Den seneste tid har budt på nogle interessante eksempler på en klassisk retorisk disciplin, som allerede blev gjort berømt af Sokrates – forsvarstalen.

Første eksempel faldt d. 19. februar hvor Tiger Woods måtte gå bodsgang foran de snurrende tv-kameraer for at håndtere den offentlige kritik af forskellige private sidespring og et vaklende, kriseramt ægteskab. Det andet dukkede frem søndag aften, hvor  jetsetdronningen, nu også banebrydende kendt som Rigmor Zobel, gav interview i 21 Søndag for at præsentere sin version af retssag og mediestorm.

Der er stor forskel på de scenarier, men de repræsenterer begge en stadig stigende tendens til at kendte personer er nødsaget til at håndtere private sager som offentlige anliggender og at eventuel kritik af privatlivet fordrer offentligt svar på tiltale. Tiger Woods situation afspejler den amerikanske tradition for soningsretorik og stærke emotionelle apeller. Desuden er Woods sidespring i et religiøst-moralsk Amerika også af en graverende karakter, som vækker en god portion offentlig indignation, hvor atonement – at tage skylden på sig og bede om tilgivelse, er måden hvorpå man typisk imødekommer mediernes kritiske interesse.

Zobels interview er ikke præget af samme anger. I stedet vælger hun som svar på dommen og de historier og beskyldninger, der har floreret i pressen at nuancere sit svar, så det rummer forklaringer på forskellige af de oplevelser hun har haft fra sagen så sit lys for nogle måneder siden. Hun kontrasterer det oprindelige tiltaleforhold med den endelige domsfældelse, hvilket nærmest får udfaldet til at se ud som frifindelse, idet hendes personlige omkostninger fremhæves og dermed giver hele affæren et meget uretfærdigt og disproportionelt skær i Zobels favør. At det journalistiske bid i interviewet måske lader noget tilbage at ønske er en pointe, som ikke skal vendes her. For Rigmor Zobels vedkommende bliver der rettet op den ensidige dækning og etableres en art status quo, som formentlig bringer sagen ind i mere smult vande på trods af en varslet injuriesag som følge af enkelte skarpe udfald mod Københavns Politi, som måske kan give enkelte efterdønninger.

Julen har netop nu ramt klimaks…. En stor del af os sidder nu mætte i det blødere møblement og forsøger række gavebåndene ved siden af stolen til en mor eller en faster, der forsøger at holde orden på juletropperne. Inden dette forløsningsstadie på hele julemenageriet, tog vi selvfølgelig turen rundt om juletræet. Eller måske skulle jeg være mere nøjagtig og tilføje, at det var knap så stor en selvfølgelighed i år som tidligere. Blandt nogle af os i de yngre generationer anedes en vis tøven omkring denne tradition, som gerne betyder a capella sang istemt af samtlige mere eller mindre musikalsk talentfulde familiemedlemmer. Dette er i sig selv en smule frygtindgydende. Nuvel, en smule kakofonisk juletradition har man jo før overlevet, så vi tog hinanden i hænderne efter at have forliget os på et menneskeligt antal salmer og strofer.

Vi satte i med “Det kimer nu…” fulgt op af en anden klassiker, nemlig “Et barn er født i Bethlehem”. Vi havde kun én salmebog, hvilket voldte en anelse problemer i de yngre rækker, de ældre, opvokset i en præstegård, slap heldigere fra teksten. Nødvendigheden af at kalde de grundtvigianske gloser frem fra hukommelsen fremfor koncentreret at bladre i en julesalmepamflet levnede mig imidlertid plads til en anden overvejelse i mit baghoved, som gav anledning til et gennem salmen kontinuerligt smil på læben. Et smil, der bemærkedes af skarpsindige øjne blandt de grånende juletræsdansere og afstedkom en debat, som ender i dette indlæg. “Hvad er det egentlig for noget mekanisk volapyk, vi lirer af – forstår vi overhovedet, hvad vi synger”.

Det ene vers efter det andet med arkaismer fra 1800tallet klingede frem, men giver det overhovedet mening for de fleste danskere i snart 2010? Jeg ved, at indlægget allerede emmer anslag mod traditionen og gammelkendt debat om sproglig udvikling. Det er egentlig ikke mit ærinde at kræve julesalmerne skal give mening, og dybest set forstår vi jo nok, hvad de handler om,  men det er dog lidt pudsigt, at meget af det konkrete indhold i teksterne står lidt hen som mærkelige forhistoriske, faste vendinger. Jeg vil blot vise et udpluk pudsige vers fra “Et barn er født i Bethlehem” og så kan folk jo tyde dem over julefrokosten i morgen og eventuelt selv finde nye i julesangskatten….

thi glæder sig Jerusalem

En fattig jomfru sad i løn

Ham være pris til evig tid

for frelser bold og broder blid!

Da vorde engle vi som de

Glædelig jul og godt nytår.