Julen har netop nu ramt klimaks…. En stor del af os sidder nu mætte i det blødere møblement og forsøger række gavebåndene ved siden af stolen til en mor eller en faster, der forsøger at holde orden på juletropperne. Inden dette forløsningsstadie på hele julemenageriet, tog vi selvfølgelig turen rundt om juletræet. Eller måske skulle jeg være mere nøjagtig og tilføje, at det var knap så stor en selvfølgelighed i år som tidligere. Blandt nogle af os i de yngre generationer anedes en vis tøven omkring denne tradition, som gerne betyder a capella sang istemt af samtlige mere eller mindre musikalsk talentfulde familiemedlemmer. Dette er i sig selv en smule frygtindgydende. Nuvel, en smule kakofonisk juletradition har man jo før overlevet, så vi tog hinanden i hænderne efter at have forliget os på et menneskeligt antal salmer og strofer.

Vi satte i med “Det kimer nu…” fulgt op af en anden klassiker, nemlig “Et barn er født i Bethlehem”. Vi havde kun én salmebog, hvilket voldte en anelse problemer i de yngre rækker, de ældre, opvokset i en præstegård, slap heldigere fra teksten. Nødvendigheden af at kalde de grundtvigianske gloser frem fra hukommelsen fremfor koncentreret at bladre i en julesalmepamflet levnede mig imidlertid plads til en anden overvejelse i mit baghoved, som gav anledning til et gennem salmen kontinuerligt smil på læben. Et smil, der bemærkedes af skarpsindige øjne blandt de grånende juletræsdansere og afstedkom en debat, som ender i dette indlæg. “Hvad er det egentlig for noget mekanisk volapyk, vi lirer af – forstår vi overhovedet, hvad vi synger”.

Det ene vers efter det andet med arkaismer fra 1800tallet klingede frem, men giver det overhovedet mening for de fleste danskere i snart 2010? Jeg ved, at indlægget allerede emmer anslag mod traditionen og gammelkendt debat om sproglig udvikling. Det er egentlig ikke mit ærinde at kræve julesalmerne skal give mening, og dybest set forstår vi jo nok, hvad de handler om,  men det er dog lidt pudsigt, at meget af det konkrete indhold i teksterne står lidt hen som mærkelige forhistoriske, faste vendinger. Jeg vil blot vise et udpluk pudsige vers fra “Et barn er født i Bethlehem” og så kan folk jo tyde dem over julefrokosten i morgen og eventuelt selv finde nye i julesangskatten….

thi glæder sig Jerusalem

En fattig jomfru sad i løn

Ham være pris til evig tid

for frelser bold og broder blid!

Da vorde engle vi som de

Glædelig jul og godt nytår.

Som HC siger, er sportsjournalistik til tider underholdende, fordi det er for dumt eller dårligt. Ja og her er så en lille bitter kommentar til TV2 og en lille finurlig artikel om Serena Williams. Hun har under en tenniskamp hidset sig op, og overhældt dommeren med verbale gloser, der givetvis hører bedst hjemme under et Jerry Springer program og så helst også beepet til ukendelighed. En udmærket og sjov lille historie. Sagen er dog at artiklen er ualmindelig dårligt skrevet. Det vælter med komma- og stavefejl, og opsætningen er meget uheldig.

F.eks. forstår vi at  “Der venter også en karantæne og venter på amerikaneren, hvis hun indenfor de nærste to år farer i flindt i en af de større turneringer”.

Eller: “Bøden er den højeste, der er givet for sporgbrug på en tennisbane”

Hvad med en lille smule korekturlæsning?

Det er som om, at de journalistiske standarter ikke gælder for nettet. Er vi nået til et punkt hvor nyhedsopdateringen og tilgængelighed er vigtigere end sproglig anstændighed? Skal vi ofre puritas på worldwidewebs bugnende og altomfattende alter?

I forstår nok min pointe. Og tilbage er der kun at sige, at den pågældende journalist også burde idømmes en bøde for dårligt sporgbrug.

Har du lagt mærke til at alle kreditkort udløber i 2012??? Ved du hvorfor Moleskin, det store kalenderfirma, ikke  har udarbejdet deres design til kalendre efter 2012?? Svaret er enkelt: Det er fordi jorden går under i 2012.  Det har mayaerne selv sagt. Og den er god nok, fordi nu har hollywood også filmatiseret det. Jeg snakker her om den nye blockbuster “2012″” der er i biograferne for tiden. Den er instrueret af Roland Emmerich, der har begået andre tænk-nu-hvis-det-skete-film som “The day after tomorrow” og “Godzilla”.  Filmen går i alt sin enkelthed ud på at jorden går under, og sympatiske John Cusack forsøger så at rede skindet i den proces. Men stop lige en halv! Filmen har den fængende undertitel “”How will 6 billion people survive the end of the world?” . Ja og hvordan vil de egentlig det? Der er lagt op til en spændende film. Allerede i traileren ser vi at jorden styrter fuldstændig sammen. Så jeg undrer mig lidt. Hvordan i alverden skal filmen udvikle sig, når jorden går under allerede i startscenen. Hvordan overlever søde John Cusack jordens undergang? Svaret burde være simpelt: Det gør han ikke. Det burde han ikke. Det er jo dommedag for hellevede!! Alle skal dø… Men svaret er ikke simpelt, og John Cusack overlever sikkert, og jeg ser altså selvmodsigelse på film!

Jeg sad i går og stenede amerikansk fodbold på TV2 Sport, og der, midt i min søndagsbagstivhed, går det op for mig, at TV2 da har givet begrebet “genudsendelse” en opfriskning. Nu hedder det ikke længere “genudsendelse”, næ nej, det hedder “relive”.

Jeg skal være ærlig og sige, at jeg faktisk ikke er klar over, om de to begrebet betyder præcis det samme. Det kan muligvis være, at “relive” ikke betyder, at kampen har været vist før på kanalen, men at den derimod bliver vist forskudt. Men under alle omstændigheder er “relive” et fantastisk sprogligt forsøg på at forfriske en lidt træls ting som sport, der ikke er direkte.

I dag kom det så frem, at et terrorangreb mod Jyllandsposten er blever forpurret af FBI og PET. De to formodede bagmænd, David Coleman og Tahawwur Hussain Rana, blev anholdt hendholdsvis d. 3. og 18. oktober i Chicago.

Det sjove ved den historie (hvis man altså kan tale om noget “sjovt” ved terrorisme) er det kodenavn, som de mistænkte har brugt om det angreb, de planlagde: Mickey Mouse-projektet. For det kan godt være, at der er noget helt galt oven i hovedet på personer, der overvejer at udføre terror. Men at kalde et angreb, der næsten kun kan være et svar på det, der på engelsk kaldes “the cartoon crisis”,  for Mickey Mouse-projektet, det har altså sin helt egen morbide Walt Disney-charme.

Øv til terrorisme, hurra for sproglig opfindsomhed!