En gang i mellem hører man en argumentation der skærer i ens øre. En sådan stødte jeg på forleden, da jeg hørte Pia Kjærsgaard udtale sig i TV2-nyhederne, i forbindelse med et indslag om den meget omtalte tuneserlov. Sagen er, at den tuneser der er på tålt ophold i Danmark kan få lov at til at besøge sin familie i Århus i weekenden i stedet for, som i hverdagen at skulle overnatte i Sandholmlejren. Pia Kjærsgaard var selvfølgelig bestyrtet, hvilket ikke som sådan kan komme som en overraskelse når hendes generelle holdninger til flygtninge/indvandrere tages i betragtning. Hun mente ikke at han skulle have lov til at besøge sin familie, faktisk så hun helst at han blev smidt ud af landet.

Citatet der følger er gengivet så nøjagtigt så muligt efter min hukommelse, Pia K sagde: Jeg ser ingen grund til at han skal have lov til at besøge sin, lad mig understrege, sin formørkede burkaklædte kone”. Formørkede burkaklædte kone… Så det faktum at hans kone går med burka og er formørket (?…), fungerer altså som et argument for at tuneseren ikke må besøge sin familie. Men hvad har det egentlig med sagen at gøre? Hvis konen havde gået uden burka og ikke havde været formørket (?) havde det så været en anden sag? Så kunne han måske godt få lov til at besøge sin familie? Eller hvad?

Forleden aften så jeg på TV3 et afsnit af serien Hells Kitchen. Et program der, kort fortalt, handler om en masse kokke der konkurrerer om at være den bedste til at lave mad. Undervejs gør stjernekok og mediedarling Gordon Ramsay helvede hedt for de deltagende, gennem alle mulige slags udfordringer og en hel masse skideballer.

Og hvad har så det med retorik at gøre? Jo, normalt vil en sober og respektfuld omgangstone altid være det bedste valg når man ønsker at kommunikere andre mennesker et budskab. Men åbenbart ikke i resturationsverdenen. De deltagende i Hells Kitchen bliver nemlig oplært og belønnet for at råber, bande og tilsvinde deres medhjælpere og kokkekollegaer, hvis bøffen er for rød eller tempoet for langsomt. Gad vidst om omgangstonen i den virkelige kokkeverden er lige så rå og om man bliver belønnet for at svine folk til. Et underligt ideal for kommunikationen i så fald.

Jeg beklager det har været så sparsomt med kommentarer fra min side det sidste stykke tid, men jeres redaktør-i-eksil bor nu i England dette og næste semester. Men jeg kunne ikke dy mig fra at skrive det her indlæg.
Grunden er at jeg hørte en glimrende historie den anden dag som jeg gerne så I kommenterede på.
For en del år siden var der – som så mange gange før – en særpræget retssag i Amerika: Smith versus De Forenede Stater. Sagen var at Smith havde forsøgt at købe nogle stoffer fra en mistænkelig personage på gaden. Uheldigvis for Smith kom der en politibil forbi i samme nu som handlen fandt sted (hvorfor de ikke fandt et mere afsides sted end gaden skal stå hen i det uvisse). Nåja, det er jo sket så mange gange før at en eller anden er kommet i klammeri med loven for at handle med stoffer. Men sagen om Smith tager den drejning at han ikke havde nogen penge til at erhverve sig stofferne. Derfor havde han forsøgt at bytte sin pistol med pusheren så han kunne få sit tiltrængte fix. Og det var netop i det øjeblik at Smith langede pistolen til pusheren at politiet kom rullende forbi.
Naturligvis blev Smith anholdt og sigtet for at købe stoffer. Der var dog det tvist at Smiths stat så ekstra hårdt på folk der brugte pistoler i forbindelse med ”drug-transactions”. Aha, her kommer sagens kerne. Statens advokat påpegede over for dommeren at Smith jo netop havde brugt en pistol i forbindelse med at købe stofferne. Nærmere betegnet: Han havde forsøgt at sælge den. Der var ingen kugler i pistolen, men det kunne jo være sagen ligegyldigt. Smiths advokat påpegede på den anden side at Smith jo ikke havde brugt pistolen med henblik på at skyde eller true. Derimod var den bare et salgsprodukt.
Dommeren havde selvsagt en svær dom at afsige. Hvis Smith havde brugt pistolen ville det betyde en fængselsdom på fem år. Hvis ikke ville det betyde en væsentlig mindre dom. Smith endte fem år i fængslet, men dommeren konkluderede at hvis han havde kløet sig i hovedet med pistolen mens handlen fandt sted, ville man ikke betegne det som brug. Så moralen er vel noget i stil med at hvis man vil betale for stoffet med en pistol uden kugler, bør man skynde sig at kradse hovedbunden hvis politiet kommer rullende forbi.

Men det er jo ikke sikkert som dagen er lys at dommeren havde ret. Hvor synes I grænsen for brug af pistoler i forbindelse med stofhandler går? Jeg selv… synes vel bare historien er lidt tragikomisk.

Vi er midt i en verdensomspændende finanskrise. En oplysning der formentlig ikke er ny for særlig mange medieforbrugere. Man kan stor set ikke åbne en eller avis eller tænde for fjernsynet uden at blive informeret om den nyeste udvikling i finanssektoren. Almindeligvis er finansstoffet ikke det letteste at formidle og forstå. Hvis man ikke selv er mini-aktionær eller har en hyggekapitalist i maven vil jeg vove at påstå at de fleste mennesker, mig selv inklusiv, kun forstår det på en ret overfladisk plan. Men når der sker store ting som den nuværende krise opstår der pludselig et behov for at formidle finansstoffet i meget højere grad. I den forbindelse er det ret interessant (og skægt) at se på hvordan medierne griber fat i metaforer for at få os modtagere til at forstå hvad det hele drejer sig om. (Det skal lige nævnes, at jeg netop har læst en bog af lingvisten George Lakoffs, der handler om hvordan metaforer er med til at strukturere vores verden. Når man har lagt den fra sig opdager man pludselig metaforer alle steder.)

Tag f.eks. overskriften på en artikel i Information forleden dag: “Blodbad på aktiemarkedet” Meningen forstår vi godt, det har været en rigtig dårlig dag på aktiemarkedet og det er noget skidt. Men reelt set er der jo ikke tale om et blodbad, så vidt vides sidder de fleste i aktiebranchen foran en skærm og man skal sørme trykke hård på tastaturet før ens fingre begynder at bløde… Som læsere ved vi selvfølgelig godt at der ikke er tale om et blodbad i fysisk forstand, men vi godkender en overordnet metaforik der går på at aktiemarkedet er en levende størrelse og ikke bare tal og oplysninger på en masse skærme. På samme vis en overskrift den følge dag. “forsigtig optimisme på aktiemarkedet” eller som en ekspert udtalte i radioen. “aktiemarkedet er så småt ved at rejse sig igen” Aktimarkedet har altså følelser og kan være pessimistisk eller optimistisk, og det kan rejse sig op eller ligge ned. Ja, i nogle tilfælde kan det endda også kravle. “Aktierne kravler langsomt opad” kunne man i går læse i politikken

Der er som sådan ikke noget underligt i at vi mennesker har brug for metaforer til at organisere vores forståelse af verden, men det er faktisk ganske morsomt hvis man tænker over det

Fagforbundet HK har netop lanceret en større kampagne der bl.a. inkluderer meterhøje plakater ved busstoppesteder og i reklamestandere rundt om i byen. Kampagneplakaterne er portrætter af forskellige kendte og ukendte mennesker. Blandt andre Helle Torning, Pia Kjærsgaard, en skaldet mand med store muskler og tatoveringer og en lille dreng med en blyant. Under billedet er en ganske lille tekst hvor der står: ”En del af løsningen. Med venlig hilsen HK”

Andet får man ikke af vide. Siden alle de her mennesker er en del af løsningen må der i sagens natur være et problem. Men hvad er problemet? Det må man gætte sig til. Selvfølgelig kan man have en fornemmelse af hvad HK ønsker at formidle, men det er meget ukonkret og gør det svært at vide om det har den ønskede effekt. Man kan selvfølgelig sige at kampagnen har den virkning at man tænker over hvad mon problemet er, og derfor giver reklamen mere en de sædvanlige 2 sekunders opmærksomhed. Det kan også være at man ligefrem, som jeg, går ind på HKs hjemmeside for at få stillet sin nysgerrighed. På den anden side er det svært at se det retorisk hensigtsmæssige i søge tilslutning til at budskab som man skal gætte sig til. I øvrigt blev jeg ikke meget klogere af mit hurtige besøg HKs hjemmeside. Jeg er stadig ikke klar over hvad problemet er…