Der er som bekendt nu kun 6 dage til kommunal- og regionsrådsvalget, og i den anledning findes der et stort udvalg af valgvideoer på youtube. I de næste dage dage vil Retorikbloggen kigge nærmere på tre af disse videoer og vurdere dem ud fra tre parametre:

1) Er de nyskabende?

2) Er de tilpasset youtube-mediet (altså har de en passende længde, har man lyst til at vise dem til en ven)?

3) Trænger budskabet igennem?

Den første video er lavet af Skives venstreborgmester Flemming Eskildsen og er meget traditionel.

Den scorer lavt på første parameter, for den skaber intet nyt. Den er så kedelig og konventionel, at de 2 minutter og 29 sekunder føles som en evighed. Flemming Eskildsens stemmeføring er MEGET monoton, og han benytter sig af det gammelkendte trick at hive en lokal helt ind, han kan trykke i hånden. Hele videoen bidrager kun til at forstærke kommunalpolitikkens image som noget, der befolkes af gamle mænd i endnu ældre biler.

På andet parameter kommer Flemming Eskildsen heller ikke særlig højt op. 2 minutter og 29 sekunder behøver egentlig ikke være for lang tid til youtube-mediet, men hvis man kun deler de 2,5 minut op i sølle fire klip, der henholdsvis er 1 minut og 12 sekunder, 40 sekunder, 25 sekunder og til sidst 12 sekunder, så gør man altså en habil indsats for at kede seeren ihjel. Og det hjælper ikke meget, at Flemming Eskildsens politiske buzzwords undervejs kommer dumpende, masende og flyvende ind i billedet som WordArt i en anden børnefødselsdagsinvitaion. Jeg ville kun sende denne video videre til spot.

Og på tredje barometer ser det heller ikke for godt ud. Jeg kan efter at have set videoen igennem 4 gange stadig ikke rigtig huske, hvad Flemming Eskildsen vil, udover at det er noget med at styrke det lokale, som enhver anden lokalpolitiker vel også har som mål. Ikke én politisk mærkesag træder tydeligt frem, og kun indtrykket af Flemming Eskildsen som en lidt kedelig, halvgammel mand er stadig hos mig.

Videoen har i skrivende stund 243 views, og jeg tvivler på, om den når at runde de 1000 inden på tirsdag.

Jeg er lige blevet gjort opmærksom på powerpointverdenens YouTube: SlideShare. Der ligger ikke så frygteligt meget på dansk endnu, men det kunne der jo komme til. I hvert fald er det et fint sted at hente inspiration, hvis man skal holde kursus, og så kan man jo bruge det som sjovt tidsfordriv ligesom YouTube. Her er fx én af den slags med sjove børn, som folk i kontorlandskaber aldrig er sene til at sende rundt.

PS: Hvis man mangler sjove ting at sende rundt på kontoret, kan jeg også anbefale kontorspillet på Blogbogstaver. Er selv stor fan af den med playmobilfigurerne.

Sidste uge skrev flere aviser om, at fire gymnasieelever har opfundet et apparat, der gør det umuligt at aflure pinkoden, når der bliver betalt med dankort i supermarkedet. På dr.dk, politiken.dk og andre steder hed historien: “Danske piger stopper pinkodetyve”, og i erhvervsbladet hed den: “Fire iværksætterpiger stopper pinkodetyve”. Titlerne er både rigtige og præcise, men en anden vinkel kunne have fremhævet, at det drejede sig om ‘unge iværksættere’ eller ‘danske gymnasieelever’ i stedet.

Overskriften er et eksempel på ‘Undtagelsen, der bekræfter reglen’-historien, (som vi også så det med etniske minoriteter i RM 67), hvor det bliver fremhævet som en succes, at det er piger, der er iværksættere og laver en teknisk opfindelse. Det er et paradoks, hvor man i ligestillingens øjemed lidt misforstået sætter fokus på det usædvanlige og dermed understreger en kønsstereotyp.

Nogle ville måske mene, at det også er et paradoks, at jeg bemærker det på et metaniveau nu, og det er en generel problemstilling inden for kønsforskning: Hvis man påpeger forskelle for at fremme ligestilling eller forståelse for ligestillingsproblematikker, modsiger man den argumentation, der handler om, at mænd og kvinder er ens og derfor bør have ens rettigheder og vilkår. Det er det samme, der sker, når man fx siger, mænd og kvinder er ens og derfor skal have ens løn og arbejdsvilkår. Men når man så vil gøre en aktiv indsats for at gennemføre lige løn, ender det tit med positiv særbehandling og lønforhandlingskurser for kvinder, hvilket peger på, at der skulle være forskel i evner til at forhandle løn.

Et andet eksempel er mænds ret til barsel. For at der skal være ligestilling, bliver man nødt til at lave tiltag, der favoriserer manden. Eller når man laver kvoter, hvor man skal ansatte så og så mange kvindelige professorer – dermed siger man, at det er et nødvendigt onde, som ikke er at foretrække.

Det er en svær diskussion, og jeg har ikke løsningen. For nogle situationer kræver positiv særbehandling, men samtidig modvirker det en samfundsindstilling, der skal bevæge sig mod ikke at se så mange forskelle, men flere ligheder.

Undertegnede havde i går fornøjelsen af at overvære Elisabeth Hoff-Clausens offentlige Ph.d.-forsvar på KUA. Ph.d.-afhandlingen har titlen: ”Online ethos; Retorisk kritik af karakterfremstilling i politikere, bloggere og brugerfællesskabers webretorik.

Nu er det i sig selv spændende at se et retorik Ph.d.-stipendiat, dem flyder det jo ikke ligefrem med, men Hoff-Clausens Ph.d. har bestemt også nogle betragtninger, som jeg er sikker på kommer til at give genklang både på retorikuddannelsen og måske helt ned på retorik på gymnasierne. Afhandlingen handler nemlig blandt andet om, hvordan vi som retorikere, og samfundsborgere kan blive bedre til at afkode troværdighedsappeller i online tekster og læse hjemmesider i det hele taget. Man kunne vel nok undre sig over, at en sådan undersøgelse ikke er lavet noget før.

Hoff-Clausen leverer i sin afhandling analyser af en række cases, som hver især leverer forskellige perspektiver på online ethos. Der produceres ikke én tilgang, som man derefter kan applicere på al online kommunikation. Derimod gives tre forskellige analyser af tre forskellige slags ethos-fremstilling for på den måde at give den mest præcise og udtømmende ”begrebsorienterede retoriske kritik”, som vi andre så kan bygge på, når vi skal levere vores analyser af ethos på nettet.

Jeg tygger mig pt. igennem Ph.d.’en, og kan godt anbefale den, hvis man har en lørdag aften, som man ikke lige ved, hvad man skal gøre med. Her til sidst skal det lige nævnes at retorikmagasinet i næste nummer, hvis alt går godt, leverer et interview med Elisabeth Hoff-Clausen om perspektiverne i hendes Ph.d.