Loading....
Seneste indlæg:

Afdeling 'Virksomhedsretorik'

Som tidligere omtalt gør jeg et stort nummer ud af at betragte de københavnske reklamesøjler på min vej gennem byen. Igår da jeg passerede hovedbanegården, lagde jeg mærke til en reklame for Elite Købmanden. Reklamen er rimeligt ordinær, og tilbyder som regel 3 flasker y for x kr. denne uge. Ikke noget voldsomt opsigtsvækkende der. Det der dog er lidt interessant, er at tilbuddet konsekvent fremføres visuelt af en dansker af anden etnisk oprindelse (hvorvidt dette udtryk er det mest politisk korrekte og mest meningsfulde, er materiale til et blogindlæg for sig). Personen på billedet gør en enten inviterende eller tilbydende gestus, og har Elite t-shirt og kasket på. Modellen skifter fra reklame til reklame, men etnisiteten, som jeg vurderer til at være mellemøstlig, er konstant. Altså ingen blege, sorte eller gule modeller.

Det er jo vanlig praksis i USA at promovere sig på det smukke samspil mellem en sort, en hvid, en gul og en brun, når man skal reklamere eller fremvise identitet. Forsiden på de foldere jeg har modtaget fra amerikanske universiteter prydes konsekvent af modeller af alle farver, og der bliver slået højt på tromme for at fastslå, at alle nationaliteter er velkomne. Den visuelle multietnicitet bliver altså garant for tolerancen og den politiske korrekthed. Derfor tror jeg ikke umiddelbart Elite modellerne er udvalgt for at signalere politisk korrekthed. Men hvad er de så et udtryk for? Nydanskernes voksende selvbevidsthed og evne til at promovere denne? Altså evnen til at sætte fokus på egne evner og betydning i det danske samfund og skille sig ud i et positivt lys. Jeg må indrømme at jeg uværgeligt kom til at tænke på, om man ikke fastlåser en gruppe i en “købmands/kioskidentitet”, når man vælger at fremstille et segment på den måde. Det er selvfølgelig også muligt at der ikke er gået større overvejelser ind i udvælgelsen af modellerne, og man simpelthen har valgt at afspejle virkeligheden ved at vælge faktiske købmandsejere.

Jeg vil meget gerne høre, hvad I mener om sagen. Overfortolker jeg fuldstændig, eller har jeg spottet en ny trend?

Min primære underholdning på den lange vej til arbejde hver morgen består i at kigge busstoppesteds reklamer. Nogle gange er jeg heldig, og får kastet en Cult reklame med nøgne mennesker i hovedet, men for tiden må jeg nøjes med kampagnen for Lån & spar banks nye design under sloganet: “Nyt udseende samme Bank.” Det budskab som Lån & spar promoverer, er sandsynligvis, at kerneaktiviteten og troværdigheden er den samme som altid, mens den kommunikative profil på en eller anden måde skærpes og forbedres. På den anden side kan man jo også uddrage en anden konklusion, der lyder lidt i retning af: “Vi ændrer ikke noget grundlæggende, men bruger en masse penge på et nyt logo og design”. Eller: “Vi giver lige den synkende finanskrise-skude et lag frisk maling, så vi ikke ser så kriseramte ud.” At form og indhold hverken kan eller må skilles ad, ved vi jo fra retorikstudiet, men i dette tilfælde melder man jo åbent ud, at man bevidst holder indholdet adskilt fra den nye forbedrede form. Og så lugter der altså lidt af spildte sparsomme finanskrise-kundekroner i mine næsebor.

Se det flotte nye design på: www.lsb.dk

Jeg sidder for øjeblikket, og kigger lidt på fænomenet CSR (Corporate social responsibility), der for tiden nyder stor opmærksomhed. kort fortalt handler det om, at de store virksomheder skal til at udvise ansvarlighed overfor det lokalsamfund og den verden, som de opererer i fremfor bare at have bilk for bundlinien. Det svinger lidt, om fænomenet bliver betraget som et strøg grøn maling på en synkende olietanker eller som et reelt skift i den måde, virksomhederne fører forretning på.

Specielt kæden Marks & Spencer i England fører en meget offensiv CRS strategi, der strækker sig fra klimabevidsthed over fødevarekvalitet til medarbejdertrivsel – og jeg synes det var lidt interessant, at se hvordan man vælger at formulere formålet med denne nye ansvarsbevidsthed. De kalder deres CSR-plan for “Plan A”, og skriver: “We’re doing this because it’s what you want us to do. It’s also the right thing to do. We’re calling it Plan A because we believe it’s now the only way(…)” . Det er interessant at bemærke, at man benytter sig af en eunoiaappel idet man siger at “vi gør det fordi det er det i vil have”, og tilstår, at man som forretning ikke primært er motiveret af hensynet til verden, men af hensynet til kunderne. Senere følger naturligvis de gode intentioner i forhold til moralsk ansvarlighed, men jeg synes ikke desto mindre, at det er interessant at se, hvordan “ærlig snak” ledsager “ærlig forretningsførsel”. Spørgsmålet er selvfølgelig hvor meget handling, der rent faktisk følger retorikken, men tendensen er spændende og nok en man kommer til at se efterlignet herhjemme inden længe.

se mere på: http://plana.marksandspencer.com/about

Jeg er lige blevet gjort opmærksom på powerpointverdenens YouTube: SlideShare. Der ligger ikke så frygteligt meget på dansk endnu, men det kunne der jo komme til. I hvert fald er det et fint sted at hente inspiration, hvis man skal holde kursus, og så kan man jo bruge det som sjovt tidsfordriv ligesom YouTube. Her er fx én af den slags med sjove børn, som folk i kontorlandskaber aldrig er sene til at sende rundt.

PS: Hvis man mangler sjove ting at sende rundt på kontoret, kan jeg også anbefale kontorspillet på Blogbogstaver. Er selv stor fan af den med playmobilfigurerne.