Selvom jeg midlertidigt befinder mig uden for Danmarks grænser, vil jeg alligevel tillade mig at kommentere den hjemlige debat om Politikens kontroversielle undskyldning til profeten Muhammeds 94.923 efterkommere. Se en introduktion til sagen her.

Herovre  fra virker det som en lidt mærkelig debat, hvor langt de fleste (politikere) tager afstand fra Politikens undskyldning og tilsyneladende glemmer, at JP lavede en lignende undskyldning i 2006. For det er min påstand, at de to undskyldninger er meget ens.

Først er der dog tre ting, der skal gøres klart.

Nummer 1:

Undskyldningen drejer sig om genoptrykningen af tegningerne i februar 2008 (der blev trykt som reaktion på de mordplaner mod Kurt Westergaard, som PET angiveligt forpurrede, den såkaldte Tunesersag). Politiken har trykt en eller flere af de oprindelige 12 tegninger fra JP i alt 9 gange, første gang 15. oktober 2005.

Nummer 2:

Undskyldningen er et forlig mellem Politiken og 8 muslimske organistationer fra Mellemøsten og Australien. Politiken modtog i august 2009 – ligesom 10 andre danske aviser – et brev fra den saudiske advokat Faisal Yamani, der repræsenterer de 8 organisationer. Heri krævede Yamani, at Politiken 1) undskyldte for at have bragt KW’s tegning i februar 2008 og 2) lovede ikke at bringe samme eller tilsvarende tegninger igen, hvis de ville undgå retsforfølgelse. Se Sapphos beskrivelse her. Undskyldningen er altså et forlig, fordi Politiken nogenlunde opfylder Yamanis første krav, men ikke imødekommer hans andet krav.

Nummer 3:

Politiken skriver i sin erklæring, at de “anerkender og beklager”, at “vores genoptrykning (…) har krænket muslimer (…)”, ligesom de “undskylder over for alle, der er blevet krænket af vores beslutning om at genoptrykke Karikaturtegningen.”

JP skrev i deres undskyldning: “De (tegningerne, red.) var ikke i strid med dansk lovgivning, men har uafviseligt krænket mange muslimer, hvilket vi skal undskylde.” En sidebemærkning: Prøv selv at se nærmere på de to undskyldninger i deres fulde længde. Jeg synes, det er ret svært at se, at Politiken skulle være gået længere end JP.

Det var baggrunden, nu kommer vi til den hjemlige debat. Undskyldningen er blevet kritiseret på tværs af det politiske spektrum, og politikere, journalister og andre har tilsyneladende fuldstændig glemt JP’s undskyldning. Men de to undskyldninger kan dog ifølge ansvarshavende chefredaktør på JP, Jørn Mikkelsen, ikke sammenlignes.

Hans argument er, at JP i sin tid sagde undskyld “af egen drift” i modsætning til Politiken, der her fire år senere “er blevet intimideret ind i en aftale med trusler om en kæmpemæssig retssag.” Politiken siger altså undskyld under pres og sælger dermed ud af ytringsfriheden, mens JP sagde undskyld “af egen drift”. Hvad Mikkelsen mener med “egen drift” er uklart, ligesom det er svært at se, hvorfor det er bedre at sælge ud af ytringsfriheden, når man ikke er under pres, end når man er presset.

Jeg giver Jørn Mikkelsen helt ret i, at Politikens undskyldning selvfølgelig ikke bare kommer ud af det blå, men derimod kommer som en konsekvens af pres fra den saudiske advokat og hans klienter. Men at hævde, at JP ikke var under pres, da de 30. januar 2006 udsendte deres undskyldning, det er vist en tvivlsom påstand.

Den 30. januar 2006 var status: Fogh havde afvist at mødes med ambassadørerne, JP var blevet politianmeldt for overtrædelse af blasfemi- og racismeparagraffen, og religiøse ledere i Saudi-Arabien havde (d. 20. januar) opfordret til boykot af danske varer. Så når Mikkelsen siger, at JP dengang “af egen drift” fremkom med deres undskyldning, er det altså en sandhed med modifikationer. Vores politikere var altså under pres, vores erhvervsliv var under pres, og JP selv var blevet hevet i retten.

Derfor er det mærkeligt, at Mikkelsen ikke kan indse sit eget hykleri, når han i dag sammenligner Politikens undskyldning med Chamberlains appeasement-politik fra 1930′erne. Og det kan undre, at vores politikere er så kritiske over for Politiken, når de ikke kritiserede JP’s undskyldning i 2006.

Jeg vil gerne følge Rasmus ud af juleferien og ind i hverdagen her på Retorikbloggen. Fra mit amerikanske eksil har jeg selvsagt mulighed for at følge amerikansk politik helt tæt på, og det er underholdende, især når det kommer til negative campaigning.

Som det vil være nogen bekendt, er der en løbende udskiftning af medlemmer i Senatet, “overhuset” i kongressen, og til november skal der stemmes om 36 af de i alt 100 pladser. En af dem, der skal på valg, er den demokratiske senator Barbara Boxer fra Californien. Men før det bliver november, skal republikanerne lige have fundet ud af, hvem der skal have lov til at udfordre hende. Derfor er der nu startet en valgkamp mellem Chuck DeVore (pt medlem af den lovgivende forsamling i Californien), Al Ramirez (forretningsmand), Tom Campbell (tidligere medlem af Repræsentanternes Hus) og Carly Fiorina (tidligere CEO i Hewlett-Packard). Og sidstnævnte har med en 3,5 minut lang video i den grad sparket valgkampen i gang!

Videoen omtaler en såkaldt FCINO (Fiscal Conservative In Name Only, læst oversat ‘økonomisk republikaner kun ved navn’), hvilket er en videreudvikling af den mere kendte term RINO (Republican In Name Only). RINO har dog det lille tvist, at det rimer på næsehorn (hvis man altså udtaler det på amerikaaansk), mens FCINO bare er volapyk. Men ikke desto mindre er budskabet fra Fiorina klart: Tom Campbell er en republikaner, når det kommer til den økonomiske politik. Jeg var målløs, da jeg så videoen første gang, men anden gang er den særdeles underholdende. Se den her.

Rygtet vil vide, at negative kampagner er særdeles effektive, men det her, come on! Jeg nægter simpelthen at tro på, at nogen kan lade sig overbevise af en ulv i fåreklæder.

Statsministerens og fødevareministerens spindoktorer er kommet i søgelyset efter en statusopdatering og en medfølgende kommentar på Facebook. Udtalelser, som Benny Engelbrecht, Socialdemokraternes forbrugerordfører, synes er “vildt pinlige”.

Sagen er, at Søs Marie Serup (Lars Løkkes personlige rådgiver) har skrevet på Facebook, at den danske presse var “sølle”, fordi den ikke kunne se hendes chefs genialiteter i forbindelse med COP15, hvorefter Christopher Azrouni (Eva Kjer Hansens rådgiver) kommenterede, at det var godt, at SMS kunne sige fra, når nu ingen i journaliststanden kunne finde ud af det.

Hvor genialt Lars Løkke har håndteret COP15 er nok til diskussion, men Benny Engelbrechts kritik af de to spindoktorer virker mærkelig. Sosseren udtaler til Ritzau:

“Det er vildt pinligt, at statsministerens og fødevareministerens spindoktorer bruger Facebook til at anklage danske journalister for at være sølle og kværulanter, fordi journalisterne ikke vil tro på Lars Løkke Rasmussens spin om, at fiaskoen på klimatopmødet var en genistreg, som hans spindoktor påstår.”

“Og bagefter løber spindoktorerne fra deres udtalelser og siger, at det var private udtalelser på Facebook. Det er altså en ommer, fordi alt på Facebook er offentligt tilgængeligt.”

Det er en mærkelig argumentation. Argument 1:

Påstand: Spindoktorernes kritik er vildt pinlig.

Belæg: Journalisterne er ikke hoppet på statsministerens spin.

Hjemmel: Det er pinligt at anklage nogen for ikke at lade sig narre.

Jeg er ikke så vild med den meget vage teenage-vending “vildt pinligt”, men det er nok et spørgsmål om smag. Og jeg kan heller ikke helt se, hvad det er, der er så pinligt. Men ok, han bryder sig ikke om deres kritik, fair nok. Men argument nummer to hænger slet ikke sammen:

Påstand: Kritikken er en ommer.

Belæg: Alt på Facebook er offentligt tilgængeligt.

Hjemmel: Man kan ikke lægge afstand til en offentlig kritik.

Jeg vil nok sætte spørgsmålstegn ved, hvor “offentlig tilgængelig” en statusopdatering på Facebook er. Den enkelte bruger kan helt selv lave sine egne sikkerhedsindstillinger, og det er min erfaring, at det er langt de færreste brugere, der har gjort deres statusopdateringer åbne for alle. Som regel skal man være ven med en bruger for at læse dennes status. Og at historien overhovedet er opstået, skyldes formentlig, at en journalist er ven med Søs Marie Serup og derfor har kunnet læse hendes status, og at kritikken har ramt journalistens faglige stolthed.

Jeg synes, at Benny Engelbrechts kritik mest af alt virker som et billigt forsøg på at slå plat på, at ordet “spindoktor” har en dårlig klang i mange danskeres ører. En kritik a la “se, nu har regeringens onde, manipulerende spindoktorer IGEN prøvet at fordreje debatten!” burde Benny altså holde sig for god til.

Julen er hjerternes tid, og i gratisavisen 24Timer deler astrolog Lykke Larsen rundhåndet ud af sin viden om stjernerne. I søndags havde jeg den fornøjelse at læse hendes horopskop. Forudsigelserne til de forskellige stjernetegn var dog efter min mening lige lovligt ens.

Jeg er selv fisk, og om mig stod der:

“Hvis du ikke helt føler dig i julehumør, så arrangér noget hyggeligt. Gløgg og æbleskiver får hurtigt julestemningen frem.”

Det er formentlig en temmelig stor del af den voksne danske befolkning, der vil kunne nikke genkendende til ikke helt at være i julestemning endnu, og det har formentlig også været en del af Lykke Larsens ræsonnement. For da jeg begyndte at læse rådene til vandbæreren og stenbukken, mindede de i mistænkelig grad om mit horoskop.

Om stenbukken stod der:

“Prøv at lade være med at bekymre dig så meget. Bag nogle kager eller juleflet med ungerne og nyd nuet, det er jo kun jul en gang om året.”

Og om vandbæreren stod der:

“Ind i mellem alt det praktiske skal du sørge for, at du også har det sjovt. At gøre noget for andre søndag får dig i godt humør.”

Alle tre råd kan koges ind til en meget kort sætning: “Gør noget hyggeligt!” Derfor må man konkludere, at stjernerne enten var bemærkelsesværdigt enige i søndags, eller også har Lykke Larsen bare parafraseret i vildskab. Jeg hælder mest til sidste mulighed.

Så vidt jeg har forstået horoskoptankegangen, så er pointen, at vi er forskellige, fordi vi er født på forskellige tidspunkter af året, og vi derfor har brug for forskellige råd. Men hvordan kan det så være, at rådene ikke adskiller sig fra hinanden?

Jeg indrømmer gerne, at jeg heller ikke før i søndags havde særlig meget respekt for horoskop-pladder, men Lykke Larsen gør altså ikke ret meget for at overbevise mig om det modsatte, når hendes stjernetydning tydeligvis bare består af omskrivning af banaliteter.

I søndags viste TV2 første afsnit af fem i krimiserien “Blekingegade”, og det har muligvis skaffet dem en sag om æreskrænkelse på halsen. Personerne i serien har nemlig navn efter de virkelige medlemmer af banden, og det bliver et problem, når serien som i søndags handler om et røveri i 1983 i Lyngby, som ingen af de virkelige Blekingegadebandemedlemmer er dømt for.

Helt konkret: I serien er karakteren Bo Weimann med til at begå Lyngby-røveriet. Men det er æreskrænkende (det er jura-sprog), fordi den rigtige Bo Weymann (han har skiftet i’et ud med et y for at gøre op med fortiden) aldrig er blevet dømt for det røveri. Og hvis man skal tro eksperterne, har Bo Weymann dermed en ret god sag, hvis han vælger at hive TV2 i retten. Læs artiklen på politiken.dk her.

Guderne skal vide, at jeg ikke er jurist, og den juridiske diskussion vil jeg derfor ikke gå ind i. Men som retoriker synes jeg, det er interessant, hvordan Bo Weymann har foretaget et skift fra skurk til offer – efter min mening med succes.

For oprindeligt var han en skurk, og endda en stor en af slagsen: Han var med i Blekindegadebanden, han har været med til at udføre voldelige røverier, og han var med til at planlægge det røveri med Købmagergade Postkontor i 1988, der endte med at koste den 22-årige politibetjent Jesper Egtved Hansen livet.

Men nu fremstår han som et offer, der på urimelig vis bliver hængt ud af TV2. Hvordan har han formået at rehabilitere sig selv på den måde?

Svaret er anger, vedkendelse og mere anger. For det var Bo Weymann, der var “Blekingegadens stemme” i Peter Øvig Knudsens bøger, og derved var med til at åbne danskernes øjne for en sag, som resten af bandens medlemmer har været meget lukkede om, og det var Bo Weymann, der fik grødet stemme og tårer i øjnene, da han i dokumentarfilmen Blekingegadebanden fortalte, hvordan han stadig havde det meget dårligt med, at han havde været med til at slå uskyldige mennesker ned og planlægge det røveri, der førte til drabet i Købmagergade.

Og dermed er han renset, vupti! Manden har været i fængsel og angrer nu sine synder, og derfor er han i stand til at fremstå som et offer, man kan have sympati med, når TV2 tager munden for fuld og indirekte beskylder ham for at have været med i et af Blekingegadebandens utallige røverier.

Derimod vil det formentlig være småt med den offentlige sympati, hvis nogle af de andre bandemedlemmer sagsøger TV2. For de har ikke på nogen måde angret, fortrudt eller undskyldt, og derfor vil det fremstå som et fuldstændig urimeligt, egoistisk krav, hvis de vil have deres navn renset for en forseelse, der bedst kan betegnes som en dråbe i det store hav af forkastelige handlinger, som Blekingegadebanden retteligt er blevet dømt for.