling og lønforhandlingskurser for kvinder, hvilket peger på, at der skulle være forskel i evner til at forhandle løn.

Et andet eksempel er mænds ret til barsel. For at der skal være ligestilling, bliver man nødt til at lave tiltag, der favoriserer manden. Eller når man laver kvoter, hvor man skal ansatte så og så mange kvindelige professorer – dermed siger man, at det er et nødvendigt onde, som ikke er at foretrække.

Det er en svær diskussion, og jeg har ikke løsningen. For nogle situationer kræver positiv særbehandling, men samtidig modvirker det en samfundsindstilling, der skal bevæge sig mod ikke at se så mange forskelle, men flere ligheder.

Et udvalg under Kulturministeriet offentliggjorde som bekendt i denne uge sprograpporten Sprog til tiden. En stor del af rapporten kredser om dansk-engelsk-problematikken og har nogle gode overvejelser om, hvorvidt dansk er i fare som videnskabs- og erhvervssprog. Jeg vil ikke tage den diskussion her, men pege på en anden, som ikke får plads i rapporten, nemlig forholdet mellem mundtlighed og skriftlighed i det danske sprog.

Rapporten diskuterer om Danmark skal have en sproglov, men mener at vi klarer os bedre uden. Desuden er en sproglov umulig at håndhæve – for hvem skal komme efter dem, der sætter komma foran det infinitte verbal eller dem, der sluger stavelserne i TV-Avisen?

Jeg er enig i, at vi ikke skal have en sproglov, men fortsat anbefalinger for sproget, som nu fra Dansk Sprognævn. Et af de store spørgsmål er, hvordan vi får en balance mellem det skrevne og det talte dansk, og det er knyttet til lovgivningsproblematikken: Det er svært at lovgive om det mundtlige sprog, for man kan ikke sætte røde streger i det, folk siger, og derfor har det mundtlige sprog fået lov til at udvikle sig frit, mens det skriftlige er blevet holdt i ave.

I uddannelsesinstitutionerne, fra folkeskolen til Universitetet, er der stadig et relativt skriftligt fokus. Vi ser det også i rapporten, der lægger vægt på, at lærerne skal have fokus på læse- og skrivefærdigheder og læse- og skriveglæde. Der bliver ikke talt om talefærdigheder eller taleglæde.

Sproget er en meget personlig ting, og det mundtlige sprog er det især, fordi vi ikke er vant til, at der er nogen, der piller ved det. Det skriftlige er også personligt – vi ved, hvor svært det kan være at give og få feedback – men selve retstavningen er ikke så personlig, for der er noget, der er rigtigt og forkert.

Jeg tror, det er den skævhed, der gør, at talt og skrevet sprog fjerner sig fra hinanden, og det vigtige spørgsmål er: Skal vi lukke lidt mere op for udvikling i skriftsproget, eller skal vi have lidt mere ’rigtigt og forkert’ i det mundtlige sprog? Jeg synes ikke, der er én løsning. Hvis vi ændrer stavemåder, får vi med tiden problemer med at forstå gamle danske skrifter. Hvis vi strammer op på det mundtlige sprog, bremser vi en interessant udvikling, fordi sprogudvikling er en del af identitetsdannelsen, både som menneske og som samfund.

Jeg vil ikke bestemme, hvad der er rigtigt, men jeg synes, det er den diskussion, der er vigtig. Hvilken vej skal vi trække i tovet? Kan vi trække begge veje samtidig? Og hvordan skal vi gøre det konkret?

PS: En sidebemærkning til rapportens titel: Sprog til tiden bringer associationer til DSB’s ”Tog til tiden” og er et ethoslån, der ikke er helt gennemtænkt. De færreste forbinder reelt DSB med tog til tiden, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om den association følger med, så man får en opfattelse af rapporten som noget, der hele tiden halter bagefter og er forsinket i forhold til sprogudviklingen. Jeg synes ikke nødvendigvis rapporten er det, men titlen er et eksempel på, at det er mere lydligt smart end det er indholdsmæssigt gennemtænkt.

Her kan du læse rapporten