Som det måske er kommet nogle for øre, har der været noget snak om kødet i  SuperBest, “Hele Danmarks Fødevaremarked”. 11 butikker er blevet taget i alt fra fusk med datomærkningen til sammenblanding af svine- og lammekød, og det vil kæden gerne sige undskyld for.

Det gør SuperBest så med en landsdækkende kampagne (i øvrigt deres dyreste kampagne nogensinde), der skal genoprette forbrugernes tillid. I går kunne man således læse en stor annonce i de største landsdækkende aviser med overskriften “Undskyld”. Og jeg har simpelthen ikke kunnet finde annoncen noget sted på nettet, desværre.

Nå, men denne annonce er altså værd at kigge nærmere på. For den agerer spydspids i kampagnen, den rammer rigtig mange mennesker midt i søndagsmorgenkaffen, og den skal finde en interessant balance mellem at være undskyldende og ydmyg uden at være ynkelig og flæbende.

Allerførst bliver jeg som retoriker nødt til at nævne, at det ikke lader til, at SuperBests hidtidige kødkontrol er mindre lemfældig end deres kommakontrol. Annoncen indeholder 7 meget elementære kommafejl, og så må I kalde mig pedant og flueknepper, men jeg synes sgu, det er pinligt, at man bruger så mange penge på annoncer, men ikke lige har overskud til at få læst teksten igennem af én, der kan finde ud af at sætte kryds og bolle.

Når det så er sagt, synes jeg faktisk, at annoncen er meget vellykket.

1) Der bliver sagt “undskyld” i overskriften og “vi beklager dybt” i manchetten (og ikke mere, det havde også været for meget).

2) Det bliver i manchetten også lagt åbent frem, at det er i 11 butikker, der har været problemer (ærlighed, tjek).

3) Det bliver i afsnittet “De nye regler” forklaret, hvad SuperBest vil gøre for at undgå gentagelser.

Jeg savner kun en ting: konsekvenser. Så vidt jeg kan læse mig til andre steder, er de ansvarlige for snyderiet blevet fyret. Hvorfor er det ikke nævnt i annoncen? En fyring er det klareste signal, SuperBest overhovedet kan sende (udover at smide fusker-butikkerne ud af kæden, men det kan nok ikke betale sig), og at snyderne nu er væk er da om noget en garanti for, at snyderiet ikke vil gentage sig. Det kan godt være, at det at nævne fyringer i annoncen ville skabe “dårlig stemning”, eller hvad argumentet for at udelade oplysningen nu kan være, men det ville sammen med afsnittet “De nye regler” være med til at skabe et endnu klarere billede af SuperBest som en handlekraftig og konsekvent virksomhed.

Resten af den 14 dage lange kampagne indeholder videoer, skilte og brochurer ude i butikkerne, husstandsomdelt materiale og potentielt tv-reklamer. Så må man som forbruger håbe, at SuperBest vitterligt har lært af deres fejl, og SuperBest må håbe, at tillidskampagnen (og tiden) kan hjælpe med til, at kunderne kommer tilbage.

For nylig blev Den Danske Ordbog lagt på nettet, og det gør Politiken opmærksom på ved at lave en afstemning om begreber og ordsprog hvis brug, der hersker usikkerhed omkring. Som Lars Trap Jensen fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab siger, så har ord og udtryk jo kun en betydning i den udstrækning, folk er enige om deres brug og fortolkning, hvilket gør det vanskeligt at fastsætte den korrekte anvendelse. Der er med andre ord tale om rent flertalstyrani. Eller det smukkeste demokrati. Alt efter temperament. Denne relativistiske holdning har blandt andet medført, at en bjørnetjeneste nu både kan være en “tjeneste der i virkeligheden ikke er en tjeneste” (sådan som de fleste kender begrebet) og en “stor tjeneste” (sådan som “ungdommen” bruger begrebet – puhhaa). Men skal der ikke være en grænse? Bare fordi ordet lemfældig i løbet af et par generationer er gået fra at betyde omhyggelig til at betyde skødeløs , så skal det vel ikke være sådan at vi ligepludselig stemmer os til, hvad ordene skal betyde. Fx mener 20 procent af stemmeafgiverne på politiken (ca 625 mennesker), at mistænkelig bruges om en person der nærer mistanke til nogen eller noget. Og det er jo bare forkert. Her nytter det jo ikke noget bare at gå efter mavefornemmelsen eller sidemanden. Der må en ordbog til. Ganske vist ville mistænkelig beholde sin oprindelige betydning altså om en person der vækker ens mistanke hvis det stod til flertalsafgørelse, men her synes jeg at Politiken gør sproget en bjørnetjeneste (i sin gode gamle betydning) ved at lægge helt fastsatte begreber til debat. Folk er tydeligvis forvirrede nok i forvejen.

Og så må jeg jo krybe til korset og indrømme at jeg faktisk ikke var helt sikker på havd begrebet forfordelt dækker over. Afstemningen på Politiken afslører at 54 procent mener at det betyder at: “At give nogen mindre end andre” og 46 procent (i stil med mig) mener at det betyder: “At give nogen mere end andre”. Ordbogen giver de 54 procent ret, så det holder jeg mig sgu til. Hil pøbelvældet!

Jeg vil gerne prøve at følge lidt op på den debat om sportsjournalistik og dennes seriøsitet, som Nis tidligere satte i gang på denne blog. For jeg undrer mig lidt over, hvorfor sportsjournalister tilsyneladende ikke er villige til at være kritiske over for andet end dommerpræstationer og baneløbere.

Et eksempel:

I mandags kunne man på dr.dk læse følgende overskrift: Ferguson: Schmeichel og van der Sar er lige. Artiklen handlede om, at Manchester Uniteds manager Sir Alex Ferguson havde udtalt, at: “Jeg har altid set Schmeichel som den bedste målmand i verden, men Edwin (MU’s nuværende målmand, red.) er helt oppe på samme niveau.”

På spn.dk i dag kan man så læse denne overskrift: Ferguson: Schmeichel er den største. Denne artikel handler om, at selvsamme manager i går udtalte til TV2′s sportsprogram LPS, at: “I min tid som træner, og i min tid i fodbold, så er Peter Schmeichel den største målmand, vi har set. Han var ganske enkelt enestående.”

Nu skal jeg ærligt indrømme, at jeg ingenting ved om, hvornår LPS er optaget, og at et tidligt optagetidspunkt muligvis kan være grunden til, at en sportsjournalist fra TV2 ikke lige har spurgt: “Undskyld, Sir Ferguson, men i mandags sagde du, at…”

Men det undrer mig, at sportsjournalister øjensynligt ikke ønsker at være bare lidt kritiske. Jeg medgiver gerne, at det ikke er verdens største nyhed, at Ferguson modsiger sig selv for henholdsvis at tækkes sin nuværende målmand og de danske seere. Men hvis de to nyheder hver for sig virkelig er vigtige nok til at blive bragt på henholdsvis dr.dk og spn.dk, hvorfor er “summen” af de to nyheder (og den åbenlyse modstrid, der er i) så ikke mindst lige så vigtig? Hvorfor er der ikke nogen, der griber den bold?

I går var der så nogle soldater, der tillod sig at foreslå, at man måske kunne begynde at overveje en exit-strategi i Afghanistan, hvor Danmark har haft soldater siden januar 2002. Soldaterne var kommandør Bent Fabricius, formand for officerernes fagforening, og seniorsergent Jesper K. Hansen, formand for befalingsmændene.

Det fik straks udenrigsminister Per Stig Møller på banen: »Det er direkte farligt for vores soldater, fordi jo mere vi taler om, at vi helst vil væk, jo vanskeligere bliver det overhovedet at være en moderat eller en udviklingsorienteret afghaner. De vil jo tænke, hvem skal beskytte os, for de stikker jo af alligevel.«

Det giver jo egentlig nogenlunde mening. Men så bliver Per Stig overmodig, og det næste ræsonnement vil jeg gerne anfægte:

»Så hver gang man tøver, og hver gang man antyder exit, så skaber man flere talebanere, og der vil være flere, som ikke tør være moderate.«

Hvad sketet der lige der? Vi gik fra at være enige om, at det selvfølgelig bliver sværere at være moderat i Afghanistan, hvis ens udenlandske, beskyttende venner overvejer at skride, til at tøven og antydninger simpelthen SKABER talebanere.

Jeg skal som retoriker være den sidste til at benægte ordenes magiske kraft, men at en debat i Danmark simpelthen sender flere afghanere ind i Talebans rækker, det tvivler jeg stærkt på. Med mindre Forsvarskommandoen selvfølgelig oversætter hele debatten til arabisk, hm, og postomdeler den (hvis der da var et postvæsen i Afghanistan).

Og helt overordnet synes jeg ikke, at det klæder Per Stig på den måde at spille på frygten for, at Taleban skulle vokse yderligere i Afghanistan og nedslagte moderate kræfter, bare fordi diskussionen om en evt. fremtidig tilbagetrækning er ubehagelig rent politisk for ham og regeringen. At slå diskussioner ned på den måde med undskyldninger som “rigets sikkerhed” og deslige er vold mod demokratiet. Der er jo ikke nogen, der siger, at vi skal trække os ud i morgen, men derfor kan man vel godt diskutere en exit-strategi?

Det svarer til, når krigsmodstandere får at vide, at de skal holde deres kæft, fordi deres kritik kun gavner fjenden, og det er vigtigt at signalere sammenhold og stålsathed. Så indgår man ikke i diskussionen med konstruktive argumenter, man jorder den bare. Eneste forskel på det eksempel og den nærværende sag er, at “krigsmodstanderne” i dette tilfælde rent faktisk har været i kamp og måske ved, hvad de taler om.

Berlingske gjorde mig netop opmærksom på, at Jolly Cola i år fylder 50. Et stort tillykke skal lyde herfra Retorikbloggen. Mest på baggrund af de mindelser der pludselig dukkede op omkring Jollys mere eller mindre vellykkede, men altid helhjertede, forsøg på at markedsføre sig ind i vores bevidsthed. “Sig jolly til din cola” husker jeg eksempelvis som et ret fedt slogan, og som forfatteren af artiklen på berlingske.dk påpeger, så affødte nævnte slogan herre-kodyle sidespring som “si’tronvand til din cola”. Jolly spillede i sin spæde ungdom på at være amerikansk kultur på flaske, men efter at originalerne i form af Coca Cola og Pepsi drønede ind på markedet, så måtte man prøve noget nyt. Her kom Tina Kjær så på banen i de super corny kontor-flirt reklamer, som jeg især husker fra reklamepauserne i den evindelige bond kavalakade på TV3. »Jeg har noget under bordet, du ikke kan modstå. Den er 27,8 centimeter lang«. Siger manden. Og frem trækker han en Jolly Cola. Hvortil Tina Kjær mens hun æggende læner sig fremover svarer: “Jeg har to modne frugter”. Og så hev to modne frugter frem. Altsammen i en belysning der gav mindelser om en amerikansk diner i aftenskumring. Efter min mening en reklame der passer perfekt til 90′er reklamejargonen, og naturligvis spillede på at Tina Kjær var så sindssvagt fremme i skoene i 90′erne, at hun kunne sælge Onyszko biografier til Pride. Nu om dage står Jolly desværre i et kreativt dødvande, hvilket den web 2.0 inspirerede reklamefilm på deres hjemmeside er et sørgeligt bevis på. “Free your taste” er et sørgeligt forsøg på at være ung med de unge, og har efter min mening ikke meget af den kiksede charme som Jolly i gamle dage var garant for.