Australiens premierminister er god til at sige undskyld. I februar sidste år sagde han undskyld til the Stolen Generations, en betegnelse for børnene af Australiens urbefolkning, Aborigines, der i et helt århundrede, fra 1869-ca. 1969, systematisk blev tvangsfjernet og sendt på børnehjem, alene fordi de var aborigines. En tragisk skæbne, der oven i købet blev krydret med misbrug i alle afskygninger.

Nu siger Rudd undskyld igen, denne gang til de hvide børn fra børnehjem i Storbritannien, der i perioden 1930-ca. 1970 fik at vide, at deres forældre var døde, hvorefter de blev skippet af sted til “et bedre liv” i Australien. Et liv, der enten blev levet på australske børnehjem eller på gårde med medfølgende hårdt arbejde. En stor del af dem blev selvfølgelig også udsat for misbrug.

Fra et retorisk synspunkt er det en vellykket undskyldning, læs den her. Se også Politikens indslag om talen.

I indledningen siger Rudd:

“We come together today to deal with an ugly chapter in our nation’s history.

And we come together today to offer our nation’s apology.

To say to you, the Forgotten Australians, and those who were sent to our shores as children without your consent, that we are sorry.

Sorry – that as children you were taken from your families and placed in institutions where so often you were abused.

Sorry – for the physical suffering, the emotional starvation and the cold absence of love, of tenderness, of care.

Sorry – for the tragedy, the absolute tragedy, of childhoods lost,– childhoods spent instead in austere and authoritarian places, where names were replaced by numbers, spontaneous play by regimented routine, the joy of learning by the repetitive drudgery of menial work.

Sorry – for all these injustices to you, as children, who were placed in our care.”

Rudd gør her tre gode ting:

For det første er han ikke fedtet med selve ordet “undskyld” og bruger det fem gange (og det optræder også MANGE gange i talens øvrige dele). Der findes et hav af såkaldte undskyldninger, hvor taleren af den ene eller anden grund (manglende omtanke, ære, modvillighed) ikke får sagt det forløsende ord nok.

For det andet er det en virkelig god måde, Rudd fremfører talen på. Han er alvorlig, eftertænksom og tager sig tid til at dvæle ved ordene og sætningerne.

Og for det tredje viser han sprogligt, hvor onde handlingerne var, ved simpelthen at bruge tid og ord på at fortælle om dem, og ikke bare skøjte hurtigt henover den del. Han fortæller, hvad børnene har været udsat for, og han gør klart, at han forstår, hvad konsekvenserne har været for dem. Dette er en slags sproglig selvpiskeri, og det er med til at vise, at han og Australien godt ved, at handlingerne var forfærdelige, og at de dybfølt angrer.

Det er en kæmpe udfordring at sige undskyld, især når forbrydelsen er så forfærdelig og omfattende, som tilfældet er her. Men Rudd gør det virkelig godt, ved at anerkende, angre og forsikre om, at det aldrig vil ske igen.

Den sidste af de tre udvalgte valgkampsvideoer kommer fra Klaus Bondam, den radikale teknik- og miljøborgmester i København. Se den her.

Handlingen i videoen er simpel: Bondam interviewes af en journalist i en park. En forbipasserende smider en pizzabakke på jorden, Bondam påtaler det, men miljøsvinet bliver aggressiv, og efter lidt tumult maser Bondam pizzabakkekasteren ned i en skraldespand.

1) Er videoen nyskabende? Man må sige, at det i hvert fald er en utraditionel valgvideo. Man har selvfølgelig før i diverse nyheds- og forbrugerprogrammer set interviews, som pludselig tager en overrakende og dramatisk drejning, fordi enten interviewofferet eller en anden person undervejs bliver truende og måske endda angriber kameraet. Men at kombinere denne velkendte form med et politisk budskab, det er nyt.

2) Er videoen tilpasset mediet? Ja. Den har en passende længde (36 sekunder), den fortæller en enkel og klar historie, og den indeholder som sagt noget sjovt eller overraskende. Den er derfor perfekt til youtube, og den har viralt potentiale (selvom den pt. “kun” har 1.046 views).

3) Trænger budskabet igennem? Igen må svaret være ja. Videoen gør ikke noget forsøg på at skulle forklare hele situationen i skive eller en hel politikers partiprogram på bare et par minutter, men holder sig derimod til et enkelt budskab: at Klaus Bondam passer godt på København. Og det kan man godt huske, når man har set videoen. Billeder, handling og ord understøtter alle budskabet, der oven i købet har en klar forbindelse til Bondams nuværende position som miljøborgmester.

Det er selvfølgelig oplagt for Bondam som skuespiller at bruge sine evner derfra til at føre valgkamp, men det behøver ikke være nogen garanti for et vellykket resultat. Derfor applaus herfra for en god udførelse, der har givet en klar, overraskende og selvironisk valgvideo.

Så er det endelig kommet, det perfekte modsvar til målmand Arek Onyszkos debile udtalelser om homoseksuelle: en pinup-kalender. Men ikke en hvilken som helst pinup-kalender, en kalender med et rugby-hold, hvor flere af spillerne er åbne om deres homoseksualitet.

Og det er sgu svært at få armene ned over, hvor lige i øjet den kalender er.

1) Den forfalder på ingen måde til formørket mudderkastning, som Onyszko selv gjorde, den nævner ham ikke med et ord,

2) Ved at portrættere elite-udøvere fra en sportsgren, der er væsentlig (!) mere maskulin end fodbold, tilbageviser kalenderen definitivt Onyszkos tåbelige påstand om, at bøsser ikke kan findes i sport, og

3) Så viser den bøsser og heteroseksuelle side om side på et sportshold og er dermed det perfekte udtryk for tolerance og respekt.

Hurra for fotograf Magnus Ragnvid Chammon!

Hurra for Copenhagen Wolves!

Dagens valgkampsvideo kommer fra den radikale kandidat til Borgerrepræsentationen Anna Mee Allerslev, der har valgt at målrette sin kommunikation mod omtrent halvdelen af vælgerne (mændene), ved at få sin veninde Ditte til at smide tøjet.

Denne fremgangsmåde sikrer lidt omtale i medierne, men hvordan ser den ud på de tre parametre?

1) Det er ikke specielt nyskabende. I sin måde at appellere på adskiller Anna Mee Allerslevs video sig ikke grundlæggende fra den Coca Cola-kalender fra 1982, jeg har hængende, som viser glade unge mænd smørre glade unge kvinder ind i usandsynlige mængder solcreme, mens de aflange cola-flasker krammes lystigt. At lokke kunder eller vælgere til ved at vise hud har formentlig været gjort i tusinder af år.

2) Når det kommer til tilpasningen til mediet, scorer videoen dog højt. I modsætning til Flemming Eskildsen er klippene kortere og flere, der er lagt musik ind, og der er noget for øjet (hvis man altså tilhører målgruppen). Og jeg må da også indrømme, at jeg allerede har vist videoen til en ven.

3) Men hvad med budskabet, trænger det igennem? Jeg må efter at have set videoen igennem et par gange (det hedder research!) gå til bekendelse og sige, at jeg simpelthen ikke kan huske ret meget af, hvad der bliver sagt. Der bliver sagt noget med sund mad omkring det tidspunkt, hvor trøjen ryger, og så bliver der sagt noget med handlede kvinder omkring der, hvor kameramanden vælger at zoome ind på Dittes hoved (det var måske alligevel for meget at snakke om trafficking, mens man viser bryster). Men bottom line, så kan jeg efter at have set videoen ikke huske noget om Anna Mee Allerslevs politik. Jeg kan kun huske, at hun fik en veninde til at smide tøjet, og at der var 3 meget diffuse nøgleord.

Og for lige at tage fat i de nøgleord: “Sund”, “smuk” og “sjov” er simpelthen alt for løse ord, hvis I spørger mig. Og kombinationen af disse ord med kropsdele virker også meget tilfældig. Jeg tror, at jeg bedre ville have kunnet huske, hvad Allerslev mener, hvis ordene havde været mere konkrete (fx mindre affald, flere cykelstier, bedre skoletoiletter), og måske endda havde passet sammen med den del af kroppen, de blev præsenteret på. For som videoen er nu, er den bare et billigt trick for at få nogle hurtige views (2.691 i skrivende stund).

Den samlede dom lyder: Videoen passer godt til youtube, men bringer ikke noget nyt og giver kun opmærksomhed omkring navnet Anna Mee Allerslev og ikke hendes politik. Dog lokker den folk ind på youtube, og så håber Allerslev måske på, at man via “related videos” klikker sig videre rundt til en af hendes mange andre videoer, der måske indeholder flere meninger og færre bryster.

Her kommer en smagsdommer-anbefaling fra Aidrian Hughes himself, som jeg har vejet og fundet tilstrækkelig tung. This American Life er et prisbelønnet radioprogram der sendes af Chicago Public Radio, og omhandler de store temaer i livet og verden. Det lyder rimeligt tungt, men det er det nu ikke. Folkene bag showet siger selv at de har lidt svært ved at definere deres sendeflade på en fyldstgørende måde, og vil derfor hellere udtale sig om hvad de ikke er:

“We’re not a news show or a talk show or a call-in show. We’re not really formatted like other radio shows at all. Instead, we do these stories that are like movies for radio. There are people in dramatic situations. Things happen to them. There are funny moments and emotional moments and—hopefully—moments where the people in the story say interesting, surprising things about it all. It has to be surprising. It has to be fun.”

På denne lidt anderledes facon formidles svært tilgængelige emner som finanskrisen og utroskab på underholdende og samtidig lærerig vis. Den seneste udsendelse handlede om utroskab, og blev delt op i “fristelsen”, “utroskab” og “efter utroskab”. “Fristelsen” blev beskrevet af en amerikansk storyteller og var et fornøjeligt studie udi i narrativets beherskelse. Hele forløbet struktureres omkring fortælleres ønske om at skjule sine kærlighedshåndtag for den potentielle elskerinde, og det fungerer forbilledligt. Hermed en varm anbefaling til This American Lifes gratis podcast.